Jeg tror også, jeg ved, hvornår Bødskov blev fordrevet fra sit eget korpus. Det må være sket natten mellem, han ikke var justitsminister og han tiltrådte som justitsminister. Det er her, de kommer og tager folk som Morten. Folk, der overdrages magt og ikke er helt faste i kødet, fordi de bare er godt oppe at blævre over at tiltræde eliten.

Det eneste, jeg ikke helt kan greje – hvilket er det vigtigste –  er hvem, der har snatchet justitsministeren.

I begyndelsen troede jeg, at det var PET-chef Jakob Scharff.  Flere ting tydede på det. Ikke alene syntes her at være en organisation i hvis magt, det står at kropsovertage. Formentlig via visse hemmeligholdte væsker og biologiske manipulationer. For nylig stod det ydermere klart, at et nyt tilsyn, der skulle sikre, at demokratiet har indsigt i og råder over PET, ingen reel indsigt får. Lige som PET får bevilget over dobbelt så mange penge til at svare på tilsynets spørgsmål, som tilsynet selv bevilges til at stille spørgsmålene.

Alt dette var i den skønneste orden, forsikrede justitsminister Morten Bødskov. For han vil personligt sikre, at medlemmer udpeget til PET-tilsynet bliver “kongerigets mest agtværdige«. Et forbløffende udsagn. Alle ved, at de officielt agtværdige, er de officielt dekorerede, og således er at ligne med idioter (da det som bekendt er på den slags, man hænger ordener).  Ergo sagde den socialdemokratiske justitsminister noget i retning af:

“Der er ingen grund til bekymring, jeg udpeger personligt en håndfuld idioter til opgaven.”

Men så var det, jeg kom til at tænke på, at det kunne også være nogen fra Skat, der har overtaget Morten Bødskov. Hvilket i så fald bliver vanskeligt at undersøge, for her er tale om et departement, hvis magt forekommer folk, der uforvarende havner i dets matrix, uendelig og uovervindelig i både mørke og udbredelse. Noget i retning af Mordor i Ringenes Herre.

Men gudhjælpemig om ikke der indimellem ude fra Herredet kommer småfolk vadende og kræver “lighed for loven”. Den slags forulempelse af magten rammer jo forvaltningens indre, som en herskerring rammer lavafloden under Dommedagsbjerget. Hvorfor de sikkert har siddet i Skat rundt om et ellipsebord og talt med irriterede, dybe og ildevarslende stemmer:

“Kan man ikke sørge for, at justitsministeren begrænser justits til justitsministeriet og noget politi og domstole, så det ikke breder sig til andre departementer?”

“Det tror jeg nok, man kan,” har den kvikkeste skatteork derpå repliceret: “Har I hørt om Bamse fra Bamses billedbog ude i DR. Det er ikke en rigtig Bamse. Der er nogen indeni. Det er tilmed forbudt at fotografere Bamse, når han ikke har sit bamsehovede på.”

Men var der i øvrigt – ud over Skat og ud over PET – ikke også noget med en offentlighedslov? En lov om offentlighed i forvaltningen, som endte med at være temmelig lukket? Og hvem har størst interesse i det? Og med interesse mener jeg ikke, hvem der går mest op i det. I så fald skal der som bekendt målfoto til mellem Ekstra Bladets Poul Madsen, samtlige journalistiske gravegrupper i landet og Dagbladet Information. Jeg mener derimod: Hvem føler sig tryggest og mest hjemme, når man indfører mørklægningsgardiner i nationens ellers i forvejen sparsomt illuminerede magtkorridorer?

Vi ved det alle. Det gør embedsmænd. I al almindelighed. Og jeg kan måske bedst illustrere det med en variant over en kendt formel: Hvor mange embedsmænd skal der til at skrue en elpære i? Svar: Så mange som muligt. Og en rammebevilling. Og en overenskomst. Og en pensionsordning. Og et efteruddannelsesprogram. Og en sundhedsforsikring. Samt en konference. Og dertil en rapport, som afsøger problematikkerne ved samt innovationen i og omkring, hvorvidt lys er bedre end mørke. Og en….

Måske går Morten Bødskov i virkeligheden bare på omgang. Kan man forestille sig det?

Måske er der lynlås i ryggen på ham i stedet for marv og benrad. Morten blev bare født sådan. Måske er der ikke så meget hokuspokus eller kemisk manipulation i det. Der hænger bare et vagtskema i et femte kontor et sted i forvaltningen, som fortæller, hvem der lige nu er inden i justitsministeren, og hvem der eksempelvis ikke kunne blive fri for at være det i ugerne 29, 30 og 31.

“Arh, helt ærligt,” udbryder den, der tabte ferieplanlægningen: “Så vil jeg også have lov at tage til mindst to Springsteen koncerter i juli og august og skrive en kronik i Politiken om, hvorfor Bruce er Socialdemokrat.”

Der må være nogen, der har invaderet justitsminister Morten Bødskovs krop. Jeg mener, har I hørt manden tale? Bødskovs udtalelser har samme virkelighedsgreb som udsagn fra mennesker, der står på en scene, bruger albuerne som vinger og siger som en høne, fordi en hypnotisør har overtaget dem. Eller måske er det mekanik. Er det muligvis noget a la de dér mekaniske indretninger, som afspiller en melodi ved hjælp af et hulkort? Om og om igen.

Så er der vittigheden om manden, der viser sin billet i toget. »Jamen, det er jo en børnebillet,« udbryder kontrolløren. »Ja, det er frygteligt så forsinket DSB er,« siger manden.

I Japan har man hurtigtoget Shinkansen. Togets nyeste version kører op til 580 km i timen. Den gennemsnitlige forsinkelse er seks sekunder på samtlige godt 160.000 afgange om året, inklusive hindringer som tekniske og menneskelige fejl samt jordskælv. Shinkansen blev sat i drift i 1964. Til efteråret er det 13 år siden, DSB bestilte 83 IC4-tog hos italienske AnsaldoBreda. 19 tog er foreløbig i drift. Delvist. De 19 tog kører stort set aldrig til tiden.

»Det må simpelthen aldrig ske igen, og der er et klart behov for ændringer i den måde, vi griber tingene an på,« skrev transportminister Henrik Dam Kristensen om IC4-skandalen i en kronik i Berlingske i juni. Hvilket ingen rigtig tog notits af. Måske fordi det er vanskeligt at høre ord, når en mand i afmægtighed taler ned i den pude, der benævnes en politisk kronik.

Danske Stats Baner har en gæld på 17,5 mia. kroner. Gælden er tredoblet over de seneste ti år. Det fik en angivelig målrettet bestyrelsesformand, Peter Schütze – opstemt over et mindre årligt overskud – til i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for 2012 at udtale: »DSB skal ikke bare være sundt. DSB skal være solidt.« Hvilket må betragtes som DSB’s version af, at der »kommer en god løsning i morgen«.

Vi kan næsten ikke vente. Og lad os i mellemtiden rekapitulere problemerne, som løsningen skal leve op til:

1: Salgsvognene i DSBs toge har på ni år oparbejdet et underskud på knap en milliard kroner. Især lønnen til togpersonalet er årsag til de store underskud. En årsløn for at sælge kaffe og sandwich i DSB-togene ligger på 475.000 kr. »Et uholdbart højt lønniveau at forsøge at sælge kioskvarer på,« konkluderede en DSB-underdirektør i BT efter ni års kaffevognsunderskud.

