Davids salmer – Nyhedsavisen dør

Af Mads Kastrup 25

Nyhedsavisen er åbenbart på vej ned i flammer.

Hvilket jeg skal være én af de første til at varme mig ved. Det er en stor glæde. Hvilket jeg skal vende tilbage til.

Den første til at spæne ud fra det islandske blad, som har han ild i håret, er chefredaktør David Trads. Og han styrer direkte mod overtegnedes officin, Det Berlingske Officin.

Jeg skal lige sige, at jeg på ingen måde fryder mig over, at mange kolleger nu skal afskediges på Nyhedsavisen. Det sker i en nedskæring, den nye hovedaktionær, Morten Lund, omtaler som at  “Nyhedavisens enorme potentiale er ved at udfolde sig for alvor”.  Udtalelsen overgås kun af “Komiske Ali”, der akkompagneret af amerikanske soldaters støvletrampende og uafvendelige fremmarch i Bagdad, erklærede Saddam Husseins sejr for fuldstændig.

Men tilbage til David Trads. Jeg skal her rekapitulere hans hidtidige meritter som islandsk chefredaktør. Så han og jeg har noget snakke om, når han ankommer til Berlingske.

Vi kan jo kalde det “Davids salmer”.

“Nyhedsavisen bliver en revolution,” lød det i Trads’ blog i 2006. Hør ham blot synge:

“Lad mig begynde med tre forudsigelser, som vil gå i opfyldelse inden året er omme:

1. Nyhedsavisen vil være Danmarks klart mest læste papiravis.

2. Avisen.dk vil være blandt landets fem mest læste websites.

3. Vores journalister vil være i spil til Cavling-prisen.”

“Inden året er omme”! Det var i 2006! Ingen af de tre forudsigelser er endnu gået i opfyldelse. Intet tyder på, det vil ske.  Jeg kan kun konkludere, at David Trads må have sat en overmenneskelig sprint ind på vej hertil. Hvilket er nødvendigt for at løbe fra den slags udsagn. Og jeg må udtrykke en dyb undren over, at det netop var til os, til Berlingske, at han løb hen. Ikke mindst når man tager et andet af hans omkvæd i forsøget på at pralhalse Nyhedsavisen frem samt nedgøre andre:

“Endnu værre er situationen på Berlingske Tidende, der efter et redaktionelt kursskifte nu alene henvender sig til velhavende nordsjællændere og derfor bevidst ikke producerer journalistik, der kan opfattes som normbrydende, samfundskritisk eller afdækkende, men mest handler om friværdi, både, biler – og med masser af gode råd til, hvordan direktøren kan bruge sin sparsomme fritid”.

Således sang David videre i Politiken i 2006 under overskriften: “Nyhedavisen satser benhårdt på kvalitetsjournalistik,” hvor han fremstillede de gamle dagblade som alderssvækkede.

Jeg må hertil spørge: Kommer David Trads nu til Berlingske for at følge os over gaden som en gammel dame – alt i mens han snupper vores portemonnæ? Eller tog han også her grusomt fejl i sin analyse? Han kan jo tænke over spørgsmålet, indtil han tiltræder.

Men kan David Trads så ikke bruges som kommentator i spalterne, kunne man indvende. Skal han i virkeligheden ikke bare have lov at vende tilbage til sin spidskompetence som eksempelvis politisk kommentator. Skal han ikke bare snakke politik, når han ikke kan snakke Nyhedsavisen frem i verden?

Det er så her, det nærmest bliver for uforsonligt og kontroversielt at bringe en tredje af Davids salmer på banen. Men overtegnede må blot sige, at det er muligt Berlingske Tidende er ældst, som Trads så ivrigt har påpeget, men vi er nok også klogest. I hvert fald kløgtigere end denne politiske analyse fra Nyhedsavisens chefredaktør, David Trads, fra maj 2007:

“Khader er det tætteste, vi i Danmark er på en ny Kennedy – med et smittende engagement, stærke værdier, ægte følelser og frem for alt med et kolossalt drive i forhold til at løse den afgørende politiske kamp i de kommende årtier.”

Men jeg skal nok tage imod ham med åbne arme. Vi er ikke smålige på min redaktion. Det eneste vi forlanger, er et godt humør og faglig redelighed. Et omkvæd vi nok skal få lært David. Selvom det bliver noget af en opgave. Jeg forestiller mig, at han ankommer med ild i håret og hovedet i hænderne a la Munchs “Skriget”.

