“Fucking træt af Muhammedtegningerne”

Af Mads Kastrup 66

Sad mandag med Flemming Rose på Jazzhus Montmartre. I et sceneinterview for Publicistklubben.

Rose er en mand, der på snart tiende år sagligt og imødekommende redegør for ”alt det der med tegningerne”,  som en forbipasserende ude på St. Regnegade udbrød til sin ledsager. Han havde netop fået oplyst anledningen til det massive, maskingeværbevæbnede politiopbud ved Montmartre i anledning af arrangementet.

På hjemvejen kunne jeg ikke vriste mig fri af denne bemærkning; ”alt det der med tegningerne”. Dens skuldertræk, dens åh-Gud-ikke-det-der-Muhammed-noget-igen.

Nogle dage tilbage skrev en ven følgende på Facebook: ”Jeg er fucking træt af Muhammedtegningerne”. Hvorefter han fik en ordentlig bunke likes. Mange kom tillige med skulderklapbemærkninger som ”spot on”, ”so true” og ”me too”. Der synes i et bestemt segment af befolkningen at være en opfattelse af, at engelske udtryk forlener deres holdninger med vid.  Eller muligvis håber de bare, at engelsk dækker over, at man ikke lige har sat sig ind i skidtet og bekvemt slører, at man ridser sine initialer i de sociale mediers aller øverste overflade.

Det har man naturligvis lov til. Både at gøre samt mene. Faktisk er vi alle trætte af Muhammedtegningerne, hvis vi skal være ærlige.

Demokrati kan desværre være trættende. Faktisk besværligt. Endda fuldstændig utidig i sin fordring om fuld opmærksomhed, når det er under angreb. Hvorfor det måske også er nemt at forfalde til benægtelse. Hvorfor det er fristende at lade som om, der ikke er noget problem, og alt er godt. Hvis bare man ville holde op med at ”voksenmobbe” ellers fredelige muslimer, som klummeskriver i Berlingske, teaterdirektør Jon Stephensen, eksempelvis har høstet stor succes med at hævde.  Stephensen har netop fulgt op i en klumme med overskriften ”Skrevet med angst II”: ”Ikke på noget tidspunkt siden Jyllands-Posten for snart ti år siden trykte de ti satiriske tegninger af profeten Muhammed, har det handlet om kampen for ytringsfrihed. Angsten for at miste vores frihed til at ytre os, nej, den har jo aldrig været reelt truet. Nej, der har hele tiden været en skjult fælles agenda. Det har handlet om kampen mod indvandring – om indvandring af folk af ikke-vestlig oprindelse, herunder især muslimer.”

For det første var der 12 tegninger, ikke ti. For det andet blev de trykt for at teste selvcensur. For det tredje: Sig til Flemming Rose, at ytringsfriheden ikke er truet. Eller til PET. Eller sig det til Jyllands-Posten, der har fået afværget seks terrorangreb mod sig, og som ikke turde bringe Charlie Hebdos tegninger, fordi ”Vold virker”, som det hed i overskriften på lederen dagen efter det islamistiske terrorangreb i Paris. Eller sig det til de efterladte til tegnerne på Charlie Hebdo. Eller sig det til Kurt Westergaard, der blev angrebet med en økse for at tegne profeten. Sig eksempelvis: ’Kurt, din voksenmobber, nu holder du altså op med (og lad os bruge Stephensens egne ord): “at grave grøfter, skabe splittelse og utryghed, frem for at opnå en større tillid og fællesskab mellem os, der bor her.”

Der er i øjeblikket mange, der i søgen efter en forklaring på ”alt det der med tegningerne” først og fremmest har fundet frem til Flemming Rose, Jyllands-Posten, Charlie Hebdo, Kurt Westergaard, Lars Vilks. Sidstnævnte”er bare ufed”, som en begrundelse i øvrigt lød under status’en ”Jeg er fucking træt af Muhammedtegningerne”. Hvilket naturligvis mere vidnede om afsenderens manglende indsigt i, hvad det hele handler om, end om Vilks ditto i kunst.

