Op af brøndens grumsede vand…

Af Mads Kastrup 103

Jeg vil gerne sige til Anne Sophia Hermansen, at hun ikke skal være ked af det.

Det skal nok gå.

Berlingske blogger Anne Sophia Hermansen skrev en blog om den muslimske censor, der nægtede at give kvindelige studerende hånd. Bloggeren blev så forskrækket over den følgende debattråds islamofobiske og racistiske ræb, at hun med fingrene om næsen veg tilbage og erklærede, at den brønd ville hun aldrig mere sænke sin spand i.

Hermansen skrev en blog om, at nu gik hun op og lagde sig. Formentlig i en slags forsøg på at få fred. Hvilket åbenbart ikke lykkedes. Så denne blog har hun nu toppet med en endnu en blog, hvor hun anråber landets øverste politikere:

“Ok, fortæl mig engang, Helle Thorning-Schmidt, hvad tænker du, når du ser vreden, hadet og racismen i det kilometerlange kommentarspor, der følger efter den muslimske censor fra Herning? Hvad mener du om den måde, der bliver debatteret muslimer i Danmark? Om det had, der vælder op? Jeg frygter selv den udladning af had mere, end jeg frygter ham censoren, der vist er velfungerede og arbejdsmæssigt helt kompetent, men hvis religiøst betingede præference da er fjollet.”

Der meget at sige i denne sammenhæng. Lad mig udelade det mindre vigtige. Så som censor-historien (læs Tom Jensens blog herom, hvis det skal sættes på plads). Og dernæst bør vi foreløbig glemme, hvad danske politikere måtte mene om sagen.

Vigtigst at minde om er, hvad Lars von Trier dukkede op og sagde under rulleteksterne efter hvert afsnit af TV-serien “Riget”: “Husk! Det er bag de lukkede øjne, at den virkelige uhygge begynder”.

Så lad os åbne øjnene, holde os på benene og trække vejret dybt, selvom det lugter. Hvad er det, vi ser? Vi ser en bærm af ophidselse, hver gang islam, Muhammed eller moske nævnes. Men er det nyt? Er vreden taget til i de seneste år? Er en dansk version af hævngerrigt white trash eller Anders Breivik’er ved at brede sig som levende døde, der truer alt, hvad der er purt og godt ved civilisationen med smitte og død?

Mængden af muslimvrede forekommer mig at være rimelig konstant. Den synes hverken at have større eller mindre byggegrund, end da den dukkede op i de politiske jordlag ved Fremskridtspartiets jordskredssejr i 1973. Man kan oven i købet konkludere, at den med Muhammedkrisen blev kvalificeret. Fik et egentligt relevant og væsentligt greb i debatten om ytringsfrihed. Dele af islam bør ikke have gang i Danmark. Er dele af muslimvreden så i dag grimmere end nogensinde? Muligvis. Er dette en reel fare for den demokratiske samtale? Jeg tvivler.

Vrængende, nedladende, diskriminerende og racistiske ytringer har altid været der i denne forbindelse. Jeg har selv haft en del af dem på min blog. Slettet en del. Under almindelig hensyntagen til lov og journalistisk lødighed. Men selv her tøver jeg. Den, der hele tiden svinger møggreben i debatten ender altid med at svine sig selv mest til. Det mindretal, der har gjort Hermansen modfalden, snerrer helt åbenbart i afmagt. De har med nettets eksplosion af debatfora indiskutabelt fået en så lang snor, at de konstant både vikler sig selv og hinanden ind i den. Men også med større fare for at kvæle sig selv end andre.