2: En lokofører tjener i gennemsnit 525.000 kr. om året for en gennemsnitlig arbejdsdag på en time og 45 minutter. Vi lader lige oplysningen stå stille ved perronen i et minut. En lokofører tjener i gennemsnit 525.000 kr. om året for en gennemsnitlig arbejdsdag på en time og 45 minutter.

3: I 2012 betalte DSB 486 mio. kroner i renter på at servicere sin gæld. I 2011 lød regning på 542 mio. kroner. De høje rentebetalinger trækker voldsomt ned i det samlede billede for DSB. Samt muligheden for et »Sundt DSB«.

4: Det er billigere at flyve. Turengårtil.dk skulle fra Rådhuspladsen i København til banegården i Viborg. Prisen med Norwegian var 299 kroner (plus 37 kroner for en såkaldt teletaxa fra lufthavnen i Karup til Viborg). En tur, der samlet tog nøjagtig tre timer og altså kostede 336 kroner. Samme strækning med DSB koster 433 kroner og tager fire timer og et kvarter. Det koster altså 97 kroner ekstra med tog, og rejsen tager en time og et kvarter længere.

5: Den kollektive transport i København og omegn er håbløst organiseret. Passagerer spilder unødigt monstrøse mængder tid, konkluderer regeringens Trængselskommission. Et stort antal isolerede hertugdømmer i den kollektive trafik hindrer logisk og effektiv kollektiv transport mellem både kommuner og tog og bus.

6: DSBs omkostninger pr. kørt kilometer togstrækning er ca. tre gange så høj som hos Arriva.

7: Rejsekortet har kostet DSB og partnerne over 2 mia. kr. i investering. Og vil angiveligt koste mere end 250 mill. kr. i årlige driftsomkostninger de næste 13 – 15 år.

8: IC4

Og så har vi ikke engang indregnet DSB First-, DSB Gods- og Waterfront-skandalerne, samt det årligt tilbagevende problem for Danske Stats Baner, der beskrives så præcist i MC Einars gamle julesalme »Jul – det’ cool« :

»Det er vinter, man forventer vel lidt kulde og sne/ Men det’ da klart at så’n en sag må komme bag på DSB/ Intet vrøvl har de forsvoret, det’ de helt sikre på/ Men ved den første rim på sporet går møllen i stå«.

Fagbladet Ingeniøren afslørede sidste år, at IC4-togsæt nr. 5609 – det niende togsæt i AnsaldoBredas IC4-produktion til Danmark – står i en ørken i Libyen.  Togsættet er åbenbart foræret i sin tid som gave fra ministerpræsident Silvio Berlusconi til diktator Muammar Gaddafi. Toget må anses for tabt, konkluderede en rapport. Måske har det heller ikke topprioritet. 83 tog skulle allerede for syv år siden have været indsat som rygraden i togdriften i Danmark. Det forekommer usandsynligt, at alle vil blive leveret.

»DSB’s store spareplan fører til massefyringer«, kundgjorde alle medier for nylig. Det må man da håbe, vil nogle replicere hertil. Først i marts i år blev manden med det ledelsesmæssige ansvar for DSB’s håndtering af den eskalerende skandale om IC4-togene afskediget.

Knap 10 millioner mennesker rejser hver dag i myldretiden gennem Tokyos undergrund. Med en gennemsnitlig forsinkelse på under et minut på samtlige afgange.

“Vi har sænket taksterne med 20 procent uden for myldretiden i hovedstadsområdet,” sagde transportminister Dam Kristensen til Berlingske i sidste uge. Hvilket måske bør oversættes til: Det kan godt være, der ikke er meget at glæde sig over, og vi har heller ikke sænket priserne på offentlig transport med 40 procent, som Villy Søvndal lovede at gøre, hvis han blev minister, men det er altså lidt billigere nu – på de tidspunkterne, hvor ingen har brug for det.

Venter vi passagerer, borgere, skatteydere så, at der kommer en god løsning for DSB i morgen?

Meget tyder på, at man skal være glad, hvis blot der kommer tog. Specielt hvis det er et IC4-tog. Ellers kan det anbefales – trods den kendte advarsel – at gå over sporet. Ud fra samme antagelse som desperate fodboldfans går på toilettet midt i en kamp. Man ved jo, ens hold brillerer og scorer, når man er væk. På samme måde kommer toget muligvis, når man anser det for sikkert, at det udebliver. En lovmæssighed man med inspiration fra DSB First kunne kalde DSB Worst.

En løsning er dog under opsejling, må man antage. I december understregede transportminister Henrik Dam Kristensen (S) på et samråd i Transportudvalget, at DSB er i »alvorlige vanskeligheder«. Umiddelbart efter vedtog Folketinget, at staten garanterer DSB’s lån.

Altså: Vil DSB ikke komme til borgerne, må borgerne se at komme til lommerne.  Hvilket vi allerede for længe siden blev tvunget til. Ifølge en analyse, som Nykredit har foretaget for Søndagsavisen på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, er priserne på bus-og togrejser steget med henholdsvis 70 og 45 procent siden år 2000. I samme periode er de generelle forbrugerpriser steget med 30 procent.

Hvem opfandt det faste udtryk; »det kører på skinner« som et billede på, at alt er i skønneste orden?

Men er det sandsynligt, at man efter 30 års virke i rådet kan komme med nye forslag eller oplysningskampagner, som kan bringe tallet længere ned? Første og vigtigste råd fra Rådet for Større Badesikkerhed er det samme som i 1983: “Lær at svømme”. Ud af en befolkning på 5,6 millioner har man således en organisation med en bestyrelse på 10 mand samt tilhørende kampagneorganisation til at råde befolkningen om sikker badning i håb om at reducere en sidste håndfuld badeulykker til et rent nul.

Danmark er et forebyggelsessamfund. I bedste mening, naturligvis. Folkene i Rådet for Større Badesikkerhed er utvivlsomt også velmenende mennesker. Men de er folk rundet af et samfund, hvor der i stigende grad udfærdiges regler og love for al almindelig omgang og livsudfoldelse for at sikre, at borgerne lever så risikofrit som muligt. Hvorfor man ivrigt bekæmper alt fra rygning over grill- til trafikulykker. Man har endda indtryk af, at iveren efter at polstre velfærdsborgeren mod uheld på tilværelsens landevej er så stor, at målsætningen for eksempelvis trakfikulykker er at føre dødsulykketallet tilbage til før bilen blev opfundet.

Forebyggelsessamfundet kan også kaldes for bekymringssamfundet. Et samfund, hvor det ikke altid er rationelt, hvad der lægger til grund for regler, love, påbud eller hjælpeindsatser. Hvilket jeg tidligere har været inde på i forbindelse med, at Røde Kors oprettede en livlinie til fans, der ikke havde fået billet til en Justin Bieber koncert og derfor antageligt var selvmordstruede.

