Politisk kommentator – det kan ikke gå galt!

Af Mads Kastrup 42

Er der stadig nogen derude, der via politiske kommentatorer forsøger at hitte ud af, hvornår der bliver Folketingsvalg?

Personligt er jeg holdt op.

I stedet holder jeg øje med, om der bliver en stilling ledig som spin-analytiker, christiansborg-udlægger eller politisk kommentator. Kald det, hvad I vil. Det må under alle omstændigheder være det bedste job i min branche.

Mit forbillede er Politikens Peter Mogensen. Hvis kommentatorbranchen var en dart-konkurrence, og de mest præcise analyser at regne for bulls eye, ville Mogensen måske stadig have til gode at sætte en pil på skiven. En hel del ville tillige være at finde i hans egen fod.

Til gengæld – og det er baggrunden for hele min beundring – bløder Mogensen aldrig. Han end ikke blinker. Der er ikke den ringeste trækning i hans ansigt, der antyder smerte eller fortrydelse over at ramme ved siden af. Efter tirsdag at have forudsagt dagen i dag som valgudskrivelsesdagen, opretholder han på beundringsværdig vis sin rolle som politisk sandsiger og påpeger, at fejlen er helt på Lars Løkke Rasmussens side:

”Vi går alle sammen og tænker: Hvorfor i himlens navn trykker han ikke bare på knappen, for nu har han jo det her momentum,” siger Peter Mogensen, der har et rigt facetteret, klichéfrit sprog, til Politiken TV.

Og som der står på Politikens web: ”Lars Løkke burde lytte mere til kommentatorerne og trykke på valgknappen, mener Mogensen.”

Hørt! Hvor vanskeligt er det ikke at være politisk profet, når en statsminister ikke vil lytte?

Jeg har slået det op. Der står blandt andet om stillingsbetegnelsen ”profet” i Den store danske: ”profet, (af gr. profetes ‘forkynder, sandsiger’, af pro- og phanai ’sige, tale’), i religionshistorien en person, der ofte i ekstase modtager åbenbaringer…

Fordelen ved jobbet som politisk profet er  faktisk, at ens åbenbaringer gerne må være forkerte. Man behøver ikke at gå under jorden, når man har påstået, at Jorden går under, men alligevel ikke gør det. Lige som ham den amerikanske præst.

Stort set samtlige politiske kommentatorer har hver for sig det seneste halve år udskrevet langt flere valg end Anker Jørgensen og Jens Otto Kragh til sammen uden at et eneste af disse valg er blevet til noget. Forleden fandt Politiken nogle af forudsigelserne frem:

10. maj sagde B.T.’s politiske kommentator, Helle Ib, til sin egen avis:
»Kommer der en aftale om efterlønnen samtidig med, at vi ser de her meningsmålinger, så tror jeg personligt ikke, at Lars Løkke Rasmussen får et bedre tidspunkt at udskrive valg på. Så vælger han at udskrive valg inden for de kommende otte dage«.

15. maj sagde lektor i politisk kommunikation ved RUC, Rasmus Jønsson, til Ritzau:
»Jeg er ret sikker på, det bliver inden for de næste to uger. Den splittelse, Lars Løkke har skabt i rød blok med sin 2020-plan, er hans store mulighed.”

11. maj sagde politisk kommentator på Politiken, Peter Mogensen, til metroXpress:
»Hvis Løkke lander en 2020-aftale med de radikale, og vælgermålingerne umiddelbart efter ser fornuftige ud for Løkke, så trykker han på valgknappen inden på tirsdag«. Otte dage senere, d. 17. maj, gav han på sin blog »fem gode grunde til, at Løkke udskriver valg i dag.

Listen er langt fra fyldestgørende. En hel del andre kunne nævnes. Heriblandt:

29. december 2010 sagde Ekstra bladets politiske kommentator, Hans Engell: ”Det bliver 12. april. Han er nødt til at holde det inden påsken, ellers kommer han hen i maj, hvor folk begynder at tænke på sommerferie og palmer. Han kan ikke vente til efteråret.”

