Barnepigepolitiker

Af Mads Kastrup 118

Engang var han fra Hvidding mellem Randers og Viborg. I dag er han fra The Nato Headquarter, Brussels. Eks-statsminister, nuværende generalsekretær for Nato, Anders Fogh Rasmussen, fyldte 60 år i weekenden. Ingen stod imidlertid i kø for at synge: »Og han er en vor egne«. Slet ikke den der linje med »en rigtig guttermand«.

Fogh faldt i unåde i forrige uge. Han vil ikke medgive delagtighed i 00ernes boligboble med indførelse af risikable, afdragsfrie lån. Eller tildeles medansvar for moder Danmarks offentlige vokseværk fra overvægtig til noget nær fedme-livstruet, ifølge økonomer. Folk skriver derfor læserbreve. Som er de sagesløse passagerer efterladt desperat druknende i kølen på en kæntret skude, hvor Anders Fogh Rasmussen var kaptajn.

Det mest interessante er imidlertid Anders Foghs forsvar mod beskyldningerne. »Jeg er ikke sådan en barnepigepolitiker, der mener, at man skal holde folk i hånden. Jeg  mener, at man godt kan overlade folk et personligt ansvar,« lød det i Jyllands-Posten. Fogh benytter sig her af den oprindelige og blandt socialdemokrater, SFere og Enhedsliste-folk gammeltestamentlige opfattelse af sig som forandringsfrådende liberalist. Som minimalstatspolitikeren og hulemanden, der gør op med velfærdssamfundets klientgørelse af sine borgere. Problemet er naturligvis, at Anders Fogh ikke var sådan som statsminister.

Selv analysen fra det liberale lag, der engang udgjorde Venstres og mange borgerliges fundament er, at Fogh faldt til det socialdemokratiske velfærdsbryst og lod sig lulle alt for velvilligt i søvn. Mens han glemte alt om oprindelige erklæringer om at få kontrol over den offentlige sektor.

Nok er der stadig folk, der hylder eks-statsministeren. Historiker Lars Hovbakke Sørensen mente ligefrem i en forvrøvlet, men værdi-entusiastisk kronik lørdag i Berlingske, at det kræver lidt tålmodighed at erkende Foghs format: “Om 50 eller 100 år, når den aktuelle økonomiske krise er kommet på afstand, er der ingen tvivl om, at Anders Fogh Rasmussen i historiebøgerne vil blive husket som en af de mere markante personer i vores statsministerrække.”

Nu neutraliserer Hovbakke ganske vist værdien af hele sin egen kronik ved ikke at godtgøre, hvad ham mener med “markant.” Men selvom det i princippet godt kunne dække over Foghs historiske spild af højkonjunktur, er det næppe det, lektoren mener.

Ingen af den borgerlige regerings økonomiske planer blev reelt overholdt. Hverken 2005-planen, 2010-planen eller 2015-planen. Man kan i dag genkalde sig Anders Fogh Rasmussens nasale forsikring: ”Der er råd til både skattelettelser og bedre velfærd.”

Det var der ikke. Anders Fogh Rasmussen fejlede.

De fleste husker Foghs statsminister-forsikringer om, at »økonomibøgerne skulle skrives om«. Besnærende, men usandt. Anders Fogh Rasmussen var følgelig en politisk succes som karriere. Han er den længst siddende Venstre-statsminister. Han slog tre socialdemokratiske formænd på stribe. Inklusive den nuværende, der ellers styltede sit formandskab op på, at det ville blive omvendt.

Anders Fogh Rasmussen satte dog samtidig officiel verdensrekord i offentlig sektor. Øgede den med 20 procent. Demonstrationer for højere løn og flere hænder i det offentlige blev bragt til tavshed med imødekommenhed. Efterfølger Lars Løkke Rasmussen brugte to og et halvt år i den misforståelse, at han skulle leve op til sin forgængers personlige succes. Opgaven var selvsagt at rette op på selvsamme forgængers fiasko. Hvilket Løkke i sidste øjeblik sandede, hvorefter han proklamerede en efterlønsreform.

»Midten i dansk politik er som en Bermuda-trekant. Alt forsvinder dér. Det er som et åndeligt og politisk tomrum,« skrev Anbders Fogh Rasmussen i sin “Fra socialstat til minimalstat” (Den bog, Nyrup forsøgte at rive Foghs statsministerkandidatur itu ved at partere, mens han i virkeligheden blot satte et punktum for sin egen tid). Fogh blev imidlertid som fuldt udvokset statsminister det, han var imod som ung, liberal hedspore. Sådan går det en husmandssøn, der kommer til hovedstaden med firetoget for at forandre og kravle til tops. Han tager ikke magten. Magten tager ham.