Men mest af alt ser jeg frem til, at den avis han lovbesang så skingert gennem halvandet år, gløder hen i glemsel. Jeg har forsøgt at forklare min nabo mange gange, hvad meningen er med at spendere en million kroner om dagen på at udgive en gratis avis. Samt milliarder på at udgive flere gratisaviser over flere år. Det er aldrig lykkedes. “I er sindssyge i den branche,” siger han. Og han har ret. Nyhedsavisen er i hvert fald et rimeligt forstyrret projekt. Det har længe haft David Trads som sprechstallmeister til at forsøge at fremstille det som noget skabende. Mens det naturligvis hele tiden har været det modsatte: Destruktivt.

Jeg synes, David Trads skal sige “rundstyk”. Ellers vil jeg, når Nyhedsavisen er slukket og døet hen, altid høre et ekko af ham blafre i brandtomten. Et ekko om, at den avis er en brandgod idé.

25 kommentarer RSS

  1. Af Bageren

    -

    Fin klumme.
    Og pudsigt nok, tænkte jeg faktisk også selv på komiske Ali, da jeg læste Morten Lunds kommentar.

    Det mest interessant for mig er dog nu, at Trads skifter til Berlingske.
    Først Lisbeth Knudsen og nu David Trads.
    Ja undskyld mig, men det borgerlige element ved Berlingske kan da hurtigt gå fløjten – det er såmænd svært nok at få øje på i forvejen.
    Det kunne være interessant hvis nogle af Berlingske’s øvrige folk ville forholde sig til denne udvikling….

  2. Af Jørgen Hansen

    -

    Ja, jeg vil give ‘bageren’ helt ret, Berlingeren er ikke en borgerlig avis. Jeg læser kun udvalgte ledere og blogs.
    Men det ville da være morsomt hvis David Trads i en blog redegjorde for sine sidste 2 år :-)

  3. Af Jørgen Skov

    -

    Ren nydelse at læse ovenstående blog – Må man foreslå en navneændring fra Trads til Trash.

  4. Af Henrik Jeppesen

    -

    Du virker da som en meget underlig fyr. Du er jo rigtig glad for billedet af Nyhedsavisen i flammer – morbidt. Og du ka åbenbart ikke tænke så langt at David blir din chef?

    Jeg håber da ikke at du bliver fyret en dag – det er jo tydeligt at du ikke har højere til loftet end at skyde efter David. Han har da jo lavet Danmarks bedste avis – Nyhedsavisen – og er pisse dygtig. Og han har forsvaret det projekt han troede på. At han så har lyst til noget andet – eller måske er blevet afskediget er vel bare naturligt?

    Jeg håber at Du beholder dit Job og ka holde varmen ved det eksplosive bål der bliver når Det Nekrologiske Hus sprænger i atomer – når Mecom (Jeres ejere) bliver afsløret i at have ført den engelske børs bag lyset. Kig lidt på Jeres markedsværdi og tjek Jeres lån – så vil du kunne skrive mange klummer – men det blir ikke for mine abbonement korner!!

  5. Af Anna Lyttiger

    -

    Må jeg anbefale jeres blad at tage navneforandring til “Det ny Aktuelt”?

    Og hvad med en fast klumme fra Ritt’s “Røde Skole”?

  6. Af Dorte Øbo

    -

    Hvis David Trads tager blog konceptet og dens uhyrlige tone med fra Nyhedsavisen til Berlingske Tidende, så skal I se journalistisk “kvalitet”. Jeg har aldrig set noget lignende. Det er nogen af de særeste og nærmest fanatiske personager der knytter sig til Avisen.dk’s blogunivers. Det værste er at Trads i nogle af sine ledere har haft samme skingerniveau som et par af disse bloggere på Avisen.dk

    Trads kan få Berlingske Tidende til at fremstå som en Ungdomshus 69 nyhedsblad.

    Det er et tab for Berlingske Tidende, at Trads nu er en del af staben.

  7. Af T Ussing

    -

    Herunder står der følgende:
    —————————

    Berlingske forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet til, at redigere eller fjerne kommentarer fra blogs, der er:

    – i strid med gældende lovgivning

    – racistiske eller injurierende

    – skrevet i en grov tone

    – udleverer personlige oplysninger

    Ved at kommentere accepterer du, at Berlingske Tidende herefter frit og fremover kan offentliggøre dit indhold i Berlingske Tidende, på http://www.berlingske.dk eller andre platforme og medier, som drives af Det Berlingske Officin.
    ————————-

    !!! :-O

  8. Af Jørgen Skov

    -

    “Trads: Jeg tog fejl af Berlingske-ejer” – står der andetsteds i avisen. Den dreng er da villig til at gå i seng med alt og alle!