Men som Peter Mogensen elegant undskyldende, ydmygt og samvittighedsfuldt siger til Politiken TV: ”Ingen aner, hvad der sker i statsministerens hoved.”

Og hvis dette skulle vise sig ikke at være sandt – at ingen har adgang til Løkkes hjerne – altså, at der alligevel findes en så velinformeret kommentator, så er det Berlingskes Thomas Larsen. Det er der mange, der hvisker om. Jeg har fundet nedenstående, der tyder på, at der måske er noget om dette. Larsen har muligvis – helt sensationelt ­– en balkonplads i statsministerens hjerne:

Thomas Larsen 10.05, Berlingske, om at ”Løkkes finger rykker tættere på valgknappen”:

”For en uge side var Lars Løkke Rasmussen overbevist om, at han først skulle trykke på knappen og udløse et valg på den anden side af sommerferien. Hans analyse var, at blå blok var for presset i målingerne, og at det ikke var lykkedes at fortælle vælgerne, at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal ikke har en tilstrækkeligt overbevisende plan til at rette op på dansk økonomi.  Sådan lød statsministerens kalkule på et internt møde. De Konservative var enige. Lars Barfoed foretrak desuden et efterårsvalg, fordi han har brug for tid til at bringe sit parti på fode igen. DF satte heller ikke spørgsmålstegn ved Løkkes vurdering. I dag ser scenariet unægtelig anderledes ud. I de tre partier forbereder man sig på, at Løkke – måske – slår til og udskriver valg om få dage.”

Jeg må medgive, at hvis ikke det var for Peter Mogensens nærmest replikant-agtige evne til uskadt at stå igennem selv de værste ulykker, ville Larsen også være et forbilledligt forbillede som kommentator. Læg især mærke til Larsens snarrådighed med at tillægge andre sin profeti. En balkonplads giver trods alt et vist overblik.

Hidtil har jeg troet, at man skal bruge data for at sige noget om virkeligheden. Også om den politiske virkelighed. Men det er her det geniale ved stillingen politisk kommentator virkelig træder i karakter. Det, man bringer åbenbaringer om, er hemmeligt.

Ingen kan altså kigge mig i kortene, når jeg først har fået jobbet og påpege, at jeg i virkeligheden ikke rigtig ved noget om det, jeg kloger mig på. Mine data kan ikke granskes.

Endelig vil jeg og Peter Mogensen og vores kolleger også have den fordel, at hvis der først kommer et valg til efteråret, så kan vi i anledning af en sejr til Lars Løkke Rasmussen sige, at det var oppositionen, der ikke magtede, at fastholde sit ”momentum”. Taber statsministeren kan vi sige, at vi havde ret. Han skulle have lyttet til os i foråret og kendt sin besøgelsestid. Det var ikke os, der tog fejl. Det var Lars Løkke Rasmussen.

For ”sandheden er jo sort på hvidt”, som Mogensen nogle gange formulerer det så fint, hvad Mogensen også siger til Politiken TV:

”Statsministeren, han kan i teorien trykke på knappen, når han vil.”

Hov! Først nu ser jeg det med ”i teorien”…Det er da vist ikke bare en teori…,nå, det smutter for selv de bedste.

42 kommentarer RSS

  1. Af peter g

    -

    @Mads Kastup,

    Politikens mest velfunderede kommentator har faktisk ramt plet, allerede den 18. maj :-)

    http://politiken.dk/bagsiden/atsbagsiden/ECE1285016/fuldkornspizza-i-farezonen/

    BREAKING NEWS
    ATS erfarede sent i aftes fra kilder på Christiansborg, at medierne har planer om at udskrige valg igen i starten af næste uge. Det vil i givet fald være tiende gang i år, at der udskriges valg, og den runde dag ventes fejret ved en reception i Dolketingets presseloge.

  2. Af Morten Hansen

    -

    Min tillid til kommentatorer er omkring omvendt proportional med hvor ofte de skal producere et indlæg.

    Peter Mogensen og Thomas Larsen, der begge skal producere knap en håndfuld forudsigelser om ugen, er jeg forlængst stoppet med at læse.