Faktisk er en hel del af Stephensens arketype piblet frem siden den 15. februar, hvor Omar el-Hussein angreb ytringsfrihedsmødet i Krudttønden og synagogen i Krystalgade og dræbte to danskere. Det mest mageløse ved disses udsagn er, at de ofte er vanskelige at skelne fra islamisters. Fjerner man Carstens Jensens navn fra en kronik og Hizb ut Tahrirs fra en pressemeddelelse, er det enslydende ræsonnement forbløffende. Tager man Birthe Rønn Hornbechs indlæg i debatten og slår det op som plakat i Omar El-Husseins kvarter, vil hans støtter nikke anerkendende ved læsningen af den: ”Ja, netop, det er jo det vi altid har sagt: ’Hvorfor håne en hel religions udøvere.’” Og vender og drejer man professor Ole Thyssens debatindlæg om Omar som forvildet ungdommeligt tilfælde snarere end terrorist,  opdager man, at det var ud fra samme tænkning, at en ung muslim skrev ”Je suis Omar” på facebook efter terroren i København. Hvilket jeg skrev om her for nogle uger siden.

Og Jon Stephensen, eksempelvis, er ikke engang bare ”træt” af det hele. Læg vel mærke til det. Manden er “gal”: ”Jeg bliver så gal – faktisk rasende. Ikke over at en håndfuld unge bifaldt deres ven og drabsmanden Omars frygtelige udåd. Det og dem foragter jeg også. Nej, det er det, de andre gør, der gør mig rasende,” skriver han.

Hermed lader teaterdirektøren vel ikke meget tilbage til fundamentalisterne i sekterisk tænkning?

Det er under alle omstændigheder en mere og mere udbredt årsagsforklaring, kan man konstatere. Den kan vel koges ned til noget i retning af: ‘Ja, det er for dårligt, at de slår jer ihjel for at tegne, men skulle I så ikke bare lade være? Det var jo jer, der begyndte med at være onde, ikke – med jeres grimme, ufede tegninger?’

Vi er formentlig alle ”fucking træt af Muhammedtegningerne”. Jeg spurgte ham ganske vist ikke, men jeg er ret sikker på, at Flemming Rose, som i sin tid fik dem udarbejdet og skrev ledsagetekst til, aspirerer kraftigt til at være aller mest ”fucking træt af Muhammedtegningerne”. Men Rose er ikke givet et valg. Og han ved alt om det. Rose har i snart ti år været klar over, at den slags ikke har nogen relevans. Om han selv måtte være ”gal” eller ”rasende” – gæt selv – har i øvrigt heller ikke nogen relevans. Lige som det ikke gælder, om Flemming Rose eller andre af de af Stephensen udpegede ”skyldige” skulle føle sig krænkede over ikke at kunne udøve deres grundlovssikrede rettigheder uden at sætte livet på spil.

Det eneste sted, det er afgørende, om nogen er ”fucking træt af Muhammedtegningerne”, er blandt profetens mest fanatiske tilhængere. Den dag, de heller ikke orker dem længere, kan de 10-12 tungt bevæbnede betjente, der stod i St. Regnegade, de tre-fire PET-folk og Flemming Rose samt alle de andre, der åbenbart gør flere og flere kulturkristne danskere ”trætte” eller ”rasende” lave noget andet. Hvilket jeg er ret sikker på, at de gerne vil.

Flemming Rose mente i øvrigt, at efter Omar El-husseins angreb den 15. februar kunne ingen danskere længere være i tvivl om alvoren. Alle bør nu kunne se, at islamisters krænkelseshævd og voldelige selvretfærdighed er virkelig. Det er med andre ord ikke noget Flemming Rose eller andre gør eller har gjort. Det handler faktisk ikke om tegningerne. Det har det grundlæggende aldrig gjort.

 

66 kommentarer RSS

  1. Af Rikke Nielsen

    -

    T. Sørensen, det er kun de mest ekstreme, der ligefrem taler om borgerkrig i forbindelse med meningsudveksling – almindelige mennesker regner med det er ok at have en personlig holdning.

