Politiken og de stakkels psykisk syge forfattere

Af Mads Kastrup 58

Politiken vil gerne vide, om forfattere og digtere i Danmark har det godt. Avisen har sat en undersøgelse i gang. Sådan en, hvor man sender et spørgeskema ud til mindst 200 af nationens skønlitterære ånder.

“I hvilken grad har du det godt?: Skide godt, godt, ok, knap så godt, elendigt,” forestillede jeg mig, der ville stå og tænkte:

Fint nok. Bare det er en ordentlig undersøgelse. En undersøgelse, der er åben, nysgerrig og uhildet.

Det er undersøgelsen ikke. Hvilket forfatteren Morten Sabroe har gjort mig opmærksom på. Han har følgelig sendt en protestskrivelse til Politikens chefredaktør, hvor han spørger:

“Er I blevet sindssyge?”

Efterhånden som jeg har studeret dette spørgeskema, som angiveligt skal danne “basis for artikler i avisen”, må jeg konkludere, at jeg forstår Sabroes spørgsmål.

Lad mig referere spørgeskemaet ved at begynde i den bløde ende:

“I hvilken grad mener du, at følgende fænomener gør sig gældende for forfattere: Præstationsangst, depression, misbrug af alkohol, skilsmisse/parforholdsproblemer pga arbejdet.”

Sådan lyder et af spørgsmålene til landets skønlitterære forfattere. Hvilket kan være relevant. Indrømmet. Eller i hvert fald lige så relevant som det er for børsmæglere, slagteriarbejdere og departementschefer. En mistanke om forventet bekræftelse af flere gennemsnitlige sammenbrud foran skrivebordet i fiktionens tjeneste end eksempelvis ved samlebåndet i forædlingsindustrien skinner dog igennem i formuleringen.

Mistanken bliver derpå til vished spørgsmål for spørgsmål:

“Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn: Forfatterfaget er så økonomisk usikkert at jeg har overvejet helt at droppe tilværelsen som forfatter?”

Dette spørgsmål følges derpå op af:

“Forfatterfaget er så hårdt følelsesmæssigt, at jeg har overvejet helt at droppe tilværelsen som forfatter.”

Som Morten Sabroe skriver til Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, samt JP/Politikens koncernchef, Lars Munch:

“Langsomt, men stensikkert ledes man frem til spørgsmålet, som er ledende, idet det også indeholder et svar: “Sidste år fik 902 forfattere mindst 50.000 kroner samlet set fra biblioteksafgiften og Statens Kunstfond og Kunstråd: “Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn? “Støtten bør omfordeles så flere forfattere får en minimumsstøtte på 50.000 årligt.”

Aha! Det er der, I vil hen!”

Ja, det er der, Politiken vil hen. Spørgeskemaet er nogenlunde lige så åbent og uhildet som en spindoktor, der sender fortrolige papirer til fagligt anløbne redaktører i håb om at nedlægge sin herres politiske modstandere.

Der er både etiske, faglige og journalistiske problemer i ovenstående undersøgelse. Eksempelvis at rode biblioteksafgift sammen med statsstøtte. Bibliotekspenge er reelle indtægter for forfattere, der i årevis har knoklet for at kunne leve af deres arbejde. De har skrevet bøger, der står til gratis lån på bibliotekerne. Hvilket følgelig er produkter, de naturligvis skal honoreres for. Lige som Microsoft selvsagt kræver penge for brug af sine programmer.

Nu kommer jeg til at lyde mere overrasket, end jeg egentlig er. På Politikens redaktion sammenstiller man tit, ofte og uden tøven humøret hos kunstnere i almindelighed og skønlitterære forfattere i særdeleshed med en viser for, om der er godt vejr på demokratibarometret i Danmark.

Kort sagt lader forfattere vurdere, om der er retfærdighed til.

Politiken kan godt lide forfattere. Avisen bekymrer sig en hel del om dem.