    Måske skulle medierne satse på kvalitet i stedet for kvantitet?!

    Peter Mogensen er branchens største “kejser uden klæder”. Ser man Mogensen og Chrstiansen eller Tirsdagsanalysen på News – er jeg virkelig i tvivl om det faktisk er meningen at han skal være klovnen der falder i manegen (og selv griner af det) – eller om redaktionen faktisk synes at han har noget at byde på…

    I min optik er de bedste kommentatorer (i ikke-prioriteret rækkefølge) Krause-Kjær, Jarl Cordua, Michael Kristiansen og Pieter Raunwe.

    Hvem læser du personligt Mads Kastrup? Og hvem læser I andre??

  3. Af Thomas H Jensen

    -

    Selv ser jeg Mogensen og Kristiansen med stor fornøjelse. I modsætning til så mange andre er jeg i stand til at værdsætte en fornuftigt formuleret holdning, også selvom det er en jeg ikke selv deler.

    Peter Mogensen for sig selv ville sikkert være lidt for meget. Men at sammenligne ham med Thomas Larsen er helt forfejlet, idet han rent faktisk er i stand til at være kritisk overfor sin egen fløj, og også at rose den “anden” fløj når den gør noget smart. Thomas Larsen derimod er en ukritisk mikrofonholder for Venstre og regeringen.

    Mogensens makkerskab med Kristiansen et rigtigt godt et af slagsen, der sikrer, at de spørgsmål de tager op i deres program rent faktisk belyses fra begge sider. De skaber en god spændende debat og nyhedsformidling af høj kvalitet.

    Med hensyn til det at være politisk kommentator er problemet i mine øjne, at mange af slagsen præsenteres som objektive, mens de i virkeligheden ser verden gennem dybt subjektive øjne. Det er vel også derfor at de forskellige kommentatorers analyser stikker i vidt forskellige retninger.

    Igen har jeg ingen problemer med Peter Mogensen (som jeg kender gennem Mogensen og Kristiansen, jeg har ikke læst meget af hans stof på politiken). Han præsenteres helt klart som en rød analytiker, der står overfor den blå Kristiansen.

    Jeg har heller ingen problemer med en kommentator som Niels Krause-Kjær som her på Berlingske præsenterer borgerlige analyser (men formår at holde dem på et overraskende objektivt plan). Stor ros til ham også.

    I den anden ende af skalaen har vi jo så igen Thomas Larsen. Han skriver såkaldt “objektive” analyser på Berlingske, men de er i virkeligheden ren propaganda for Venstre og regeringen. Det er netop dette forhold der gør dem dybt kvalmende at læse. Hvis verden hang sammen som Thomas Larsen analyserer den, er det en sensation hvis ikke VKO får mindst 90% af stemmerne ved det kommende folketingsvalg.

    Der ER forskel på kommentatorer.

  4. Af Krister Meyersahm

    -

    Ja, der er mange gætterier om udskrivelse af valg. Men hvorfor gætte, når Grundlovens § 32 bestemmer, at der skal være fire år mellem folketingsvalgene?

    Og, hvorfor er mange danskere så insisterende om, at der skal afholdes valg i utide, når konsekvensen heraf er, at det folketing de samme danskere sammensatte ved seneste valg – fyres af statsministeren? Har man overgivet folkestyret til statsministerens forgodtbefindende? Så kunne vi lige så godt have beholdt enevælden og sparet udgifterne til de folkevalgte!

    Men, statsministeren kan ikke trykke på den omtalte knap, blot fordi vilkårene for genvalg er gunstige. Der er hensyn at tage – til Grundloven.

    Denne stiller ganske rigtigt et opløsningsinstrument til rådighed for regeringen, der skal gøre det muligt, når landets ve og vel står på spil, at opløse et genstridigt Folketing.

    Men der er indtil videre ikke noget genstridigt, obstruerende Folketing, der hindrer regeringen i dens arbejde. Derfor udskriver statsministeren heller ikke valg før november – han kender naturligvis sin Grundlov. Profeterne og pøblen gør ikke.