Forleden havde Politiken.dk op til flere artikler om, at en lastbil aflæssede gipsplader ved at hejse dem hen over en cykelsti, der lå mellem vejen og bygningen, hvori gipspladerne skulle anvendes. “Vanvittigt,” udtalte en opbragt kommunikationschef fra Dansk Cyklistforbund. Artiklen var muligvis blevet til, fordi aflæsningen af gipspladerne fandt sted på Øster Farimagsgade ved kartoffelrækkerne på Østerbro. Hvor Politikensegmentet står allerstærkest. Og avisen åbenbart også havde en forurettet journalist boende, der optog aflæsningen af gipspladerne med sin iphone.

En specialkonsulent ved Rådet for Sikker Trafik, kunne ganske vist ikke se problemet:

»Hvis I havde en film, hvor der løftes tunge ting ind over vejen, mens der var cyklister der, så var det et problem. Men som cyklist skal man også være opmærksom, når man kører. Jeg vil umiddelbart tro, at kranføreren har været opmærksom på cykelstien«, sagde specialkonsulenten til avisen.

“Hvad hvis Ole på syv år er på vej i skole,” fik cyklistforbundet lov til at replicere. Og man forstod, at her havde de faktiske omstændigheder åbenbart ingen relevans. Bekymringen havde derimod forkørselsret. Lige som den i årevis har haft det på mit eget yndlingsbillede på bekymringssamfundet. Hvilket er de advarselsmærkater, folk sætter på bilen med den for alle andre trafikanter uvedkommende og irrationelle oplysning: “Børn i bilen”.

Politiken.dk’s journalist tog ikke trafikspecialistens anvisning om at være rationel til sig. Hun  fik i stedet fat i bygherren, der var ansvarlig for det angivelige “vanvid”: »Selve proceduren med at hejse tunge ting – blandt andet over offentlig cykelsti – er både nødvendig og almindelig anerkendt,” lød det fra projektlederen. Man anede under denne tørre melding en lyst til i virkeligheden at sige: “Vi har forsøgt at teleportere gipspladerne fra ladet på lastbilen og ind i bygningen Men uden held. Dernæst overvejede vi at bygge en midlertidig transport-bro, subsidiært grave en tunnel under cykelsti og fortov , men budgettet rakte ikke. Til slut måtte vi stille os til tåls med at løfte pladerne hen over cykelsti og fortov under opmærksom hensyntagen til gående og cyklende.” For som det også redaktionelt  og redeligt bemærkes i artiklen, så var der “ingen dokumentation for, at cyklister på noget tidspunkt befandt sig direkte under gipspallen.”

Men al ulykke skal udryddes. Tillige den, der ikke har fundet sted. Og smider et barn en hamster i toilettet, skal vi have en lovgivning om hamstergitter i bunden af alle toiletter. Finder en enkelt haveejer en hugorm i hækken, skal der distribueres pjecer om, at man skal huske at gå til lægen med hugormebid.

Hver enkelt isolerede ulykke eller tilfælde gøres alment gældende med love og regler for alt og alle. Almindelig sund fornuft sættes ud af spillet. Almindelig omtanke mennesker i mellem ophører. Det personlige ansvar fordrives. Eksempelvis ansvaret for som kranfører at passe på cyklister. Og som cyklist at passe på kranfører i arbejde.

For et par år siden fremførte den daværende formand for Rådet for Større Badesikkerhed, at forældre skulle kunne straffes, hvis deres børn druknede. Et barn var druknet i en havedam i Aabenraa. Jeg antager, at man kan blive helt grundangst af hele tiden at beskæftige sig med ulykker. At forudse dem, hindre dem. Eksempelvis badeulykker. Man kan blive så optændt af missionen, at man ønsker, alle skal leve et liv efter regler, der sikrer, at badesikkerhed går frem for alt i verden. Man kan måske endda blive så dedikeret, at man mister sin forstand. Hvorfor man foreslår at straffe forældre, der mister børn og glemmer, at ingen straf matcher tabet af barnet i sig selv.

Antallet af drukneulykker falder formentlig heller ikke fra fire til tre på et år ved indførelse af en straf for et druknet barn. Det nedbringer udelukkende bekymringen – badesikkerhedsrådets bekymring, forstås. Burde bekymringen derimod ikke stige hos os andre?

Øhh…kan de det, vil nogen måske spørge. Har paven en sjov hat, en mærkelig bil og underligt job, genspørger jeg.

Naturligvis kan Politiken det. Det er sådan, Politiken gør. Sætter et inderligt ønske på forsiden, forklædt som journalistik – i dette tilfælde en meningsmåling – hvorefter centrum-venstre organet forventer, at det bliver taget til efterretning af virkeligheden. Lige fra asyl til alle over indgåelse af fred med Muhammeds efterfølgere til at skifte den socialdemokratiske formand ud. Det sidste i fald denne ikke efterlever avisens ledere. Man skal til tidligere århundreders kirkefolk for at finde nogen med samme grad af selvindbildningskraft og tro på egen overlegenhed.

Jeg vil gerne i anledning af  Politikens valg af Mette Frederiksen som ny formand for Socialdemokraterne være en af de første til at bemærke, at Helle Thorning-Schmidt har gjort det fint. Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at Thornings regeringstid, som åbenbart nu bliver på fire år, selv hvis miraklet med endnu en socialdemokratisk omgang i Statsministeriet finder sted i 2015, bør stå langt mere anprist i annalerne end eksempelvis Anders Fogh Rasmussens.

I stedet for at give folket, hvad det vil have, har Thorning givet folket, hvad det har brug for: En rettidig økonomisk omhu. Hvilket ganske vist er det modsatte af, hvad hun lovede. Jeg ved det. Og det må være skuffende for de, der troede på “Fair løsning” og sværger til utidig økonomi. Jeg forstår det. Men jeg har ikke stemt på Helle Thorning-Schmidt og kan kun – modsat samtlige automatreagerende og over for “løftebrudsregeringen” rituelt opbragte borgerlige avisledere – glæde mig over dette svig.

Netop hvad angår socialdemokratisk lederskab, har Politiken som nævnt en del at skulle have sagt. Det forholder sig trods selvindbildningskraften modsat med hensyn til verdensfred, asyl eller kage til alle. En biskop kan i forfængelige øjeblikke også tro, at han har Vor Herres kraft, men over egen menighed kan han råde.

Når avisen bruger stort set hele forsiden  - “Mette Frederiksen slår statsministeren på tre nøgleparametre i ny Megafonmåling” – og dertil anvender to sider inde i avisen – “Socialdemokratiets urkraft er på vej helt til tops” – til en lovsang om beskæftigelsesministeren som den politiske legemliggørelse af alt det, Helle Thorning-Schmidt åbenbart mangler – “urkraft” – så er en uafvendelig kampagne sat i gang. Og når kampagnestarten tilmed finder sted den 1. maj, hvor alle vidste, at Helle Thorning-Schmidt skulle buhes ud af den såkaldte arbejderbevægelse, vidner det om stålsatheden og inderligheden, hvormed den nye formand ønskes indsat. Samt den gamle afsat.