  9. Af Asger Manø

    -

    Nu har David Trads da vist efterhånden været på samtlige mediearbejdspladser i DK. Held og lykke på Berlingeren. Det varer nok ikke så længe før han søger andre græsgange, hvis nogen efterhånden kan tage ham alvorligt.

  10. Af Henrik Skov

    -

    He, he!
    Det er sgu da utroligt, som mediechefer holder chefstillinger ledige for hinanden. Det var et stort chok, da stener-socialdemokraten Lisbeth Knudsen efter fyringen fra DR gled til tops i officinet, men at Anders And på coke – David Træls – nu osse gør sit indtog som én eller anden chef, får mig til at overveje mit abonnement. Seriøst….

  11. Af Andersen

    -

    David Trads forstår at forlade slagmarken, når slaget er tabt. Så han ikke får blod på hænderne, når de menige fodfolk hugges ned. Sådan er dagens leder. Han står last og brask med sin lønningscheck.

  12. Af Michael

    -

    Trads trækker et ucharmerende spor af vraggods efter sig. Dansk presses fugl føniks, som han nok selv vil udlægge det.

    Men det ændrer dog ikke på, at vinklen og tonen i Mads Kastrups indlæg er usympatisk, og udstiller afsenderen som en smålig og arrogant lille mand i endnu mindre sko der klemmer.

  13. Af Anders

    -

    Godt skrevet Mads, har heller aldrig forstået hypen om Nyhedsavisen…
    Men omvendt kan jeg heller ikke se en fremtid for aviser i papirform som helhed. Et forældet medie efter min mening, men det er jo en helt anden historie :-)

  14. Af bos

    -

    Vel talt!….dejligt med lidt ærlig snak.
    Trads er dobbeltydig og hulens svær at blive klog på, jeg har hørt/læst ham og forbandet ham langt væk og hørt/læst ham og hyldet hans mod og tykpandethed (f.eks i sagen om Afghanistan filmen)….dog mest førstnævnte, for er sandheden ikke at Trads i sin ubestridelige intelligens også er en hovmodig og selvovervurderende personage – der til syvende og sidet er sin egen værste fjende.
    Troværdighed er journaliststandens vigtigste valuta – og den har Trads efterhånden brugt mere end han har af.
    Berlingske skal passe på – der sker et skred i avisens profil som jeg ikke byder mig om, og jeg er ikke alene. Mange af de gamle abonnementer jeg kender er skuffede(og vi taler om kerneabonnementer der har holdt Berlingske i 25-30 år)

  15. Af hd.se - Ledarbloggen

    -

    […] fälla några tårar, åtminstone krokodiltårar. Men Berlingske Tidendes medarbetare och bloggare Mads Kastrup gråter inte. Han […]

  16. Af Uffe B.

    -

    Sikke dog en omgang hellig forargelse.

    Masser af mennesker tjener flere herrer gennem deres arbejdsliv – særligt i mediebranchen. Hvad galt skulle der være i det?

    Masser af mennesker går ind i en projekt, som viser sig at være mere besværligt end “salgsprospektet” gav udtryk for. Hvem har ikke prøvet at gå ind til en opgave med engagement, og finde ud af at “det bare ikke holdt” ?

    Hvad angår Berlingskes politiske ståsted, så kan avisen fortsat formå at forarge mig – og det er ikke fordi jeg er blevet mere rød siden ungdommen. Tvært imod. Hvis I har nerver til det, så læs JP i stedet – selvom jeg må advare imod risikoen for hjerteflimer, når debatsiderne nås.

  17. Af Anders S

    -

    Hej Mads

    Herlig klumme, som varmer alle os der altid har ment, at David Trads driver journalistik ud fra devisen “jo mere larm i den borgerlige gade jo bedre”.

    Det er beklagetligt, at din arbejdsgiver ikke har forstået det. Men vær rolig. Vi er mange der godt vil betale for at læse dig, Bent Blüdnikow, Michael Javling m.fl.

  18. Af Mads Kastrup

    -

    Tak for indlæggene – nogle mere end andre som sædvanlig.
    I kan jo alle regne ud, hvem jeg er enig og uenig med (en særlig tak til Anders S for beroligelsen).