  5. Af Caspar R

    -

    Nå ja forresten. Peter Mogensen vil nu heller ikke længere have, at nogen svarer på hans politiken blog. Han foretrækker “i en rum tid fremover”, som han skriver, envejskommunikation.
    Men jeg har luret ham: Han benytter omvendt pædagogik i sit kommentatorarbejde. Alt hvad han siger betyder det modsatte. Derfor er der ingen tvivl om at Løkke bliver statsminister.

  6. Af Claus T.

    -

    Mit yndlingscitat af Peter Mogensen er nogle år gammelt, men alligevel mindeværdigt. Her kommer det, citeret efter hukommelsen:
    “Helle Thorning har overbevist venner og fjender kolleger på Christiansborg om, at hun kan løfte opgaven som statsminister. Hun har også overbevist vælgerne.
    Men hun mangler at overbevise de politiske iagttagere”.
    Findes der et mere herligt eksempel på kommentator-folkets patetiske selvovervurdering?

    Men lad nu Mogensen hvile i fred. Andre forsøger at gøre ham rangen stridig. Og med et vist held. Se bare her, hvor hele tre kommentatorer samtidig hopper i svømmepølen uden at checke, om der er vand i den: http://www.information.dk/133359

  7. Af Niels P

    -

    Løkke er tilsyneladende en reinkarnation af Fabius Maximus, også kaldet “nøleren”. Det er det, som forvirrer de politiske kommentatorer. Sådan en type statsminister har vi ikke haft før i Danmark. Det slider virkelig på de politiske kommentatorer og oppositionen. At tøve og udsætte kan altså paradoksalt nok også være udøvelse af magt.

    http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Diverse_historie/Romerriget/Romerriget_27_f.Kr.-391_e.Kr./Fabius

  8. Af Jacob E

    -

    fakta er at dette var Løkkes sidste chance for at vinde et valg – nu ser det ud til at han blot vil hærge velfærdsstaten så meget han kan inden han overlader stolen til venstrefløjen der formentlig får 100+ mandater.

  9. Af Thomas Larsen

    -

    “Mogensen og Kristiansen leverer knivskarpe analyser af dansk partipolitik, spin og politikere.” står der gud hjælpe mig på Gøg og Gokkes hjemmeside.

    Knivskarpe my foot! Lad os få den blæksprutte-vm-fætter tilbage i akvariet – det kan kun højne kvaliteten af spådommene.

  10. Af Thomas Larsen

    -

    @Jacob E

    Heldigvis for dig og velfærdsstaten, så holder Folketinget en dejlig lang sommerferie. Så hold du bare trygt din siesta i sikker forvisning om, at hærgningen af børnehaver og plejehjem er indstillet indtil videre.

  11. Af Erik Petersen

    -

    Jeg gider bestemt ikke at lytte hvornår diverse politiske kommentator mener der blever valg eller ej, for sandheden er jo at deres gæt er ligeså godt som mit, desuden mener jeg at alt for mange af de politiske kommentator er lige lovlige selvhøjtidlige og selvglade, de tror jo at hele det politiske Danmark drejer sig rundt omkring dem som midtpunkt, da de politiske kommentator var unge og gik i skole var det jo dem som der altid hoppede op og ned på deres stole og råbte SE på mig ! Hør på mig ! hele tiden så vi andre var ved at brække os over dem.

    Jeg behøver bestemt ikke en selvglad politisk kommentator til at fortolke hvad vores politikere siger for jeg kan da godt forstå dansk.

  12. Af Søren F.

    -

    Jeg elsker sgu din spidse pen Kastrup.

    Perfekt karakteristik af disse højt betalte sandsiersker. Når jeg ser Mogensen og Christiansen skyldes det primært underholdningsværdien i at se en mand som Peter Mogensen, æde den ene fejltagelse efter den anden, med endnu en steroid kommentar eller banalitet formuleret som dyb indsigt.

    Ingen tvivl om at han er overbevist om egen succes, men mon han ikke i et svagt øjeblik sidder og sveder over hvordan han af alle, kom til at tjene så godt og hvornår en eller anden med magt, flår underbukserne af ham. Det må i hvertilfælde blive svært at dokumentere succeen. Utroligt så langt man komme selvtillid og lækkert hår.