Frederiksen blev således udråbt af Rådhuspladsen. Samtidig kunne den hidtidige formand for Socialdemokraterne rejse rundt i Jylland og blive råbt ud. Samt dertil beskudt med vandpistol og tomat. Og endda anvist en bar røv at trutte i af en særligt utilfreds vælger. Og hvad var den officielle holdning på Politiken hertil? Avisen bad i en artikel sin “politiske analytiker” kommentere, da billeder af den pøbelangrebne og duknakkede statsminister nåede redaktionen på Rådhuspladsen:

“Det uheldige møde med de aarhusianske 1. maj-deltagere kan være belastende for hendes parti, som i øjeblikket kæmper mod svigtende opbakning i meningsmålingerne og kraftig kritik fra faglige organisationer og venstrefløjen. ‘De her billeder kan blive ikoniske på den rigtig ufede måde for Helle Thorning-Schmidt og for Socialdemokratiet, fordi de bliver det bogstavelige symbol på, at selv deres egne vælgere vender dem ryggen,’ siger Politikens analytiker.”

Bortset fra det umådelige vrøvl og det direkte urigtige i analysen – billederne bliver ikke ikoniske, og opbakningen vil tværtimod styrkes i den brede befolkning, når selve statsministeren angribes fysisk – så udfylder den “politiske analytiker” her en klar rolle. En rolle svarende nogenlunde til kirketjenerens. Som de fleste bekendt er det en mand, oftest i fodformede sko, der umærkeligt og lydløst anviser menigheden pladser på bænkene, men med stor synlighed rejser og sætter sig under selve gudstjenesten, når budskabet forkyndes, så tvivlrådige folk ved, hvornår de skal gøre det samme.

Bemærk i analysen, at Thornings parti “kæmper”. Formanden selv er derimod “belastende” i sit møde med folket. Hermed er Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne erklæret for ikke alene to meget forskellige ting, men også to direkte modsatrettede størrelser. Hovedet skilles fra kroppen. Sådan slår man mest effektivt ihjel.

Der er således udskrevet formandsvalg i Socialdemokratiet. Det blev udskrevet i Politiken 1. maj. Og kandidaterne er åbenbart foreløbig kun en enkelt: Mette Frederiksen. Men hvilken kandidat, må jeg så tilføje! Frederiksen er åbenbart så meget “socialdemokratiets urkraft”, at Politikens journalister end ikke behøver at citere nogen for denne karakteristik. Man kan mærke moder jord, når man møder den. Betegnelsen er så indlysende rigtig, så meget en til en, Mette Frederiksen og al partiets ophav i mellem, at Politikens Christiansborg-journalister blot kan erklære det og sætte det helt op i overskriften.

Øhh… kan de det, vil nogen måske spørge? Her vil paven og jeg henvise til biskop Bo Lidegaard.

Det er så her, man skal tage en dyb indånding og puste ud, mens man forsøger at overskue perspektivet. Alene bekymringen bag et sådan tiltag! For ikke at sige bekymringen og forståelsen af offerbegrebet i et samfund, hvor det lokale Røde Kors sidder klar til at redde en teenager, der angiveligt er livstruet, fordi hun mangler Bieber-billet – alene det er sibirisk i vælde.

Jeg ved ikke, om ovenstående er at regne for et trivselsproblem. Det er det formentlig. Hvilket jeg konkluderer efter i Berlingske forleden at have læst, at »konflikten mellem KL og lærerne påfører mange skoleelever trivselsproblemer. Børnene bliver mismodige.« Det sagde formanden for Skole og Forældre, Mette With Haagensen: »De store børn sover ikke om natten. De er bekymret for deres eksamen, og hvordan de kommer videre på deres videregående uddannelse,« fortsatte hun.

Jeg vil gerne fremhæve, at en af de største velsignelser ved regeringsindgrebet i KL/lærer konflikten er, at man fremover slipper for den slags vås. Hvilket jeg kan fastslå med en vis anstand. Jeg har to børn, der står overfor deres afsluttende folkeskoleeksamen. Søvnløse er ikke det første, der rinder mig i hu, hvis jeg skal beskrive deres »konflikttilstand«. Udsigten til at få ophøjet deres årskarakterer til eksamen har dertil fået dem til at gå rundt med foldede hænder og fromt blik mod himlen på nogenlunde samme måde, som når de beder til, at et stykke tøj købt på Nettet vil materialisere sig netop denne dag. Jeg vil snarere læne mig op ad en af mine venner, der på et tidspunkt under konflikten kom med følgende statusopdatering på Facebook:

»Grib så ind … Mine børn opfører sig som efterlønsmodtagere!«

Det mest bemærkelsesværdige ved lærerlockouten, har snarere været, at der ikke rigtig har været protester, der gik på børnenes videnstab. Der har stort set ingen bekymring været med henvisning til elevernes faglige efterslæb. Bekymringen har næsten udelukkende været praktisk. Den er gået på enten pasningen af børnene, rentesatsen for lærernes lockoutlån eller – som allerede illustreret – de store psykologiske problemer, børnene angiveligt er blevet påført. Og dertil en lige så postuleret social sorg, der ifølge den offentlige bekymringsindustri, har bredt sig blandt børnene, som ellers kun kolera kan hærge en udhungret hyttelandsby i den tredje verden. Men tab af læring? Har det været et problem? Tilsyneladende ikke.

Jeg får en mistanke om, at Folkeskolen måske slet ikke er til for elevernes faglige færdigheders skyld. Jeg får en anelse, at ens børn primært går i skole af andre årsager end jeg troede, nemlig for at lære at læse, skrive, regne og tale fremmede sprog. En social og mentalhygiejnisk bekymring har haft forkørselsret i mediernes problematisering af konflikten. Hvad enten den gik på elevers »trivselsproblemer« eller på lærernes ditto med at være udelukket.  Mediernes websider – eller flere af dem – søgte storsindet at give plads for al denne bekymringstrafik.

DR.dk stillede eksempelvis under »Din mening« spørgsmålet: »Trives eller mistrives dine børn under konflikten?« Og skulle DR.dk-læserne være i tvivl, hvorvidt der var tale om en reel problemstilling, hjalp sitet meget gerne på vej: »Fire ud af ti børn mistrives som følge af lockouten. Er dine børn deriblandt, eller har de det fint med de løsere rammere. Fortæl om din families lockout-hverdag,« stod som »oplæg« til indlæggene. Men selv ikke frygten for at blive sat i slapsvanskategorien, »løsere rammer«, afstedkom, at læserne syntes, der var et problem. Alle berettede, at det gik tilforladeligt for sig i de små husstande. Enkelte endda, at det gik »virkelig godt”.

Samme melding lød torsdag i Berlingske fra erhvervslivet, på dagen for regeringens indgreb, hvor der ellers var udsigt til femte uge med konflikt: Kun en enkelt af de 42 store virksomheder havde problemer med lockouten. Resten afviste, at børnepasning havde medført ekstraomkostninger for virksomheden: »Hos Dansk Supermarked, der har omkring 32.000 medarbejdere i 550 detailbutikker som bl. a. Netto og Føtex, har lockouten hverken forårsaget problemer med vagtplaner eller overvældende mange børn i butikkerne. »Det har overrasket os,«« lød det fra Mads Hvitved Grand, pressechef i Dansk Supermarked.

Måske har Hvidtved Grand og hans kolleger i resten af erhvervslivet været lige så ængstelige, som sagnet om konfliktens altindgribende omfang har tilsagt os alle at være. Hvorpå de er blevet lettede. Og følgelig måske bagatelliserede problemerne med KL/lærerkonflikten.