    Bloggen om én af mine kommende overordnede – Trads ansættes dog i officinet ikke på selve Berlingske Tidende – er ikke skrevet af anden grund end for at sige, at David Trads og vi her på Berlingske har en del at arbejde med. Eller rettere: Trads har.

    Nogen skal sige dette højt. Og aller helst én fra Berlingske Tidende. Det er blandt andet det, man kender det gode medie på. Det lægger ikke låg på noget som helst. Heller ikke på interne konflikter og organisationsløgne. Det gode medie ventilerer derimod alt.

  19. Af Per Petersen

    -

    Kastrup, det er f…lige på sømmet!
    En varm velkomst til hr. Trads – synes dog du glemmer at Nyhedsavisen også har sine gode sider. Jeg har fx transporteret en hel del nyfangede torsk i den udmærkede publikation, og også som isolerende og tørt element på en regnvåd saddel kan mediet gøre fyldest, dog mest på de dage hvor avisen sniger sig op over 16 sider totalt…

  20. Af Michael K

    -

    Haha, god griner :D

    Må jeg have lov til at henvise til flere Trads udsagn hos punditokraterne – det er ligeledes i højeste klasse!

    http://www.punditokraterne.dk/velkommen-til-den-sorte-og-firkantede-bermuda-trekant–david—–post128496

  21. Af marta toft

    -

    Listen carfulle old boy, I shall sa this only once !
    Det var en dum måde at hovere på angående Tradog hans avis–for det var/ et godt projekt, avisen var noget så usædvanligt for dansk presse som objektiv–folk kunne ikke se om linien var til højre elelr til venstre, de kunne selv dømme.
    Det var/ kvalitetsjournalistik skrevet af unge
    med nye ideer, andet end penne fra ubarberede, gumpetumge potensbesværede halvgamle gnavpotte.
    Avisen tog nye emner op, noget Berling. aldrig har turdet røre ved–og er der noget Berl. ikke
    er fx–så er det social ! Således vil ældre frøken-journalister gerne skrive i Tanten om grevers liggen i sengen med angst–som de lige komme over fordi de har midler og venner–fims !
    Ok, der var en skæver for Trads som begejstringen for Khader, havde Trads nu lagt mærke til at Khader faldt op af trappen den første gang han skulle gå op i Tinget, var den skæver jo aldrig slået.
    Trads kan sno sig på en sympatisk måde, og så er
    han jo heller ikke så tung i bagen som en ældre
    herre ved navn journalist Kastrup, som ikke skulle hovere for meget over tilbagegangen for
    AVISEN, han kunne risikere en dag at blive smidt
    af Kastrup til ….!
    I har jo kun Jalving,Kastholm og gubberne i Groft sagt at prale af, ikke en ærlig kærlin
    tør I lade nogen læse texten.
    Men økonomien på AVISEN var/er godt nok et underligt mirakel, helt uforståeligt. I burde have overtaget–nånej, så bliver Uffemanden og
    Obersten i den lille båd der gynger sure.
    La vie est vraiment dure.

  22. Af marta toft

    -

    carfully.say.kælling.

  23. Af Mikael

    -

    “Endnu værre er situationen på Berlingske Tidende, der efter et redaktionelt kursskifte nu alene henvender sig til velhavende nordsjællændere og derfor bevidst ikke producerer journalistik, der kan opfattes som normbrydende, samfundskritisk eller afdækkende, men mest handler om friværdi, både, biler – og med masser af gode råd til, hvordan direktøren kan bruge sin sparsomme fritid”.

    Den salme er til gengæld ikke helt ved siden af!

  24. Af Komiske Morten Lund

    -

    Morten Lund – Jeg synes at det er interessant at bemærke:
    1. Hans navn optræder flere steder i retsprotokoller i Danmark med projekter der er gået konkurs.
    2. Hans nuværende firmaer er ikke registereret i Danmark, så alt overskud kanaliseres udenom dansk SKAT.

  25. Af Velkommen til den sorte og firkantede Bermuda-trekant, David … @ Punditokraterne

    -

    […] som ‘redaktionel projektleder’. Læs fx bare Berlingskes egen Mads Kastrup i form af et morsomt og sjældent modigt blog-indlæg. Nyheden akkompagnerede 180Grader samme dag med at minde om, at Trads før sin ansættelse på […]

Kommentarer er lukket.