    Hvorfor overhovedet bruge al taletiden på at forudsige valgdatoer? Nåh,jeg tog fejl, så må jeg hellere forudsige en ny valgdato? Det er da så ubegavet som det kan være, når man netop skal fremstå med en højere viden og indsigt end alle os andre. Men så slipper man jo at prøve at sætte sig ind sustansen og læse dybt. Det er naturligvis heller ikke så sjovt, når det viser sig at det er man heller ikke rigtig i stand til.

    Så når man ikke kan spå og ikke kan læse og forstå, så er der kun spin tilbage at brillere med. Som sagt – hvis du ikke tager demalvorligt er det stor underholdning.

  13. Af John Olsen

    -

    God morgen

  14. Af John Olsen

    -

    Der er jo også den på disse sider huserende og for to tredjedeles vedkommende offentligt finansierede sønderjyde, Niels. K . Kjær, som sidste år var primus motor i detroniseringen af den konservative leder for juniorpartneren i den borgerlige regering. Dette fatale fejl-slag, er som bekendt hovedårsagen til at regeringens fortsættelse efter et valg nu er tvivlsom.

  15. Af Rasmus Knus

    -

    Uundværlig hjemmeside i disse tider:

    http://erdervalg.dk/

    Og dermed kan kommentatorercirkuset nemt forbigåes og tid spares til så meget andet mere spændende, end at læse de politiske profetier.

  16. Af Casper Petersen

    -

    Ja jeg har også tit undret mig… Hvis vi andre lavede så mange fejlskøn på jobbet var vi nok blevet kylet ud for længe siden. Det virker som om der ikke er skygget af konsekvens, selv politikerne må stå mere til ansvar end kommentatorerne.
    Kristian Madsen har på Politiken en god blog hvor han fra tid til anden rister “kommentariatet”, der er gyldne citater i lange baner.

    Peter Mogensen er jo et smukt eksempel på en mand som for alt i verden vil være i rampelyset. Han har været i munkekutte for fejlforudsigelser, og skal vist også snart til at æde en gammel avis.. Stadigvæk står han der, jeg begriber ikke hvordan avisens ledelse kan leve med den slags..

  17. Af Jesper H

    -

    gratis clairvoyance – udført af fallerede spindoktorer

    Henrik Qvortrup – Peter Mogensen (spiller guitar til kirkeasyl) Michael Kristiansen – har fundet en “NICHE” – forførelsens kunst – for uvidende.

    Hans ENGeLL – falleret politiker – chefredaktør-
    siden efteråret – oppisket stemningen “VI skal have valg”
    ——————–
    Lad JER IKKE FORFØRE –

  18. Af Dorte Sørensen

    -

    Men ville det ikke være bedst for landet og befolkningen, hvis Løkke Rasmussen havde udskrevet valget i foråret.
    I mine øjne er Løkke Rasmussen ikke en ansvarlig politikker, når han tænker mere på sin egen statsministerpost end på hvad der er bedst for landet. Tænk vi har spildt kostbar tid før vi kan få genoprettet landets økonomi og andre skævheder indført de sidste 10 år.

  19. Af Morten Nielsen

    -

    Hvis ikke det var fordi, at det er lidt komisk – beskrivelsen af den teflonbelagte Peter Mogensen og hans billedrige sprog er jo temmelig rammende (men man må elske ham for charmen) – og det faktum, at det ikke er SÅ vigtigt igen, hvad kommentatorerne siger, så er det også et lidt mere alvorligt symptom på en overfladisk, procesfikseret dækning af den politiske diskurs.

    Det minder lidt om den oppustede dækning af eksempelvis NFL ligaen i USA, hvor der skal trædes vande til i hvert fald 10-15 reklameblokke under hver kamp. Det er udviklet til en helt særlig kommentatorkultur, der fokuserer på taktiske og statistiske elementer langt ud over, hvad der giver reel mening og ned i detaljer som, hvad det mon vil betyde, at det ene hold er på banen med nye, aerodynamiske snørebånd. Lidt det samme her. Udvandet, substansløs analyse som forbrugsvare.