Men summa summarum: Konflikten var ikke noget problem. Frygten for kernefamilielivets, erhvervslivets og i det hele taget samfundets sammenbrud viste sig ubegrundet, irrationel eller overflødig. Ubemandede børn medfører ingen straks-katastrofe. Måske endda tværtimod. Og begyndte nogle af børnene at opføre sig som efterlønsmodtagere, må man vel spørge sig selv, hvor ungerne har erhvervet den attitude fra.

Faktisk er det, som det er med Røde Kors’ bemandede nødtelefon. Den omtalte livslinie for Justin Bieber fans uden billet og følgelig med selvmordstanker: Man kan drive bekymring for vidt. Man kan strække forebyggelse for langt. Man kan – muligvis endda i iver efter at opnå redningsheltens status i et samfund, hvor ingen nogensinde er rigtig i fare – oppiske en stemning med sig selv i centrum. Ikke en eneste Bieber-fan ringede til Røde Kors og erklærede sig selvmordstruet. Jeg håber ikke skuffelsen var for overvældende ved telefonerne.

Formentlig ikke med et skarpt smældende »kammerater!« Men mindre kan også gøre det.

Faktisk kan Frank Jensen udlægges som selve definitionen i dansk politik på, at mindre kan gøre det. Statsminister og formand for Socialdemokraterne Helle Thorning-Schmidt afstår som bekendt fra at tale til Fælleden på arbejdernes internationale kampdag. Og Frank Jensen er den rette erstatning. Antaget for en kommis snarere end en brugsuddeler tabte han formandsvalget til Helle Thorning-Schmidt om at bestyre den socialdemokratiske butik i 2005. Jensen trak sig ud af politik.

Men Frank genopstod. Ifølge den officielle forklaring på grund af ukuelighed og stor politisk integritet. Ifølge den uofficielle forklaring fordi Christine Antorini ikke ville være overborgmester i København.

Man kan næsten se en buste af Frank Jensen for sig et sted ude i fremtiden, hvorpå der på soklen står: »Frank Jensen, overborgmester i København fra 2009-17 – vi havde ikke andre.«

Og hvorfor så denne respektløse omtale af manden i hovedstadens øverste embede?

Mest fordi embedet, overborgmesterposten, i sig selv ikke har krav på respekt. Spillereglerne i kommunalpolitik er komplicerede. I visse tilfælde kontraproduktive. I København og resten af landets større byer er styret deprimerende indeffektivt, men umuligt at ændre. Faktisk i en grad, så regeringen, der ellers frygtløst og stoisk går enhver undergang knejsende i møde, i den forgangne uge bøjede nakken og beklagede, at det ikke kan lade sig gøre at effektivisere styreformen i landets fire største byer.

Som det retteligt blev konkluderet i dagbladet Politikens leder: »Det virkelig pinlige er, at en regering, der slår sig op på modet til at udvise sparsommelighed og kræver ofre af alt fra skolelærere til studerende, ikke turde spare sine egne overflødige politikere og bureaukrater væk.«

Økonomi- og Indenrigsministeriet har vurderet, at der kan spares 250 millioner kroner årligt ved at effektivisere styreformen i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Overadministration, hertugdømme-mentalitet på de enkelte borgmester-områder og et kafkask bureaukrati præger byernes ledelse og sagsgange.

Det er naturligvis ikke det samme som, at Frank Jensen personligt har gjort det skidt som overborgmester. Han har bare heller ikke rigtig gjort det godt. Hans kampagne i 2009 havde to hovedpunkter: København skal have pasningsgaranti, og forældre skal højst bruge et kvarter på at cykle deres børn i daginstitution. Man kan som bekendt nå langt på en cykel på et kvarter. Men stadig ikke langt nok, viste det sig, hvis man overhovedet har en institution at cykle til. Frank Jensen ville dertil gøre op med bandekriminaliteten. Hvilket … nåh, ja, lad os ikke fortabe os i detaljer.

Overordnet går det dog glimrende i hovedstaden. Den vokser. Bliver rigere og rigere. Større og større. Det har vist bare ikke noget med Frank at gøre. Eller rettere: Vi ved det ikke. Det står ikke til at udrede, hvem der politisk gør sig fortjent til hvad i en by som København. Som Niels Krause Kjær skrev på sin Berlingske-blog om den kommunale styreform på et tidspunkt:

»Det nytter heller ikke noget, at alle fortsat deles om magten i de større byer ved, at også oppositionen har ret til at være borgmestre eller rådmænd. Det ville svare til, at Lars Løkke Rasmussen blev indenrigsminister i en Helle Thorning-regering og Lars Barfoed fik lov til at være udkantsminister. Det gør det for det første uklart, hvem der har magten, og hvem der er i opposition. For det andet får det ofte borgmestre og rådmænd fra oppositionspartierne til at bruge egen forvaltning som oppositionel sekretariatsfunktion for at kunne matche den reelle borgmester. «

Men Frank Jensen taler 1. maj. Frank har også planer, der kan løfte stemningen i Fælledparken. Eksempelvis går han i sin nye overborgmesterkampagne op til kommunalvalget i efteråret ind for fri hash. Han går også ind for forbud mod købesex. Samt formentlig et par andre ting, hvis gennemførelse overborgmesteren heller ikke har indflydelse på.  

Indleder han ikke med at råbe »kammerater«, bliver det måske snarere et vennesælt, dunblødt »kære københavnere«. Nøjagtig som Ritt Bjerregaard gjorde i 2005, da hun var overborgmester. Hun brugte en stor del af sin tale på at love 5.000 boliger til 5.000 kroner om måneden til de fremmødte københavnere på arbejdernes internationale kampdag.

Det er så måske her, man ikke undgår – omend det er nok så meget en kliché – at bringe Karl Marx på banen med et citat:  »Historien gentager sig. Først som tragedie, derpå som farce.«

Samtidig har Folketinget fået reduceret sin politiske opposition til blot et enkelt parti.

Historien om reformerne er den samme som med alle andre reformer vedtaget af den siddende regering. De er slag i den store standende krig mod den offentlige sektor. En krig, hvor den offentlige sektorisme, om man vil, i årtier har haft overhånden.

Den offentlige sektor blev under den forrige regering ligefrem fundet så frygtindgydende og intimiderende, at VK-regeringens kassemester, Claus Hjort Frederiksen fra Venstre, har udtrykt beundring for modet, hvormed den nye regering med hævet kårde går ufortrødent frem gennem krydsild og krudtrøg imod dens flanker. Underforstået, at Hjort ville aldrig have turdet gå frem mod eksempelvis skolelærerne.

SRSF-regeringens enkeltpartier taber da også stemmer hurtigere, end hvis de forsøgte at skabe lydhørhed blandt deres kernevælgere ved at trække neglene ned over en tavle.

Eller som en læser, Helge Ebbe Nørager, skrev den anden dag på en blog af overtegnede, der søgte at fremhæve statsministeren Helle Thornings-Schmidts politiske kvalitet og troværdighed i modsætning til arbejderbevægelsens:

“I øvrigt burde jeg skrive stakkels os alle, med den regering som i følge deres eget pral, er gået reform amok. Reform amok, smag lige på ordet, amok er normalt noget, som jeg forbinder med mennesker, der er helt ude af kontrol og har mistet enhver mulighed for at forstå øjeblikket, men handler voldeligt og uden omtanke. Derfor er ordet vist meget rigtigt valgt, denne regering er gået amok.”