Politiken mener tilsyneladende, at forfattere er om ikke mere ægte mennesker så i besiddelse af en følsomhed, der gør dem til sandsigere i etiske og moralske dilemmaer. Eksempelvis når det gælder asylsøgere, sociale tilfælde og familiens Danmarks moral. Her ynder avisen i stedet for forskere og eksperter i emnerne gerne at høre forfattere, som er disse medlemmer af en slags moralsk overhus, hvor der kan fældes retfærdig dom over eksempelvis en rig klasses angivelige berigelse på bekostning af arbejdsløse og mindrebemidlede. Eller endnu bedre; et moralsk overhus, som under den forrige regerings ti års magt i Politikens spalter jævnligt nedkaldte en fatwa over borgerlig umenneskelighed i pagt med en påstået politisk inkarneret ondskab i Dansk Folkeparti.

Morten Sabroe har fået tilsendt et svar fra Politiken. Her er man ikke blevet sindssyge, hævder avisens opinionsredaktør. Han hedder Per Michael Jespersen og ” koordinerer Politikens undersøgelser,” som han skriver. Opinionsredaktørens svar er interessant:

“Det er Politikens researchafdeling, der har taget initiativ til undersøgelsen, som er lavet i tæt samarbejde med både Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere. De to foreninger har været med til at udvikle spørgsmålene og har også sendt undersøgelsen ud til egne medlemmer. Herudover er også andre forfattere – blandt andre dig selv – med i undersøgelsen. Alle deltagere er lovet 100 procents anonymitet, og det er naturligvis helte op til dig og andre, om I har lyst til at svare.

Du hæfter dig især ved, at vi i et par spørgsmål spørger til stress, præstationsangst, alkoholmisbrug mv. Men det er jo netop relevante emner at spørge ind til, da det er en udbredt forestilling, at forfatterfaget er psykisk belastende.Vi har tidligere lavet en tilsvarende undersøgelse med skuespillerne og deres fagforening. Dengang spurgte vi også til præstationsangst, alkoholmisbrug mv., men det resulterede ikke i historier, fordi tallene ikke var klare og entydige. Det kan jo meget vel også være tilfældet med forfatterne. Om der er journalistiske historier i undersøgelsen, afhænger fuldstændig af, hvad det store flertal af forfatterne svarer.”

Der kan stilles alvorlige journalistiske indvendinger og spørgsmål til en del i dette svar.

Eksempelvis: Er det virkelig “en udbredt forestilling, at forfatterfaget er psykisk belastende”? Udbredt hvor!? På Politiken?

Hvis forfatterne overvejende svarer, at de ikke lider af stress, præstationsangst, alkoholmisbrug osv., får vi så en stort opsat nyhedsartikel, der hedder: “Forfatterfaget er ikke psykisk belastende – Danske forfattere har det stik mod den udbredte opfattelse fint og er hverken mere nervesvækkede eller alkoholiske end folk i andre fag”?

Samtidig fremgår det af opinionsredaktørens svar, at Politiken har udarbejdet skemaet i samarbejde med Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere. Avisen udvikler altså sin journalistik og grundlaget for den i samarbejde med to interesseorganisationer.

En helt ny og meget (det må jeg indrømme) kreativ måde at fortolke begrebet “det frie og uafhængige dagblad” på.

Men en artikelserie om behovet for en ny model for kunststøtte til forfattere synes timet og tilrettelagt. Endda med en løsning indbygget allerede i spørgeskemaet: Alle forfattere bør have mindst 50.000 kroner i minimumsstøtte om året. Uanset antal bøger, flid, talent og succes hos læserne. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan andet end synge andenstemme på et andet af forfatter Morten Sabroes spørgsmål til ledelsen på Politiken:

“Hvad fanden i helvede er meningen?”