En bondesøn vokser op i nøjsomhedens og pligternes regelrette kår. Med sparsommelighed, arbejdets adling og netop »det personlige ansvar« tatoveret ind i sjælen. Set gennem denne prisme har lyset til at få øje på den politiske ideolog, Fogh, aldrig været vanskelig at spotte. Han lystrede sit ophav og kundgjorde dette, som en hane lystrer morgenens komme. Den anden Fogh – den maksimalsstats-accepterende – er straks vanskeligere. Måske oprandt han i den unge Anders’ selvopfundne barndomsleg med brødrene. Legen hed »samfund«. Anders var statsminister og brødrene borgere. »Han var ikke urimelig,« som én af brødrene forsikrede Berlingske på et tidspunkt. Underforstået, at Anders Fogh allerede dengang måtte æde betingelserne for, at nogen ville kalde ham statsminister og lege samfund på hans måde.

I dag ser man således en Anders Fogh Rasmussen forsvare sin statsministertid med henvisning til en politisk diskurs, han netop forlod for at blive statsminister. Han hævdholder en karakter, der udtrykker det indlysende rigtige, sunde og fornuftige i, hvad han modsatte sig som landets politiske leder. Folk skal ikke klientgøres, ikke »holdes i hånden«, ikke udstyres med »barnepigepolitikere«, der skifter og pudrer dem, når de bliver utidige eller mader dem, når de klynker. Folk skal tænke selv og mærke konsekvensen, når de forsømmer det.

Således får Anders Fogh Rasmussen sat en del udråbs- og spørgsmålstegn i sit politiske eftermæle i disse dage. Nok var den oprindelige konklusion, at han gjorde det godt. Men blev det ikke snarere målt i, hvad han gjorde for sig selv end i, hvad han gjorde for sit land? Nok blev han mønsterbryder i trods mod akademikerbørns velartikulation og fortrinsret. Men er Anders Fogh Rasmussen ikke blevet det, han lagde ud med at være imod: En højt akademiseret embedsmand, der fifler med reglerne og redeligheden i egen interesse?

Hvornår var det Anders Fogh Rasmussen mistede status som »en af vor egne«? Eller for den sags skyld indførte »det personlige ansvar«? Personligt har jeg brugt lang tid på at finde frem til, hvornår det var, Anders Fogh Rasmussen ikke blot teoretisk, men også rent praktisk – og nej, Irak og Afghanistan gælder ikke – statuerede, at han ikke som dansk statsminister var en “barnepigepolitiker”. Nogen bud derude?

118 kommentarer RSS

  1. Af Axel Eriksen

    -

    For at skære det ud i pap: Enhver, der ikke nøjagtigt tænker og gør det samme som mig, det er en vantro!

    Det er Islam!

    Hører det eksempelvis hjemme i Danmark – eller nogle andre steder?

  2. Af Flemming Schandorff

    -

    En magtsyg plattenslager
    Det er hvad Anders Fogh Rasmussen var og er.
    Hvis ens politik ikke falder i vælgernes smag, så ændrer man den bare, så den svarer til gennemsnittet af meningsmålingerne d.v.s. en slags socialakrobatisk politik, der intet har med virkeligheden at gøre, men som giver stemmer.
    Hvor blev minimalstaten af? ja jeg spørger bare!
    At han er en plattenslager viste han allerede som skatteminister. Har man ikke den lovgivning, man har brug for i et givent øjeblik, ja så bøjer man bare reglerne indtil man finder bristepunktet og så hopper man lidt videre og truer embedsmnændene, hvis de forsøger at protestere. Iøvrigt kan man i dag få de fleste embedsmænd i ministerier og styrelser til at gøre som ministeren ønsker. De har glemt at ministre forgår medens embedsværket består.
    Ja jeg er selv embedsmand emiritus

  3. Af Henrik Knage

    -

    Axel Eriksen

    Jeg tror sq heller ikke på det pis – men et civilt offer er ét for meget – og du har sikkert ret. Det lignede bare en dobbelt Salto til befolkningen. Først én Satan og så 3 andre til at skylle efter med.

  4. Af Axel Eriksen

    -

    @ Henrik Knage!

    Jeg kan godt se, at for de, der står midt i “mareridtet”, er det mildest talt “ikke sjovt”!

    Men de, der formentlig ville have overtaget magten efter Hussein og Gadaffi var deres sønner. Med samme destruktive styreform!

    Se blot på Syrien: En velsagtens veluddannet læge kommer for at overtage sin fars præsidentpost – reformer i diktaturstaten – Nej, borgerkrig fordi alting skal være som faders tid og ånd!!!!

  5. Af Henrik Knage

    -

    Axel Eriksen
    Ja men jeg kan kun give dig medhold – jeg synes bare det er en trist affære med kun tabere på banen – deriblandt os.
    Hvorfor virkede diplomatiet ikke i dette tilfælde?

  6. Af Axel Eriksen

    -

    @ Henrik Knage!