  2. Af Hans Hansen

    -

    Islam bliver kritiseret indtil salafister og øvrige islamister er ude af landet Michael Rand. Det kan ikke være anderledes. Muhammedtegninger har kun vist sig anvendeligt til at trænge igennem muslimsk tågesnak, ved at få dem til at vise dem til at vise deres sande ansigt.

    Det er ikke forbudt for nogen som helst at tegne muhammed, ikke engang for muslimerne selv, og da slet ikke for alle andre. Ikke-muslimer har ingen forpligtelser overhovedet overfor nogen som helst opfattelser af islam.

    At islamister forsøger at påtvinge andres deres religiøse fanatiske selvopfattelse, og at en flok danske tåber hopper i med begge ben, slipper man ikke afsted med. Hån, spot og latterliggørelse bliver en gentagelse af selv samme der gjorde kristendommen politisk acceptabel.

    Det videre forløb bliver ikke kønnere hvis politikerne ikke fixer deres fejltagelser. Sådan er politik nu engang en beskidt affære uanset om talen er diplomatisk. De værste rygstikkere og løgnhalse er iøvrigt diplomatiske. Se f.eks Morten Bødskov. Ham har socialdemokrater sluppet ud af buret igen.

  3. Af Henrik Knage

    -

    Det kan godt være Flemming Rose mener det handler om alt andet, end tegningerne; men det er efter min mening li´så bizar konklusion på et problem, som når Joachim B. Olsen nægter, at anerkende eksistensen af fattigdom i Danmark.

    Men alt ialt en fremragende måde, at stoppe enhver diskussion, samt evne og eller vilje – til at høre hvad andre siger – end en selv.

    Det handler netop og primært om de “fucking” tegninger – det handler også om “fucking” frihed, enten man kan li´det eller ej.

  4. Af Hans Hansen

    -

    Selvfølgelig handler det om netop alt andet end tegningerne Knage. Tegningerne er bare symbolik. Symboler på politisk islam, terroristisk islam, og hvad det vil få af konsekvenser hvis man tillod sharia, kalifat og salafisme.

    Siden hvornår er en tegning blevet andet end symbolik? Et billede af en pibe er ikke en pibe Knage.

  5. Af Klaus Jensen

    -

    Forslag til Mads Kastrup og ligesindede.
    Jeg kan forstå, at MK er skuffet over at terrorfrygten og vores kamp for den forvrængede ytringsfrihed, ikke er større.
    Jeg har derfor et forslag til, hvordan vi kan få rettet op på det.
    Inviter nogen af de livslede danskere med stort dødsønske til et redaktionsmøde på din avis og iklæd dem journalist dress-code. Dernæst inviter to fra samme livslede gruppe til at iføre sig terroristudstyr med maskinpistoler og sort maskering. Giv dem tidspunkt og sted for mødet, for at de kan meje alle deltagerne ned. Selvfølgelig med den garanti, at de selv bliver skudt bagefter. En helt klar win-win situation for de implicerede og langt mere spændende, end bare at sove bedøvet ind på et hospice. Effekten hos os andre skulle være. Terror på forsiden af landets aviser, endda sågar helt ovre hos “Armyrica’s” cowboy junkies. Med stort oplagstal herhjemme og fornyet forsvar af vores højt besungne ytringsfrihed. Hvad venter vi på!!! Det kan kun gå godt og vi kan sikkert søge om EU-støtte til projektet. Og præstesøsteren Lilleør, ville igen føle sig kaldet til at huske os på Gud og mane Fanden og og hans pumpestok frem i “Denne svære tid”.

    For jeg skal gerne indrømme, at det igen er blevet røvkedeligt at færdes i Kbh. Det er ikke meget glæde man har af sin skudsikre vest, da det jo ikke ligefrem er kugler der pifter om ørerne på én. Der sker ikke en daddel. “Rien” som de vil sige nede hos Charlie Bum-Bum. I det mindste kan man glæde sig over, at Politiet nu får mulighed for at holde noget velfortjent ferie.

    Honnør til alle jer, der ikke lader sig rive med af terror-sangen.