Fint nok, hvis I oppe på Rådhuspladsen synes, forfatteres velbefindende hører til tidens væsentligste spørgsmål. Slå jer endelig løs i litteraturverdenens svar på ældresagens klager over manglende statslig opbakning til bekæmpelse af helvedesild og tilskud til medicinsk begrundede terrassevarmere. Konklusionen på svarene fra forfatterne bliver formentlig:

Vi har det elendigt. På grund af mangel på økonomiske gangstativer samt mangel på assistance til at skifte brokbind og verdensbillede.

Er der nogen derude, som kan forudsige, hvad titlen på Politikens journalistiske serie om psykisk belastede forfattere, der mangler en minimumsstøtte på 50.000 kroner, den bliver? De har brug for al den hjælp, de kan få.

58 kommentarer RSS

  1. Af Axel Eriksen

    -

    Arne, du kom først – Helt i orden!

  2. Af Morten Larsen

    -

    Der er en problemstilling, som – ret påfaldende – synes at være helt overset/ignoreret i debatten. Det er de mange forfattere af såkaldt ”snævre” bøger i små oplag, som ikke i første omgang har forventninger om at kunne leve af deres forfatterskab. Disse forfattere får i dag relativt beskedne beløb på nogle få tusinde kroner udbetalt i bibliotekspenge men vil – hvis forslaget om et minimumsbeløb på 50.000 kr. realiseres – kunne se frem til at blive forgyldt ud over alle grænser. Dette skal jo nok vække jubel i denne kategori af hårdtarbejdende kulturbærere, der ofte må have et lønarbejde ved siden af deres forfatterskab, mens glæden hos staten og skatteyderne formentlig være mere begrænset, da der er tale om en forgyldning af rigtig mange mennesker.
    Men det er nu næppe heller forslagsstillernes mening, at disse “sekundære” forfattere skal være omfattet af minimumsbeløbet på 50.000 kr.; det skal kun være en ordning for de “rigtige” forfattere; de sande kunstnere, poeterne, de skønlitterære talenter, de store ånder der endnu ikke har haft det gennembrud, som ingen ved om de får, osv., osv. Næh lur mig, om ikke de håbefulde store forfattertalenters lobbyorganisationer gerne ser, at finansieringen af deres 50.000 kr. mindstebeløb gafles fra de helt små forfatteres biblioteksafgift, ved at mindstegrænsen for overhovedet at oppebære bibliotekspenge endnu en gang hæves, og denne gang drastisk – f.eks. til 50.000 kr.
    Med mindre beløbet på 50.000 kr. – stik imod de vistnok erklærede intentioner bag forslaget – ikke skal omfatte ”revl og krat”; dvs. forfattere, der endnu kun har et begrænset antal bøger stående på folkebibliotekernes hylder, eller som endnu ikke skriver godt nok til at kunne leve af forfatterskabet, vil ordningen skabe et A-hold og et B-hold af skrivende. Dette er ideologisk set nok ikke meningen, men målet helliger som bekendt midlet, så selv om det ser umanerligt grimt ud, når et A-hold forsøger at rage 50.000 kr. til sig på et B-holds bekostning, kan mange på A-holdet jo nok leve med, at midlet til målet er asocialt. Når blot deres fremgangsmåde ikke udbasuneres for meget for de brede masser. Formentlig vil de håbefulde i den forbindelse foreslå, at en form for censurkomité af litterater skal afgøre, hvem der er værdige til at modtage de 50.000 kr., og hvem der ikke er, og så kører møllen igen igen.
    Så hvis skønånderne; dvs. de “rigtige” forfattere vil undgå at fremstå som nogen, der forsøger at rage en støtte til sig, som almindelige mennesker i dette samfund ikke får, må de ubetinget og i fuld solidaritet forlange, at mindstebeløbet på 50.000 kr. kommer til at omfatte ALLE, der har bøger stående på bibliotekernes hylder, uanset kvaliteten af folks produktion. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, må de frafalde forslaget.