    Ja, det er en trist affære! Og hvorfor kunne diplomatiet ikke hjælpe?

    Nu er jeg “sandt for dyden” heller ikke altid selv den store diplomat – men det kræver også, at man er indstillet på at imødekomme hinandens synspunkter -og hvis viljen ikke er til stede hos begge parter, så ender det i ufred!

  7. Af j nielsen

    -

    “Og hvorfor kunne diplomatiet ikke hjælpe?”

    Fordi der var en række lande – deriblandt Danmark – der hellere ville angribe.

    I vores tilfælde ud fra en agenda, der intet havde med Irak at gøre.

  8. Af Henrik Knage

    -

    Ja men jeg husker specielt dagene op til Iraq krigen – som om de tre vestlige hovedpersoner nærmest befandt sig i en blanding af vanvid og blodrus, og alle fornuftige argumenter for at se tiden an en uges tid til våbeninspektørerne var færdige – prellede af som vand på en gås.

    Som om krigsmaskinen var startet længe før, og nu ikke kunne stoppes.

    Ligesom det er forbundet med stor risiko for sig selv og andre, at køre bil i alkohol påvirket tilstand, burde man måske indføre samme regler for beslutningstagere – en alkoholtest inden vigtige beslutninger træffes, således at en krig ikke bliver ført på baggrund af lidt for meget rødvin, lidt for meget rødt kød, lidt for meget ”pudder” om næsen ect.

    Blot for at undgå, at der går for meget Boris Jeltsin i beslutningsprocessen (husker da han tog fejl af talerstolen og en potteplante).

    De masseødelæggelses våben som det hele handlede om – de fandtes ikke. Og diplomatiet fik aldrig en chance. Det gjorde derimod blodrusen – på manglende opbakning i Nato.

    Der er nogen der siger, at der skal være mindst 1 krig i gang, et eller andet sted i Verden, for at USA kan vedligeholde landets enorme våbenproduktion.

  9. Af Axel Eriksen

    -

    Nej ud fra en agenda, der havde udspring i en fra det “Uduelige FN”!

    FN-observatører måtte ikke komme og kontrollere, om de påståede våben var til stede – hvorfor dog ikke – når de nu ikke var der(længere)??

    Hussein afviste – hvorfor? Der skal som ovenfor skrevet være to samarbejdsvillige parter, for at diplomati kan løse problemer!

    Husseins vægring udløste Irak-krigen – godt nok uden det “Uduelige FN”`s støtte!

  10. Af Henrik Knage

    -

    Ok – så er den vist på plads. Det så blot ud fra der hvor jeg sad, at Anders lod sig indpiske af de to andre indpiskere – ingen yderligere kommentarer herfra.
    Men man kunne ligsom anspore en form for “sitren” hos alle 3.
    Sådan kan man jo tage fejl så tit.

  11. Af j nielsen

    -

    “Husseins vægring udløste Irak-krigen”

    Lillebror har fået en masse slik af storebror. Et stykke tid efter kommer storebror rendende. “Hvor har du gemt alt slikket?!”

    Lillebror vil ikke ud med sproget. Måske har han allerede spist det hele. Måske har han smidt det ud fordi det var begyndt at lugte. Måske ligger det hundehuset. Under alle omstændigheder bliver der klappet kaje.

    Så storebror giver lillebror en ordentlig omgang tærsk.

    Pludselig står mor og far i døren. “Hvad foregår der her?!”

    Storebror: “Det var ham der begyndte.”

  12. Af Axel Eriksenl

    -

    @ j nielsen!

    Ak ja, tilbage til barndommens lykkelige dage!

    Lillebror har hældt rød maling ud over naboens datter.

    Storebror spørger: Det var ikke det hele – hvor har du gemt resten?

    Lillebror vil ikke svare, og så går slagsmålet igang!

    Så står mor og far i døren: “Hvad foregår der her”?

    Storebror forklarer handlingsforløbet – som også mor og far finder forkasteligt.

    Vi må lave en fælles undersøgelse siger de. Men Lillebror er en stædig banan – han ved godt, hvor malingen er gemt – men den skal skaffes af vejen!

    Som alle andre børneeventyr ender dette også lykkeligt: Lillebror bliver hængt – så han ikke kan gøre mere skade!

  13. Af j nielsen

    -

    @a eriksen

    Jeps, og storebror spørger af en god grund. Det er nemlig ham der har leveret malingen .. og udpeget nabopigen som offer.

    Og bagefter står uskyldsren tilbage. Hvem, mig?

  14. Af Axel Eriksen

    -

    @ j nielsen!

    Deri kan du måske have ret – men malingen var ikke bestemt for naboens lille datter – men for at forhindre genboens asociale opførsel. Vedkommende var nemlig blevet angrebet af en særlig religiøsitet, hvilket kan give de særeste udslag!!!