  6. Af Kent Andersen

    -

    Kære Mads Kastrup:

    Ligesom alle andre journalister “glemmer” du vidst – i noget der vel (desværre) efterhånden kun kan betragtes som en “narcissistisk journalistrus” – at forklare hvorfor følgende ligning (tilsyneladende underforstået) holder:

    “Et angreb/nogle trusler imod nogle danske journalister for at latterliggøre muslimer”
    =
    “En generel samfundstrussel imod ytringsfriheden i Danmark”

    Hvor er truslerne mod journalister der skriver om NOGET ANDET end Islam??? Nej vel. Så det vi taler om er vidst “trusler mod journalister der gør grin med islam”. Ikke at dette skal accepteres, men jeg tror for at sige det midt, at man kunne forestille sig større trusler mod ytringsfriheden end dette…

    Mao. hvordan var det nu lige vi kom fra “nogle trusler/angreb mod nogle journalister/tegnere” til “den største trussel mod menneskeheden siden dinosaurerne blev udrydet for 65 milliioner år siden”???

    At Mads Kastrup ikke rigtigt får svaret på disse spørgsmål gør desværre dette indlæg til en noget tynd kop the for mig.

    Det er ikke svært at komme frem til en teori: Ytringsfriheden er selve essensen for medierne, og for journalisters arbejde. Derfor er det vel ikke overraskende, at journalisterne lukker ned for alt andet, når der kommer blot den mindste antyding af en begrænsning af ytringsfriheden. Så bliver alle landets andre problemer forholdsvis meget, meget, meget små – ihvertfald set igennem en journalists øjne. Vupti!!! Der er jo ikke andre end journalister med til redaktionsmøderne!!! Derfor ikke overraskende, når nu det er journalisterne har magten til at bestemme, hvad der skal optage danskerne, og hvad danskerne skal læse/se i medierne. Ikke overraskende, men MEGET bekymrende for mig. Ja man kan vel nærmest kalde det et “ytringsfrihedsproblem”.

    Så undskyld – men jeg tillader mig at sige “get me out of here”, og skifte over til en anden (udenlandsk) nyhedskanal, når der kommer ENDNU et muhammedtegning/ytringsfrihedsprogram. Hvis der nu bare havde været noget nyt i disse programmer, jeg kunne reflektere over. Men nej: Det er de samme pointer, og de samme diskussioner, der har kørt i vel snart 10 år igen og igen og igen. Såvidt jeg kan se er der heller ikke noget nyt i dette indlæg – pointen er vidst bare at fortælle os, at det bliver det samme igen i de næste 10 år. Hvad med istedet at bringe nogle genudsendelser for at spare nogle penge? Ja det er jo de samme mennesker der fører disse indholdsmæssigt identiske “debatter”, så mon ikke genudsendelserne automatisk kommer, når disse mennesker ikke længere går rundt på jorden.

  7. Af Henrik Knage

    -

    Så sandt som det er skrevet; at Danmark er angrebet af samme virus, der bedst lader sig beskrive i en metafor.

    Der smides en kamsteg i ovnen, hvorefter det forventes, at den for det 1. steger sig selv, for det 2. serverer sig selv.

    Erfaringen fortæller mig, at der mangler 2 tredjedele, dels i politik, dels i journalistik, for at pengene passer…

  8. Af Martin Nielsen

    -

    JØRGEN F. – 14. MARTS 2015 9:49

    Interessant indlæg, men man savner nogle links eller verbale henvisninger til kilderne.

    Indtil nu er jeg selv sprunget artiklerne om Ferguson over, fordi det lyser ud af overskrifterne, at der er noget, som ikke kommer frem.

    Vi skal nok heller ikke regne med en oplysende kommentar fra den amerikanske ambassadør i Danmark, dertil har han alt for travlt med at kritisere splinter i danske øjne.

  9. Af Henrik Knage

    -

    Nu kan jeg jeg sagtens sidde her i Danmark, med alle mine tallenter og synes de forfærdelige gruppevoldtægter der foregår i Indien er meget værre end nogle tegninger, og samtidig påstå det ikke er voldtægterne der er et problem, men derimod indiske mænds syn på kvinder, som vejer tungest.