Udlægningen dækker den politiske opposition i Danmark for tiden. Folket er “stakkels”, og regeringen er “voldelig” og er gået “amok”.

Uomgængeligt er det, at S og SF er løbet fra at genoprette den sociale kontrakt, offentlige sektor-tilhængerne hævdede blev brudt af den borgerlige regering. Trods VK-regeringens forøgelse af udgifter til netop den offentlige sektor med 20 procent over ti år. En genopretning, partierne faktisk havde lovet.

Interessant er det imidlertid, at med dagens kontanthjælps- og SU-reformer står alle partier på nær et enkelt samlet i lige netop denne offensiv, i den ellers store krig mod den offentlig sektor. Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative er med regeringen i slaget. Kun Enhedslisten er imod. Hvilket får chefredaktør Anne Knudsen til i dagens leder i Weekendavisen at bemærke, at en stor del af den landflygtige vælgeskareskare fra SRSF-land søger ly i Enhedslisten:

“Og det er ganske tydeligt, at Enhedslisten er det eneste af samtlige partier i kongeriget, der for tiden går ind for uhæmmet offentlig vækst, flere offentligt ansatte, højere løn til offentligt ansatte, flere offentlige ydelser og markant højere skatte til at finansiere det. Og hvis ens interesser ligger der, kan man åbenbart forlige sig med partiets øvrige verdensbillede.”

At et betydeligt opgør med den offentlige sektor har haft  svært ved at finde fæste har altid haft en enkel forklaring. Langt over halvdelen af vælgerskaren har hele eller dele af deres indkomst fra det offentlige via overførselsindkomster eller direkte ansættelse. Det har de seneste årtier heddet sig, at i 70erne og 80erne blev skillelinjen for at opnå vægtig tilslutning til et opgør med den offentlige sektor passeret. Udmøntet i vendingen “Vi er alle socialdemokrater.” Underforstået; også de, der helst vil være noget andet. Det har i årtier heddet sig, at partier, der ville nedskære velfærdsstaten, ville blive smidt på porten af et flertal af vælgerne. Der har således altid været flest politiske point i at ville bevare den og øge den.

Det er langt fra sikkert, at SRSF-regeringen på længere sigt lykkes med at begrænse endsige tæmme størrelsen. Det vil sige vinde mere end enkelte slag. Men regeringen er tydeligvis villig til at dø med draget kårde i sit opgør med den offentlige sektor. Modsat VK-regeringen, der iført paryk og pudder trak sig bukkende tilbage over for den.

Reglen om politik med og mod offentlige sektor holder måske endnu. Måske ikke. Kun et kommende valg kan give svaret.  Er det tilfældet, skifter magten naturligvis over til oppositionen. Og den er, som nævnt, nu ene og alene udgjort af Enhedslisten.

Den socialdemokratiske formand har valgt at tale til kammeraterne i Jylland i stedet. Hvilket Ekstra Bladets politiske analytiker, Hans Engell, tirsdag analyserede på følgende facon:

“Jylland er mere oplagt for Helle Thorning, fordi jyderne ganske vist kan være tvære og besværlige. Men de sidder mere og surmuler stille.”

Formentlig sandt nok. Selvom statsministeren også i hovedlandet kan blive overrasket. Tro mig.

Foreløbig har vi i medierne kun beskæftiget os med den fyndige vinkel på historien. Den, der handler om, hvor upopulær Socialdemokraterne og partiets leder er for tiden, og hvis hun vil undgå at skulle kaste sig flyverskjul for diverse fødevarer kastet af sultens slavehær, er det nok også bedst at holde sig fra Arh’baj’dar bevægelsens ultras i hovedstaden.

Ergo: Helle Thorning-Schmidt har et problem med sin legitimitet i denne forbindelse.

Personligt vil jeg imidlertid gerne påpege følgende: Helle Thorning-Schmidts legitimitetsproblem er i omfang for intet at regne mod det, Arbejderbevægelsen, 1. maj dyrkerne og solidaritetsforvalterne efterhånden selv ligger inde med. En ting er, at sultens slavehær for længst er bespist. Enhver taler i Fælledparken gjalder i parantes bemærket ud mellem boder med “Rulle-kebab”, “Flying Pizza” og “Thai-biksen”. Men noget andet og langt mere grundlæggende er, at 1. maj som arbejdernes internationale kampdag i dansk sammenhæng i dag er en så falsk en forestilling, at selv ikke dens traditionelt nærmeste husvenner længere kan forsvare at stille sig op og skåltale i dens favør.

Grunden hertil er enkel.

Hvad der i det 19. og 20. århundrede blev kæmpet for – blandt andet gennem forsamlinger 1. maj i Fælledparken i København – er siden opnået med en succesrate, der ikke alene fik en LO-formand til for flere årtier siden at konstatere, at der var “sejret ad helvede til”, men også er blevet det egentlige problem og den egentlige fjende i dag. Solidaritets-, rettigheds- og velfærdskampen blev med dannelsen af sin overordnede forsyningscentral, velfærdsstaten,  et monster, der begyndte at ernære sig af sine egne lemmer. Der er konstant vokset nye “universelle” rettigheder på ryggen af de gamle, som blev erhvervet og kroppen på dyret har antaget et omfang, hvor de forstandige mener, det er på tide at holde op med at fodre, før det går irreversibelt ud over blodtilstrømningen til hjernen.

Faktisk har den politiske hovedøvelse i Danmark længe bestået i nødvendigheden at gøre det modsatte af, hvad der traditionelt brandtales om 1. maj. Hvilket er, hvad finansminister Bjarne Corydon mener, når han tale om “den nødvendige politik.” Nødvendigheden skal netop stilles i modsætning til den ønskede politik. Ikke alene er der økonomisk krise. Velfærdsstaten er blevet så vanskelig at opretholde, at vægten af den må lettes, så ikke alt i Danmark og alle danskere trækkes ned. Og kommende generationer med. Det er den nye solidaritet.  Det er forpligtelsen over for fællesskabet i dag, som er vanskeligt at få til at rime på et rødt flags smælden. Det er blevet Socialdemokraternes lod at føre kniven over for den velfærdsstat, de om nogen skabte. Ikke populært for et parti, der i annalerne tilskrives at være garant for lighed, solidaritet, og at de bredeste skuldre skal bære de største byrder.

Som Politikens satiriske bagsidespalte ATS på et tidspunkt skrev i en tekst på melodien til »Når jeg ser et rødt flag smælde« :

Jeg har læst om fløjes striden/ imod fortids fjerne mål/ Jeg har set Nyrup falde og siden/ også Mogens i det sorte hul/ Men nu banker vi hul på betonen/ For med Helle er fortiden glemt / Hendes taske den favner hele verden/ For i den ligger fremtiden gemt.