  15. Af Henrik Knage

    -

    Tak skal i have i to, over åbenbaringens metafor – jeg er allerede blevet meget klogere.
    Jeres ping pong er et meget livgivende og alternativt bidrag i debatten. Tak for det.

  16. Af Erik Larsen

    -

    Mads Kastrup, undskyld, men du afslører altså dig selv utroligt meget.
    V-tilhænger er du IKKE (det er jeg så heller ikke efter Søren Pinds underlige artikler).
    Men det er pinligt med jer journalister at I bare er SÅ røde og socialdemokratiske at det skriger til himlen.
    KUNNE du/I dog ikke bare forsøge at tænke fornuftigt , demokratisk, borger og – danskvenligt??? Hvorfor SKAL i absolut altid promovere det der i virkeligheden myrder vores lille land??? Uforståeligt, I må (MÅ?) sgu da også have familie m.m.??

  17. Af j nielsen

    -

    @A Eriksen

    Nu, hvor vi lidt efter lidt bevæger os fra metaforerne over i virkelighedens verden igen, bliver det efter min mening rigtigt interessant.

    For der har jo været et tilløb til demokrati i Iran. Det blev slået ned af amerikanerne i 1953. Man foretrak, som så ofte før og siden, en diktator man kunne alliere sig med.

    Shahen af Iran sad i 26 år. Der var politiske fanger der sad ligeså længe, fra hans magtovertagelse til han måtte flygte i eksil. Først da blev de sluppet ud, fulde af hævntørst.

    Shahen var velkommen i USA. Så da Khomeini overtog i 1979 var der ingen shah at hævne sig på. Han var i sikkerhed langt langt borte.

    Khomeinis plan B var at gå efter de amerikanske statsborgere i landet. Gidslerne på ambassaden kom til at sidde der i, såvidt jeg husker, 454 dage. En mislykket befrielsesaktion bidrog til et præsidentskifte i USA.

    Da først gidslerne var kommet hjem, kunne USA skride til destabilisering af det nye iranske styre. Man kan ikke sådan uden videre sidde overhørig, at landets statsborgere bliver holdt fangen af en anden stat på ubestemt tid.

    Angrebet på Iran blev udført pr. stedfortræder, da den geopolitiske situation ikke tillod en direkte intervention. Denne stedfortræder var Iraks S. Hussein. Han blev rustet til tænderne med giftgas, biovåben og meget andet godt. Og en 8 år lang krig med ca. to millioner ofre kunne tage sin begyndelse.

    I krigens sidste fase blev der blandt andet anvendt giftgas mod en nær fronten beliggende kurdisk by og dens befolkning. Dette angreb blev af amerikanerne i første omgang tilskrevet Iran, som også anvendte giftgas. En halv snes år senere,
    efter den anden golfkrig og under optakten til angrebet på Irak i 2003, skiftede USA standpunkt.

    Dette skal ikke ses som et forsøg på hvidvaskning af Hussein. Men der er en række mulige scenarier, ud over den simple, at diktatoren havde et horn i siden på denne befolkningsgruppe.

    Det havde været rart at få manden stillet for en domstol, og derved få mulighed for at få det klargjort. Men det var der ingen der var interesseret i, mindst af alt amerikanerne.

    Det kunne jo være, at den ca. 1 million iranere, der måtte lade livet som følge af denne ensidigt startede erobringskrig, og hvoraf en ikke ringe del blev udsat for vestligt produceret kemisk og biologisk krigsmateriel, blev bragt på bane.

    Den store hjemlige spørgsmål er efter min mening, med hvilket begrundelse skulle Danmark rodes ind i denne 50 år gamle konflikt, som har sin rod i det amerikansk-iranske forhold.

    Og svaret er efter min mening: simpel opportunisme. Man havde en interesse i at stå sig godt med amerikanerne. Og man havde et hjemligt partipolitisk skænderi i gang, som havde ligget og ulmet siden perioden med fodnotepolitikken. Dengang måtte udenrigsminister Ellemann-Jensen føre en politik stik imod sin egen overbevisning, tvunget af det alternative sikkerhedspolitiske flertal. Det var hans parti mildest talt ikke begejstret for.

    De berørte mellemøstlige personers ve og vel spillede overhovedet ikke ind. Det fik vi klart demonstreret, da det kom til at tage et ansvar overfor de irakiske flygtninge. Her var der ingen gevinst at score, kun et ansvar der skulle tages.

    Og præcist her stoppede den danske aktivisme.

  18. Af Axel Eriksen

    -

    Tak for en “gennembearbejdet, dybdeborende og helt fordomsfri analyse”!

    Konklusionen på indlægget må vel kort være:

    Præstediktaturet i Iran er en konsekvens af den uhæmmede aggression fra den uhellige alliance mellem USA og DK!

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info