  3. Af Poul g Exner

    -

    Kan det ikke snart også være totalt ligemeget, folkens?!

    Der findes hverken fattige eller forfattere her i landet. Blot en folkemængde der BRÆKKER sig ved enhver given lejlighed. Hvad er det dog vi vil af med? Jamen, ingen synes at vide det. Vi brækker os bare, selvhøjtidelige og uden en gnist idé om hvorfor i grunden. Som også i den her totalt ligegyldige blog.

    Blap.

    NB: Jeg er ikke journalisten poul exner fra politiken. Jeg er en af dem som ikke findes…

  4. Af Bjørn Holmskjold

    -

    Man behøver ikke lave befolkningsundersøgelser for at finde ud af, om det psykisk syge opformeres i Danmark. For det er, grundet den sociale arv, en accelererende kendsgerning. Om forfattere og digtere i den forbindelse har det godt eller skidt er ganske uvæsentligt. For deres indvirkning på samfundsnormaliteten er ganske uvæsentlig set i forhold til den indvirkning, politikkerne har på samfundsnormaliteten. Lavede man en dybdegående psykoanalyse af de folkevalgte politikker, vil man i samme forbindelse kunne konstatere, at demokratiet rent faktisk er en medvirkende årsag til opformeringen af det psykisk syge i samfundet. For de folkevalgte politikker vil naturligvis altid være afspejlende vælgernes psykiske tilstand, og dermed den pt. eksisterende samfundsnormalitet. Der jo altid er den gennemsnitlige psykiske tilstand, i en given gruppe, på et givet tidspunkt.

    Det kan være derfor, eller endnu mere sandsynligt, faglig uvidenhed, der gør, at man meget hellere vil undersøge noget så uvæsentligt, som forfatternes psykiske iklædning. Frem for det helt væsentlige i denne problematik. Nemlig kilden til disse udbredte psykiske afvigelser.

  5. Af Peter Leth

    -

    Diskussionen om spørgeskemaet afslører panik hos forfattere og journalister. Avisernes oplag falder med ca 10% om året så man kan aflæse på kurven hvornår de forsvinder. Bogudgivelser bliver erstattet af “print on demand” hvor enhver kan udgive sin egen bog uden at blive generet af negative review og forlagsredaktører. Biblioteket er ved at lukke og bøgerne bliver smidt ud af dagligstuerne. I den digitale verden skal gode skribenter nok få job i virksomheder og på TV, men der er ringe solidaritet og minimale fælles pengekasser til støtte for amatører, der ikke kan skrive en hot krimi.

  6. Af Poul g Exner

    -

    Kan det ikke snart også være totalt ligemeget, folkens?!

    Der findes hverken fattige, cyklister eller forfattere her i landet. Blot en folkemængde der BRÆKKER sig ved enhver given lejlighed. Hvad er det dog vi vil af med? Jamen, ingen synes at vide det. Vi brækker os bare, selvhøjtidelige og uden en gnist idé om hvorfor i grunden. Som også i den her totalt ligegyldige blog.

    Blap.

    NB: Jeg er ikke journalisten poul exner fra politiken. Jeg er en af dem som ikke findes…

  7. Af georg christensen

    -

    Jeg syntes, det er flot, hvad Politiken har gjort. Et spørgeskema til frivillig besvarelse, det samme som mange ganske almindelige danskere daglig kæmper med. At der så, som overskrift stod: Forfatterspørgsmål, er da ligegyltigt.

  8. Af georg christensen

    -

    Spørgeskema ud til (forfatter “ånden”), som i samme øjeblik, som skemaet indfandt sig, fløj ud af flasken.
    Hovså hvor blev den nu af?. Nå ja den forsvandt nok, for en kort stund, for igen og altid at komme tilbage.

    Danmark har brug for flere forfattere`s “onds nærværelse”, og ikke en flok (politiske indstillede tids bumber`s), springnings tidspunkt.

Kommentarer er lukket.