  20. Af Casper Petersen

    -

    @ Dothe
    Det kan meget vel være rigtigt. Spørgsmålet kan så stilles, er han værre eller bedre end alle de andre politikere.

    Men pointen er at kommentatorerne ikke ved hvad de taler om. Når de har råbt valg hver dag i flere måneder bliver der ret meget “ulven kommer” over det. Man kan spørge sig selv hvem der egentlig generer mest spin her i landet. Medierne eller politikerne. Helt sikkert er det at de ikke hjælper til klarhed.

    Og de indrømmer ALDRIG deres fejl. Politikerne kan blive tvunget ud i at undskylde, men aldrig en kommentator.

  21. Af Jesper H

    -

    Dorte Sørensen
    —————
    fra tidligere tråde – kan det observeres du er SOCIALDEMOOKRAT – så din kommentar – ja den er RØD.

    Hvad er det for en tid du har spildt?

  22. Af Martin W

    -

    @Morten Nielsen
    Spot on!

    @Rasmus Knus
    Jeg har nu fået ny startside.

  23. Af Mikkel R

    -

    Mads Kastrup har helt ret i bloggens pointe. Jeg mener dog han begår en vigtig brøler i hans overbærenhed med de komiske kommentatorer.

    Befolkningen har generelt lige så lidt tillid til medier og faggruppen journalister som til den tilfældige brugtbilssælger. Var jeg journalist ville jeg være dybt forarget over hvordan min arbejdsplads tillader de her tosser at levere hvad en anden læser – Morten Nielsen – meget rammende beskriver som:
    “Udvandet, substansløs analyse som forbrugsvare” og “..symptom på en overfladisk, procesfikseret dækning af den politiske diskurs.”.

    Mediernes fuldstændige ligegyldighed overfor kvaliteten af – alle – deres journalisteres arbejde er mig en fortsat gåde. At man så tager nogle af dem der leverer værst, bedømt på faglige og saglige parametre (udover retorik), og opløfter dem til “ikoner” på det enkelte medie med høj status og fordelagtig eksponering er kun komisk.

  24. Af et xxL væsen

    -

    @Mads Kastrup

    Politikens Peter Mogensen er et godt eksempel på en politisk kommentatorspire på liniemed bedoskoni.

    Men bliver vi klogere af alle dise Uffe ellemann jensen programmer hvor man som uffe flejer sine egne dumheder i politiske uforstand.

    Som tiden går syntes det retfærdigt at retssamfundet stadigt består. Og vi kan vente med det socialdemokratiske følesesporno samfund.

    Så lad løkke gå planken ud, han har meget at udrette endnu inden middelalderen II’s mørke sænker sig over samfundet med helle.

  25. Af et xxL væsen

    -

    @Mikkel R

    Hørt hørt.

    Tak for en god politisk analyse. Dem har vi for få af, også her på B blokken ~:-)

  26. Af et xxL væsen

    -

    @Jesper H

    gratis clairvoyance – udført af fallerede spindoktorer

    Så sand som det er sagt.

    Men hvorfor ender TV2 i disse blindgyder som ser rigtige ud men ender foran lænestolens snorke afsnit før sengetiden uigenkaldelig kalder til opfølgelse af sovemidlet politisk soin analyser.

    Men største clairvoyance indehaver clairvoyance partierne S&SF med willy søvndal og søvnige helle som den absolutte gines rekord.

  27. Af et xxL væsen

    -

    @Morten Nielsen
    overfladisk, procesfikseret dækning af den politiske diskurs.

    Jo hvis man er stolt af sit arbejde og elsker at udføre noget fornuftigt og tænke noget fornuftigt her i livet, så er politisk kommentator nok ikke det valg man skal træffe i sit næste liv(hvis der er flere, hvad der nok ikke er. Ihvertfald ikke for politiske kommentatorer).