Teksten var i sin tid ment som et overdrev, som en satire, men dens udlægning er i dag et fyldestgørende referat samt udlægning af den politiske realitet. Helle Thorning-Schmidt fik formandsposten for Socialdemokraterne samtidig med, at partiets røde revolutionsfarve skiftede til noget, der lignede bourgogne til 150 kroner flasken. Den slags går selvsagt ikke upåagtet hen. I dag er det gamle arbejderparti blevet et sted, hvor det nye, moderne nydelsesmenneske, der ikke lader sig tynge mere af gælden til fortidens kæmper end højst nødvendigt, kan slå sig ned med sin livsstil. Med en statsministerpost lever Helle Thorning-Schmidt op til sin placering af partiet »i midten« og til at være alt det, Socialdemokraterne ikke har været længe: Fuld af handlekraft, lækkert hår og designertaske.

Men opgøret med 1. maj tænkningen begyndte længe før, Helle Thorning-Schmidt kom til. Hun var blot en af de første socialdemokratiske formænd til at tale velfærdsstatens universelle rettighedsskrue midt imod fra netop talerstolen i Fælledparken. Thorning-Schmidt sagde det faktisk klart i sin 1. maj tale 2010: »Vi har hver især et ansvar for, at økonomien hænger sammen. Vores fællesskab er ikke stærkere, end vi selv gør det til. Personligt ansvar har aldrig været vigtigere.«  Og sidste år stod hun endda samme sted og talte om nødvendigheden af »bide tænderne sammen« og: »Vi skal forvente mindre, end vi  plejer, og forlange mere af hinanden.«

Det er ikke Helle Thorning-Schmidt, der er falsk.

Den mest udbredte analyse blandt politiske kommentatorer er, at S og SFs historisk lave opinionstal skyldes, at de straffes af vælgerne for at føre »blå« politik. Hvorfor de nu bortvendte vælgere vandrer til netop det blå Venstre, har de selvsamme kommentatorer vanskeligt ved at forklare. Socialdemokraternes 140-årige politiske kontrakt med 1. maj tænkningen og -traditionen er i opløsning.

Afviklingen af denne forbindelse var i gang fra det sekund, »projekt velfærdsstat« blev lanceret. Flig for flig, hjørne for hjørne har skiftende regeringer – lige siden folkepensionens indførelse som alles ret i 60erne – filet, barberet og skåret stadigt større stykker af modellen. Med Anders Fogh Rasmussens regering som den ringeste i nyere tid, og Helle Thorning-Schmidts som den bedste. For alt imens velfærdsudgifterne er eksploderet, er principperne bag disse langsomt eroderet. Spørgsmålet er, om der er så meget nyt at hidse sig op over, som professor Jørn Henrik Petersen, Syddansk Universitet påpegede i Berlingske sidste år:

»Vi har været og er igennem en grundlæggende omkalfatring af det, vi grundlæggende forstår ved velfærdssamfundet. En lang række af de knæsatte principper har været under nedbrydning de sidste mange år. Det princip, som den klassiske velfærdsstat havde i 60erne – at man kunne få noget for ingenting – er blevet erstattet af princippet, at man skal yde for at nyde. Men i det store billede er der ikke noget nyt under solen – det er en gradvis ændring.”

Jeg vil gerne komme Socialdemokraterne og Helle Thorning-Schmidt til undsætning, når de i disse år klandres for at demontere velfærden. Ligeledes vil jeg gerne bifalde, at den socialdemokratiske formand undgår at stå foran “den internationale arbejdskamp” største forsamling. En forsamling, der forlanger fortiden tilbage, nutiden slettet og fremtiden lagt i ruiner.

Man kan sammenligne ansvarlighed, vilje og mod i den politiske kamp i Danmark i dag. 1. maj bevægelsen og Helle Thorning-Schmidt i mellem. Falder den ikke uforbeholdent ud til statsministerens fordel?

Hvilket dybest set er otte ord. Men han havde sit “det er fandme uhyggeligt blik” på, hvorfor jeg undlod at komme med indvendinger. Det viste sig, at han stiv af skræk havde stavet sig igennem dagbladet Information, der torsdag stillede det ellers forholdsvis udramatiske – i disse tider måske ligefrem forventelige – spørgsmål: “Bliver Slovenien det sjette EU-land, der skal have en økonomisk redningskrans?”

På Information har man aldrig lært, at man ikke må spørge læseren om noget i overskrifter. Læseren har jo en naturlig forventning om, at forholdet mellem hende og avisen er, at en avis har svar, læseren har spørgsmålene. Men der er måske i Informations fald en undtagelse. Blot en tanke.

Men uhyggelig læsning var det. “Slovenien står over for en alvorlig bankkrise, fremkaldt af overdreven risikotagning, svag ledelse af de statsejede banker og for lidt effektive overvågningsværktøjer,” refereres en OECD rapport om landet i artiklen. Hvilket oversat fra OECD til dansk betyder: “Hvis I troede det stod skidt til med at feste for lånte penge, lade spekulanter løbe fra regninger og ældre borgere dandere den på tidlig tilbagetrækning i Spanien, og at alt dette måske også var lidt værre i Irland, Portugal eller Cypern samt nok værst i Grækenland, men dermed skulle alt skidt under gulvtæppet i den europæiske stadsestue så også være fejet op, ja, hvis I troede det, kære venner, så har vi et ord til jer her: “Slovenien”.

En belgisk storbank, der ejede 22 procent af aktierne i Sloveniens største bank, solgte i december hele sin post til den slovenske stat for 1 procent af den bogførte værdi. Hvilket svarer til, at Låsby Svendsen lykkes med at afhænde en tvivlsom ejendom til en vestjysk kommune for en krone, inden Svendsen har flere overvældende udgifter i forbindelse med ejendommen, eller den subsidiært idømmes nedrivning.

Vi ved det alle. Eller også burde vi vide det. Under alle omstændigheder bør vi som mindstemål interessere os en hel del mere for det end hidtil:

EU er ikke faldet ud, som vi havde håbet. Endda ikke som nogen som helst havde håbet. Formentlig heller ikke engang unionens argeste modstandere, der blot tager sig til hovedet og ryster opgivende på det, fordi ulykkerne er blevet for store til, at en eneste EU-modstander kan påberåbe sig at have forudset dem. Der findes blot et enkelt argument tilbage for, hvorfor EU er en god idé. Hvilket vi kan vende tilbage til. Alle andre gode grunde er pulveriseret, siden finanskrisen satte ind.

Der var engang, hvor EU lignede et væsen med en lys og lovende fremtid. Modsat en midaldrende kvinde havnet i en luksusfælde på randen af et nervøst sammenbrud som i dag. Ifølge visse historikere har der gennem tiden været 243 forsøg på at samle Europa. Næsten alle med krigsherrer som ideologer. Men i dette 244. tilfælde syntes der at ligge en kultur- og ikke mindst markedsstrategi bag, der kunne give mening. I hvert fald indtil selv syditalienske mafia-landsbyer i 90′erne begyndte at skilte med, at de er »en europæisk kommune«.

Men der var faktisk engang, hvor Den Europæiske Union lignede en attråværdig begivenhed.  Som var EU en eksklusiv koncert med moderne velfærd som hovednummeret. Og det gjaldt om at erklære sig som fan og få billetter hurtigst muligt, måske endda et backstage-pass, så man virkelig var sikret for fremtiden og ikke blev hægtet af udviklingen og det fremmeste fællesskab. Af denne koncert findes der i dag kun en hul verselinje og en flov node tilbage.