    Alt dette og mere til får ikke tegningerne til af forsvinde, og fortæller for så vidt heller ikke noget om, om det mere handler om ytringsfrihed – når alle og enhver har kunnet se, at det handlede om tegningerne.

    Hvis det skal til at handle om noget andet, end det som har provokeret muslimerne – er man jo på en eller anden måde nød til at overbevise dem om det, for at påstanden holder vand…

  10. Af Henrik Knage

    -

    Nu er Søren Pind blevet ridder i Frankrig – kan han så ikke ride til Frankrig med det samme ?

    Næsten ligeså grotesk som hvis Birthe Rønn Hornbech stillede op som Kirsten Giftekniv i “Figaros Bryllup”, eller “Barberen I Persillen” – på Det Kongelige Teater i København.

    Men det har aldrig været, og bør heller ikke være den almindelige borgers pligt, eller ansvar, at drage ud i Verden som en mellemting mellem en tryllekunster og missionær, og forsøge at trylle tegninger om til ytringsfrihed, eller drage i hellig krig i Syrien.

    Det har vi folk til her i landet, hele 179 stk., samt deres embedsmænd, og de befinder sig på
    Borgen.

    Så har man jo lov til at komme med meninger om hvorvidt de løfter opgaven godt, skidt, eller midt imellem.

    Noget tyder imidlertid på, at bomber i en turban trækker ned på betalingsbalancen i forhold til De Arabiske Lande.

    Men som en eller anden, hvis navn jeg ikke husker har sagt : Vi er alle politikere!

    Eller i en mere letfordøjelig udgave : Vi er alle idioter!

    Så er det muligt at sortere sig frem til, hvilken kategori man selv tilhører…

  11. Af Martin Nielsen

    -

    Når der går Henrik Knage, Preben Jensen og Hans Hansen i en blog. er den i realiteten lagt død. Henrik Knages to foregående indlæg er noget af det mest tomhjernede, jeg har set, og hans “profil” usandsynlig.

  12. Af Hans Hansen

    -

    Der er et enkelt link i artiklen Martin N, men det er ikke en artikel man kan henvise andre links til. Bloggen er mest af alt et holdningsudtryk, og den har ikke specielt noget med Ferguson eller den Amerikanske ambassadør at gøre.

    Jeg vil ikke sige at det er meningen at lægge at blog død, men det er hensigten at lægge kommentarer døde. Hvis du tror du får meget ud af at læse kommentarerne, så ændrer du nok mening efterhånden.

  13. Af Martin Nielsen

    -

    Hans Hansen,

    Tågesnak på Henrik Knage niveau. Ofte virker det, som om du er påvirket af et eller andet, så at der hverken er hoved eller hale i dine skriverier, og hvis du var en ægte demokrat, ville du sikkert nemt kunne imødegå skidtet eller overse det. Derved ville du også give andre chancen for at sige fra overfor urimeligheder. Du og de andre blogdræbere opfører jer som latterlige pygmædiktatorer.

    Da du ikke ved, hvad der fra tid til anden får mig til at følge nogle af debatterne, kan du heller ikke vide, hvad jeg får ud af det.

  14. Af J Nielsen

    -

    Der er ikke én af de her tegninger der ville have vakt nogen opsigt, hvis de var blevet bragt i andre sammenhænge. Hver for sig, forskellige aviser, forskellige tidspunkter.

    Men som et samlet angreb, med det klare formål at genere en bestemt befolkningsgruppe, så kunne de blive et problem – hvis man insisterede på át de skulle være det.

    Vejen til magten her i landet havde i en årrække gået over chikane af indvandrere. Det var, som de fleste sikkert kan huske, blevet nøglen til at vinde folketingsvalg. Ingen kunne vide hvor langt ud det kunne komme, og med JP’s stunt som den foreløbige kulmination var det ikke mærkeligt at nogen forsøgte át sætte hælene i. Man har set i historien hvor galt det kan gå for en befolkningsgruppe der bare lægger sig fladt ned, og vi havde trods alt en statsminister, der offentligt havde udtalt at “her i landet har vi samtaledemokrati. Her taler vi os til rette om tingene.”