    Og hvor går grænsen for hvor længe en politisk manipulator’s taletid i medierne bør være. Når alle andre fornuftiske og relavante udtalelser bliver stoppet med nye ligegyldige spørgsmål som forplumrer meningen og budskabet.

    Det var bare det.

  28. Af et xxL væsen

    -

    @Casper Petersen

    Hørt hørt.

    En bummert og så det ud.

    Politik og politiks analyse bliver ellers bummerternes holdeplads. En gang til for prins knud.

  29. Af et xxL væsen

    -

    Problemet er så at Lars Løkke rasmussen hele tiden tager højde for hvad disse sofistikerede politiske analytikere kan finde på at sige.

    For jeg tror Lars Løkke er en langt bedre politisk analytiker, han holder det bare for sig selv og det var der mange politiske analytikse som burde lære af. Quordrup?

  30. Af et xxL væsen

    -

    Kastrups Skarpe replik

    Hidtil har jeg troet, at man skal bruge data for at sige noget om virkeligheden. Også om den politiske virkelighed. Men det er her det geniale ved stillingen politisk kommentator virkelig træder i karakter. Det, man bringer åbenbaringer om, er hemmeligt.

    Ingen kan altså kigge mig i kortene, når jeg først har fået jobbet og påpege, at jeg i virkeligheden ikke rigtig ved noget om det, jeg kloger mig på. Mine data kan ikke granskes.

    Jeg er bare bange for at det er noget medfødt adfærd, noget gen baseret adfærd, som mogensen ikke kan komme fri af. Men det kræver vel også nogen tankevirksomhed uden for mediernes verden. I der stride klitter hvor græser stritter i vinden lige som mogensens hår og meninger.

  31. Af A B

    -

    Godt indlæg, Mads K!

    Glemmer i øvrigt aldrig Thomas Larsens mageløse forsikring om, at Fogh skam IKKE skulle være Nato generalsekretær..;)

  32. Af M Kristensen

    -

    Det egentligt tragiske med disse politiske kommentatorer er, at de er blevet nødvendige – at vi har brug for nogen med insider viden til at udlægge os teksten, fordi politikerne er så indsovset i spin og strategi, løgn og fortielse, at man ikke kan stole på dem, ikke kan regne med, hvad de siger.
    Hvis politikerne er utilfredse med alle disse kommentatorer, skal de huske, at dem har de kun sig selv at takke for.

  33. Af Søren F.

    -

    @M Kristensen
    Vi har ikke brug for nogen kommentatorer, der ikke kan give et mere kvalificeret gæt end modtageren af deres “analyser”.

    Thomas Larsen brillierer igen idag med følgende:

    “Tiden er Løkkes fjende”, “Derfor planlægger han nu en sommeroffensiv – men den bliver svær”, “Plan A betyder, ifølge Thomas Larsen, at Løkke igen sigter efter et efterårsvalg.”

    Flot Thomas. Super analyse ;-)

  34. Af Elsebeth Nilsson

    -

    Vidunderlig blog om “profeterne”…
    Personligt hælder jeg til astrologien. Den tager også fejl en gang imellem, men får mig bekendt ikke altid løn for at gøre det.
    Karl Aage Jensen, Astrologihuset, spåede for lang tid siden – offentligt -(i BT?), at Lars Løkke imod de daværende, aktuelle odds vil vinde snævert med et meget lille flertal.
    Okay, jeg satser.
    Hvem tør vædde 100 fadbamser?

  35. Af j nielsen

    -

    Nu … nu … nu trykker han på knappen! Neej nej, han venter! det er … genialt det dér!

    Sportsjournalist. Det var det man sku ha været.

  36. Af m christensen

    -

    Alle lever i af, at opretholde hinandens job. Hvis ingen kommenterede Peter Mogensen, Lars Christiansen oa. ville hele cirkuset jo dø. Ingen læser til denne avis ingen job til Kastrup… ergo må der til stadighed støves ” spændende ” overskrifter op.
    Da der tilsyneladende er flest læsere, til artikler hvor nedgørelse og latterliggørelse af andre.. tja så er det vel logisk at der bruges mest spalteplads på disse. Jeg finder det ærgerligt og en skam at alle disse gode og veluddannede hjerne tvinges ned på dette plan, jeg tror faktisk at evnerne til at bidrage med noget VÆSENTLIGT er til stede.
    Tankevækkende i en tid hvor ” værdidebatten ” som overskrift led en hurtig død.