Som en skarp kollega – italiens-korrespondent og særligt Cosa Nostra-indsigtsfuld, ikke at forglemme – sagde til mig engang i midten af 90′erne: “Der findes vel kun to ting, der holder Europa sammen – frygt og penge.” Her knap 20 år efter er pengeargumentet tilsyneladende sluppet op. I hvert fald for de, der skal betale dem. Kun frygten er tilbageværende argument for, at EU uomgængeligt fortsat er en god idé.

De historiske ar kan aflæses for hver 40-50 kilometer igennem hele kontinentet, hvor man støder på den ene borg, fæstning eller museum for svundne krige mellem folkene og nationerne efter det andet. Hvilket minder om, at der findes værre, end at gå fallit.

Slovenien er et ord, som OECD har til os, hvis frygten skal blafre for fulde gardiner i 2013. Og Slovenien er ikke blandt de mest skræmmende ord. Vi taler om behov for en hjælpepakke på omkring tre mia. euro, ifølge Verdensbanken. Trods alt noget mindre end hjælpepakken på 172,6 mia. euro til Grækenland, 100 mia. euro til Spanien, 85 mia. euro til Irland, 78 mia. euro til Portugal og ti mia. euro til Cypern. Men som en analytiker fra en europæisk tænketank siger til Information: »Folk rejser spørgsmålet: ’Stopper dette aldrig? Hvad bliver det næste land?’ Vi kan nu være der, hvor den politiske grænse er nået, og hvor lande som de nævnte vil gøre alt for at gå andre veje end den hidtidige, hvis behovet for hjælp bliver formuleret. Husk på, man har både efter redningspakkerne til Grækenland og op til hjælpen til Cypern forsikret, at ’dette er sidste gang, nu kommer der ikke flere pakker’.”

Derfor er Slovenien blevet et uhyggeligt ord.

Er det så i orden?

Eller er det for lidt? Honorarne til X-Factor dommerne er ikke bekræftet af to af hinanden uafhængige kilder, skal jeg sige. Kun oplyst mig af en enkelt DR-kilde, der hævder, at sådan er det. X-Factors seertal taget i betragtning, burde det vel ret beset være mere? Men en ægte kommerciel kalkule lader sig ikke gennemføre – reklameblokindtægter plus sms-overskud minus stylister etc…Det er Danmarks Radio, vi taler om. Public Service, I ved!

Fredag er der X-Factor finale direkte fra “Boxen” i Herning. Den sjette finale i showet. Den syvende følger næste år i en såkaldt musikkonkurrence, der i seertalssucces er omvendt proportional med dens evne til at fuldføre sit angivelige mål: At skabe popstjerner. Hvorfor vi må konkludere, at X-Factor skaber noget andet. Hvilket er det eneste virkeligt interessante ved showet.

Og hvad er det så?

Blachman taler som bekendt om, at vi er vidne til skabelsen af ægte kunst. Ganske vist kun i “små i øjeblikke”. Dummere er han ikke. Ellers siger dommerne ting som: “Du er netop, hvad Danmark mangler”, “Du er en stjerne”, “Du bliver til noget stort en dag”. Hvilket lige som Blachmans kunst-udsagn alt sammen er løgn. Men som jeg har fremført i en tidligere blog, så er løgnen legen i X Factor. Forestillingen er, at her fødes morgendagens performer, døbt af Danmarks Radio, tilbedt af folket og med tre vise dommere som gavegivere. Det er blot ikke en del af den faktuelle verden.

Det er fiktion.

Virkelighedens stjerner er ikke bare sjældne. De kravler oftest også frem i karrieresporet med en hastighed, der ikke egner sig til TV-underholdning. Det er en del af det altafgørende vandmærke, der hedder kunstnerisk integritet. Man er sig selv. Man er ikke, hvad andre ønsker, man skal være. Man er en original. Ikke en kopi. Og hvad er mere selvmodsigende end X-Factor dommere, der fortæller en deltager, at hun er unik, netop når hun har optrådt med et kopinummer?

Er man en original, har man noget originalt at byde på, så bør man løbe skrigende bort fra X-Factor som en blottet, blodspændt jomfru fra Grev Draculas slot. X-Factor kan suge alt liv og håb ud af enhver lovende sanger. Nøjagtig som X-Factor har gjort det med alle hidtidige deltagere, og alle sangdyster i øvrigt gjorde det med sine deltagere før X-Factor.  “Popstars”, “Idols”, “Stjerne for en aften”, “Voice” –  alle har de haft gode seertal. Ingen af dem har imidlertid haft en stjerne at bryste sig af.

Martin, Linda, Mohamed, Thomas, Sarah, Ida er alle i dag enten fyret fra pladeselskabet, der tegner en kontrakt med hvert års vinder, hvorpå disse “vindere” bakser videre uden udsigt til gennembrud eller står over for at ende et helt andet sted. Som Sarah, der efter debutalbummet tog arbejde i Build A Bear. Kontrakten giver ret til at udgive den første plade. Men åbenbart også til at afvise at skære flere skiver, når X Factor fabrikken har klemt en friskere pølse ud.

Eller som direktør for Copenhagen Records, Jakob Sørensen, skrev i Politiken i 2010 med udgangspunkt i, at en X Factor dommer udtalte, at vinder man X Factor, “har man en karriere”. Hertil anførte direktøren:

“Ved “karriere” forstår man normalt noget, man kan leve af, og som man beskæftiger sig med i flere år. Da X Factor er en sangdyst, så må man antage, at der menes, at vinderen får en sangkarriere. Det er jo beviseligt forkert. X Factor kan, i bedste fald, give vinderen en kort tur i rutsjebanen sammen med de rigtige musikere og kunstnere i det her land. En tur, hvor de får sig et par store oplevelser, før de bliver sat af igen, og pladsen gives videre til en ny vinder.”

Men hvis ikke det er morgendagens stjerne, X-Factor skaber, hvad er det så? Hvis ikke X-Factor er en musikkonkurrence, hvad er det så? En tidligere deltager benævnte det på et tidspunkt som ren “fredagslik”. Sødt, fyldt med farve, sukker, tomme kalorier og dertil kvalmende i for store mængder. Når det er indtaget ,krølles posen og smides ud.

Et andet bud er, at den virkelige konkurrence er dommernes. Den virkelige attraktion er dommerne. De virkelige stjerner, der skabes i X-Factor, er dommerne. Og det virkeligt interessante ved X-Factor er følgelig, at halvanden million seere køber en myte om at bevidne fødslen af en stjerne, udlevelsen af en drøm, fordi vi er med, når guderne skændes om, hvilken af aspiranterne, der er den udvalgte. Og vi bevidner, at når guderne straffer folk, lader de deres største ønsker gå i opfyldelse.

Vi ved det godt alle sammen efter seks sæsoner. Deltagerne i X-Factor får i sidste ende ingenting. Men får dommerne for lidt? Og hvad med den ulige fordeling? Er Corr klar over den? Er Blachman? Og er Anne Linnets agent så meget bedre til at forhandle? Jeg synes, man næste sæson skal udvide sms-afstemningen i finalen til også at være om dommerne. Måske kan de endda lade den være en afstemning udelukkende om dommerne?

Eller er det bare en sæson for meget?