    Det skulle vise sig at være tom snak. Og først derfra, da mistanken om at chikanen var kommet betænkeligt nær på regeringskontorerne ikke kunne blive afkræftet, og landets statsminister insisterede på at det her skulle gøres til et problem, begyndte tingene at eskalere.

    Man ville med vold og magt have problemer. Det har man fået. Så hvad er der at brokke sig over.

    Så nej. Det begyndte ikke med de her “grimme, ufede” tegninger. Det begyndte længe inden.

    Så taler man om ytringsfrihed. “K. Bluitgen kunne ikke finde nogen der ville illustrere hans bog”. Så derfor var det nødvendigt med disse tegninger. Forkert. Grundlaget er om ikke forløjet, så i hvert fald fordrejning. Hvad der rigtigt er: “Bluitgen siger, at han kan finde folk der siger, at de ikke vil illustrere hans bog medmindre de får lov til at være anonyme.” Der er pokker til forskel, for det betyder at hele kampagnen var baseret enten på udokumenterede rygter, eller på nogle få personers ønske om på samme tid at overholde deres egen religions forskrifter og bryde dem.

    Det andet aspekt mht. ytringsfrihed har det med at blive overset. For den *er* under pres. For ikke så mange år siden er det blevet gjort strafbart at “billige terror”. Altså, har man en holdning, og føler man trang til at offentliggøre den, så har den bare at følge koret: fordømmende. Ellers risikerer man at få øvrigheden på nakken Sådan var det ikke i halvfemserne.

    Endelig, “Danmark er blevet ramt af terror.” For det første kan det diskuteres om det her er terror eller ej. En ung mand, der er godt og grundigt ude og skide, og har været det igennem længere tid. Hvornår propperne røg, har formentlig været et spørgsmål om tid. Terror – eller fortvivlelse. Det ligner mere skoleskyderier.

    Man husker måske det omvendte syvtal, bomber i sandkasser og telefonbokse. Han røg i spjældet i en periode, kom ud og fik et liv bagefter. Det blev ikke karakteriseret som terror dengang. I dag havde man ikke været så blødsøden. Nutidens retstilstand vil i en tilsvarende sag sikre mod en sådan forholdsvis happy ending. Hvis man i det hele taget overlever til en eventuel retssag.

    Da Danmark virkelig blev ramt af terror, med de to bomber detoneret mod synagogen i krystalgade og et amerikansk flyselskab i 1985, resultat en omkommen og mere end tredive sårede, blev der, ret mig hvis jeg tager fejl, ikke talt om øget overvågning eller hovsalovgivning. Det blev taget i stiv arm, og det var ikke noget politiske partier brugte til at positionere sig med. Det tog fire år at finde de skyldige, som havde base i Sverige. Det skete ved hjælp af fingeraftryk på en tredje, ikke detoneret bombe, tiltænkt det israelske El Al, som blev fisket op af kanalen i Nyhavn.

    Et godt stykke politiarbejde, og politisamarbejde, som blev udført stille og roligt uden at hverken presse eller politikere stod og åndede nogen ned ad nakken. Jeg husker ikke om der var landesorg og alsang.

  15. Af Henrik Knage

    -

    Må vi lige be´om kammertonen Martini Nielsen. Der er mange måder, at føle sig truffet på – og din er ok…

  16. Af Henrik Knage

    -

    Det må da indrømmes, at politikere er skabt af et særligt stof, især Venstre politikere.

    Den ene er ridder i Frankrig, den anden “rejsende i underhylere”, medens en 3. har hang til guldure fra Saudi Arabien.

    Ud fra det kan der vel menes, at : Vi er alle tegninger! Samtidig er det en vifte bestående af 3 blade, så jeg vil forslår Venstre et nyt logo bestående af bladet fra et Ahorntræ, idet Ahorn har den særlige egenskab, at selv om det bliver fældet – så gror det videre alligevel og ud over det indeholder det sirup…

Kommentarer er lukket.