  37. Af et xxL væsen

    -

    Efter at havde forsøgt at sætte mig ind i den dybere mening med dette spindokteri som måler febertemperaturen i politik og valgdatoer må jeg konstatere kategorisk og uverderhæftigt at der ikke er nogen dybere mening, ud over den at dem som har TV’et til automatisk at stille ind på TV2 for derfor at fortsætte opvasken uden i køkkenet skal underholdes og helst af TV2. TV2 var efter min mening et godt bud på den mangeblomstrende og falske røde rose som DDR DR er styret trods nedlæggelse af jødernes radioråd(georg metz m.fl.) og informations digitale potens forlængelse og politikens allestedsnærværende oplysnings kanal for hvor den nærmeste fakkel demonstration findes hvis man tilfældigvis ikke har andet at lave end at være nyttig idiot for der dem som røvrender dem(selvmål?).

  38. Af georg christensen

    -

    Næsten ikke gå galt. Så længe den polittiske “hængerøv”, bare følger med varmen, som udgår fra den politiske “taburet”, medens “løn og (honorarer) strømmer ind, er der da ingen grund til at forstyrre nogen inden en tiltrængt sommerferie.

    NB: Man ved jo, hvad man har, man ved aldrig, hvad man får. Et par måneder ekstra, på den varme “taburet”, i det lune sving.

    Jeg tror, nu! nok, det var en fejl, ikke straks, at sende hele “mollavitten”, ud til folkeafstemning.

    En så lang perriode, til eftertanke, selv med en sommerferie, imellem, kan let give “bagslag”.

  39. Af M. Larsen

    -

    Med hensyn til udskrivning af valg – er Løkke faktisk ikke helt så dum som nogle journalister åbenbart tror. Han skal da selvfølgelig vente, så længe som overhovedet muligt. Bare se Sass-Larsens selvmord de sidste par dage om mediestøtte! (ham som også siger at hvis der røres ved efterlønnen bliver det over hans lig!) Så er HAN da ihvertfald ude, for det er jo allerede afgjort at S og SFs bedste partner Vestager har ordnet den sag.
    Hver eneste dag frem til valget vil Helle og Søvndal m.fl. kvaje sig så meget at der bliver mega-sejr til VKO, bare vent og se. Bare den med bompenge for at køre ind og ud af København!!!!! He, he, den er faneme da social – det går kun ud over børnefamilier og pensionister.

  40. Af Flemming Pedersen

    -

    Fordelen for befolkningen, ved et efteraars valg er vel, at regeringen nu har en konkret plan og forlig i hus, for den oekonomiske politik i Danmark i form af 2020 planen, og at oppositionen ogsaa har en plan, dog lidt mere “luftig”. Politikere og befolkningen kan nu diskutere de to planer i ro og mag hen over sommeren, og saa til efteraret at tage stilling ved valget. Det er vel i bund og grund et godt grundlag, for befolkningen at gaa til valg paa.

  41. Af Carsten Hansen

    -

    Jeg kender en smart metode som Berlingske kan anvende i stedet for at fylde deres avissider med junk.

    Når nu aviser ikke kan lide blanke sider, skriver de blot på den blanke side:

    “Denne side er tom”.

    Det har jeg set på en brugsanvisning til et TV.

    Smart !!!

  42. Af A. Nielsen

    -

    @ Mads Kastrup

    Fordi der gået for meget Paradise Hotel i politiske kommentatorer, eksperter og journalister.

    Seneste er der gået inflation i grænsekontrollen med ekspert-udtalelse omkring tyske turister og “Danmark taber kampen om turister”. Hvis det overhovedet falder “eksperterne” ind er kontrollen ved indrejse i USA væsentligt mere restriktive i forhold til det korrupte EU.

Kommentarer er lukket.