Jeg vil til enhver tid være langt mere angst ved at censurere mig selv i disse sammenhænge end tage imod, parere og sortere, hvad der kommer. I så fald vil jeg ikke have lært noget af Muhammedkrisen. For det er vitterlig bag de lukkede øjne, at den virkelige uhygge begynder. Hverken den ene eller anden ekstrem bør få nogen til at lægge sig. Man skal aldrig vende ryggen til de antidemokratiske, uanset hvilken slags demokrat man er. Pia Kjærsgaard har ret, når hun til Berlingske siger:

»Jeg er blevet truet, jeg er blevet svinet til. Det er jeg blevet i al den tid, jeg har siddet i Folketinget og bliver det stadigvæk. Det er modbydeligt, uanset hvad hensigten er. Selvfølgelig er det en trist debatform, og den er ikke blevet bedre, efter at vi har fået de sociale medier, men det skal ikke afholde en fra af tage debatten,«  Og det bør Anne Sophia Hermansen som en af landets skarpeste og mest læseværdige bloggere heller ikke.

Det her kan Helle Thorning-Schmidt ikke hjælpe med. Ikke på anden vis end hun allerede gjorde i sin grundlovstale med opfordring til at tale ordentligt. Hvilket Hermansen også redeligt citerer. Politikere vedtager love. Vi skal ikke have mere lovgivning, end vi allerede har. Lad os hellere gå den modsatte vej og afskaffe racismeparagraffen. Hvis vi forsøger at annullere alle ytringer, vi ikke bryder os om, vil vi til sidst ikke kunne finde ud af, hvad vi selv mener.

Demokratiet er ikke altid en fest. Det er også oprydning. Nogle gange iført næseklemme og gummihandsker.

Men det skal nok gå. Faktisk holder alting først op med at gå, når man lægger sig ned. Hvilket folk vil sige er tåbeligt at anføre, for det siger sig selv. Men nogle gange skal selv de skarpeste – og her til hører Hermansen – have besked om det indlysende, før de igen ser klart.

 

 

103 kommentarer RSS

  1. Af Bjørn Sørensen

    -

    @ Lars Petersen

    Jeg håber at det er rigtigt hvad du skriver, men jeg har svært ved at fatte hvad det går ud på. Dine abstraktioner håber jeg at du selv kan forstå, men jeg må ærligt indrømme jeg har svært ved at forstå dine fablerier, hvad er det du mener???
    Du bliver nødt til at bruge almindeligt dansk så man kan forstå hvad du mener, for dit abstrakte kodesprog er ikke nemt at udrede en mening af.

  2. Af Lars Peteresen

    -

    @ Bjørn Sørensen.

    Det er jeres fattige, mono-refleksive udgangspunkter
    som pisser mig af, hvormed jeres mentale træde´n i
    vande, bevirker; i modarbejder jeres eget tilstræbte

    Ergo begår i kun det problemorienteredes kunst, uden
    at formå det løsningsorienterede, og disse dødssyge,
    gentagelses-kværulerende banaliteter, hvis fakta en
    -hver på Dansk jord kender til, underholder all over

    I så at sige, (rent mentalt), pløre rundt i det som
    kun er jer lige for hånden, uden at forstå X, ud fra
    en sand skov af underliggende/samspillene parametre

    Ovennævnt, taler du f.eks om røde pladderhumanister,
    i morgen perkere, dagen derpå: skatteprocenten, osv.

    Og så er det jeg spørger, (da du ikke skal have lov
    til at sno dig uden om, ved at sige: mig ik forstår)
    .. og jeg fortsætter .. ser du en fællesnævner for:

    * Masseindvandringen.
    * Skatteprocenten.
    * Arbejdsløsheden.
    * Underlagt skatteafhængiges stemme.
    * Underlagt Internationale konventioner.

    1. Ser du et problemets fællesnævner ?
    2. Ser du en løsningens fællesnævner ?

    3. Og et lille test-spørgsmål:
    Som bekendt taler man om lavere skat, er det sundt ?
    Jeg mener, skal skatten sættes ned så folk får flere
    penge imellem hænderne, uden værdimæssig korrigering

  3. Af “De kompetente lag i samfundet” — Kastrups verden

    -

    […] Berlingske-blogger Anne Sophia Hermansen, er det. Hvilket hun har blogget om på B.dk. Og som jeg har forsøgt at overbevise hende om, at hun ikke skal […]

Kommentarer er lukket.