Man overvejer efterhånden, om ikke det er muligt, at chefen for Politiets Efterretningstjeneste, Jakob Scharff, regerer Danmark. Ikke at han rent faktisk gør

det. Men blot at det er muligt. Såfremt PET-chefen altså var tilstrækkeligt magtgal og kynisk.

Det danske demokrati synes ikke at have nogen reel kontrol med sin hemmelige tjeneste. Det står klart, efter Berlingske i den forgangne uge godtgjorde, at et nyt

tilsyn, der skal føre kontrol med PET, kommer til at gøre det for syns skyld. Det nye tilsyn får ingen reel indsigt i PET’s virke. Ej heller efterfølgende

beføjelser til at bede PET stoppe eventuel ulovlig aflytning eller overvågning. Lige som PET får bevilget over dobbelt så mange penge til at svare på

tilsynets spørgsmål, som tilsynet bevilges til at kvalificere spørgsmålene.

Til gengæld forsikrede justitsminister Morten Bødskov tirsdag i Berlingske, at han vil udpege medlemmer til tilsynet, »som er kongerigets mest agtværdige.«

Hvilket svarer til, at brandvæsenet forbydes at slukke ild, og bekymrede borgere mødes med en garanti for, at korpset til gengæld skal bestå af sympatiske

brandmænd.

Men no worries, kan man sige til justitsministeren. Og til PET for den sags skyld.

Engang var det totale overvågningssamfund den engelske forfatter George Orwells skræmmevision for fremtiden. Jo tættere, vi er kommet overvågningssamfundet,

jo mere glade synes vestlige borgere at være for at blive overvåget. Måske en naturlig reaktion på en terrortid. Uanset at man hermed netop spiller

terroristernes spil. Terrorismen angriber indirekte demokratiet ved, at frygten for den får lov at diktere ufrihed for alle. Den ernærer sig ved den frygt og

ufrihed den kan sprede, ikke ved den tilslutning den kan opnå. Og hvad gør et samfund, der har sat al mulig overvågning i værk og alligevel rammes af et

terrorangreb? Som Venstres Birthe Rønn Hornbech sagde ved debatten om den første danske antiterrorlov i sin tid:

“Jeg tvivler på, at sikkerheden forbedres væsentligt med forslagene. Men at retsstaten synger på sit sidste vers, såfremt de fremsatte forslag føres ud i livet, er sikkert. Så har vor egen terrorfrygt og islamofobi destabiliseret demokratiet. Terroristerne har virkelig vundet”.

Myndigheder har via det seneste årtis antiterrorlove fået mere og mere råderum til at begrænse og totalkontrollere hver eneste dansker. Den private samtale

sluttede med logningsbekendtgørelsen i 2007. Oplysninger om private borgeres telefonsamtaler og internettrafik registreres og lagres i et år – private

emails, telefonopkald og SMS’er. Forleden blev det så kundgjort, at 900 milliarder registrerede oplysninger ganske vist er »begrænset anvendelige« rent

teknisk. Hvilket dog fortæller mere om overvågernes end oplysningernes beskaffenhed.

Politiet har siden 2004 ligeledes kunnet oprette visitationszoner. Til tider har hele Københavns politikreds været én stor visitationszone. I september måned iværksatte politiet ”totalkontroller”, hvor hele færdselsårer lukkedes ned, og alle bilister blev stoppet. Ikke som en almindelig razzia mod spritkørsel. Men som chefjurist Jacob Mchangama skrev på sin Berlingske blog:

»I én og samme ”totalkontrol” risikerer borgerne at få deres bil gennemrodet af politiet, der er på udkig efter stoffer, tyvekoster, våben m.v., at blive genstand for

en undersøgelse fra SKAT, og at skulle afgive en blodprøve til en læge, med henblik på at sikre, at man ikke har alkohol eller stoffer i blodet. Det er ikke

så få indgreb i borgernes privatsfære og alt sammen uden det mindste krav om mistanke, saglig begrundelse og selvfølgelig uden krav om retskendelse.«

Et nyt juridisk fænomen kan hævdes at være opstået med de senere års love og beføjelser til kontrol af danskerne: Den u-begrundede mistanke. En sær

størrelse. Muligvis endda en rød plet på retsstatens hvide dug. Men åbenbart ikke større end, at »agtværdigheden« kan genetableres ved at placere en vase af

et tilforladeligt tilsyn oven på pletten.

I Danmark har vi tradition for at udføre rituelle afvisninger af, at PET på nogen som helst måde, bevidst eller ubevidst, kan fejle. I 2009 kom den store kommissionsrapport om Politiets Efterretningstjeneste under Den Kolde Krig, 1945-1989. Havde der været fordækt spil, som ikke tålte dagens lys fra den hjemlige efterretningstjenestes side? Var der for meget PET og for lidt demokrati og åbenhed? Knap 11 år og fem mand havde kommissionsrapporten taget. 70 millioner kroner havde den. Omkring 4.600 siders svar bundet i dybblå alvor stod på bordet foran PET-chefen, den daværende justitsminister og pressen.

»Nej,« lød svaret.

Og som justitsministeren tilføjede, mens PET-chefen nikkede: »Man skal jo også huske på, at PET’s arbejde er hemmeligt.«

Dette gentages af den til enhver siddende justitsminister, når der spørges til kontrol med vores hemmelige tjeneste. Selvom ingen har bedt om, at PET

ligefrem opdaterer samtlige operationer på Facebook. Tværtimod. Der spørges blot til, hvorfor vi ikke sikrer os, at demokratiet, og ingen og intet andet er i

kontrol. Men der svares med henvisning til, at nogle ældre borgere, formentlig med ordener på jakken, vil blive bedt om standhaftigt at sidde vagt om vores

uvidenhed. Og vi elsker uniformer.