Barnepigepolitiker

Engang var han fra Hvidding mellem Randers og Viborg. I dag er han fra The Nato Headquarter, Brussels. Eks-statsminister, nuværende generalsekretær for Nato, Anders Fogh Rasmussen, fyldte 60 år i weekenden. Ingen stod imidlertid i kø for at synge: »Og han er en vor egne«. Slet ikke den der linje med »en rigtig guttermand«.

Fogh faldt i unåde i forrige uge. Han vil ikke medgive delagtighed i 00ernes boligboble med indførelse af risikable, afdragsfrie lån. Eller tildeles medansvar for moder Danmarks offentlige vokseværk fra overvægtig til noget nær fedme-livstruet, ifølge økonomer. Folk skriver derfor læserbreve. Som er de sagesløse passagerer efterladt desperat druknende i kølen på en kæntret skude, hvor Anders Fogh Rasmussen var kaptajn.

Det mest interessante er imidlertid Anders Foghs forsvar mod beskyldningerne. »Jeg er ikke sådan en barnepigepolitiker, der mener, at man skal holde folk i hånden. Jeg  mener, at man godt kan overlade folk et personligt ansvar,« lød det i Jyllands-Posten. Fogh benytter sig her af den oprindelige og blandt socialdemokrater, SFere og Enhedsliste-folk gammeltestamentlige opfattelse af sig som forandringsfrådende liberalist. Som minimalstatspolitikeren og hulemanden, der gør op med velfærdssamfundets klientgørelse af sine borgere. Problemet er naturligvis, at Anders Fogh ikke var sådan som statsminister.

Selv analysen fra det liberale lag, der engang udgjorde Venstres og mange borgerliges fundament er, at Fogh faldt til det socialdemokratiske velfærdsbryst og lod sig lulle alt for velvilligt i søvn. Mens han glemte alt om oprindelige erklæringer om at få kontrol over den offentlige sektor.

Nok er der stadig folk, der hylder eks-statsministeren. Historiker Lars Hovbakke Sørensen mente ligefrem i en forvrøvlet, men værdi-entusiastisk kronik lørdag i Berlingske, at det kræver lidt tålmodighed at erkende Foghs format: “Om 50 eller 100 år, når den aktuelle økonomiske krise er kommet på afstand, er der ingen tvivl om, at Anders Fogh Rasmussen i historiebøgerne vil blive husket som en af de mere markante personer i vores statsministerrække.”

Nu neutraliserer Hovbakke ganske vist værdien af hele sin egen kronik ved ikke at godtgøre, hvad ham mener med “markant.” Men selvom det i princippet godt kunne dække over Foghs historiske spild af højkonjunktur, er det næppe det, lektoren mener.

Ingen af den borgerlige regerings økonomiske planer blev reelt overholdt. Hverken 2005-planen, 2010-planen eller 2015-planen. Man kan i dag genkalde sig Anders Fogh Rasmussens nasale forsikring: ”Der er råd til både skattelettelser og bedre velfærd.”

Det var der ikke. Anders Fogh Rasmussen fejlede.

De fleste husker Foghs statsminister-forsikringer om, at »økonomibøgerne skulle skrives om«. Besnærende, men usandt. Anders Fogh Rasmussen var følgelig en politisk succes som karriere. Han er den længst siddende Venstre-statsminister. Han slog tre socialdemokratiske formænd på stribe. Inklusive den nuværende, der ellers styltede sit formandskab op på, at det ville blive omvendt.

Anders Fogh Rasmussen satte dog samtidig officiel verdensrekord i offentlig sektor. Øgede den med 20 procent. Demonstrationer for højere løn og flere hænder i det offentlige blev bragt til tavshed med imødekommenhed. Efterfølger Lars Løkke Rasmussen brugte to og et halvt år i den misforståelse, at han skulle leve op til sin forgængers personlige succes. Opgaven var selvsagt at rette op på selvsamme forgængers fiasko. Hvilket Løkke i sidste øjeblik sandede, hvorefter han proklamerede en efterlønsreform.

»Midten i dansk politik er som en Bermuda-trekant. Alt forsvinder dér. Det er som et åndeligt og politisk tomrum,« skrev Anbders Fogh Rasmussen i sin “Fra socialstat til minimalstat” (Den bog, Nyrup forsøgte at rive Foghs statsministerkandidatur itu ved at partere, mens han i virkeligheden blot satte et punktum for sin egen tid). Fogh blev imidlertid som fuldt udvokset statsminister det, han var imod som ung, liberal hedspore. Sådan går det en husmandssøn, der kommer til hovedstaden med firetoget for at forandre og kravle til tops. Han tager ikke magten. Magten tager ham.

En bondesøn vokser op i nøjsomhedens og pligternes regelrette kår. Med sparsommelighed, arbejdets adling og netop »det personlige ansvar« tatoveret ind i sjælen. Set gennem denne prisme har lyset til at få øje på den politiske ideolog, Fogh, aldrig været vanskelig at spotte. Han lystrede sit ophav og kundgjorde dette, som en hane lystrer morgenens komme. Den anden Fogh – den maksimalsstats-accepterende – er straks vanskeligere. Måske oprandt han i den unge Anders’ selvopfundne barndomsleg med brødrene. Legen hed »samfund«. Anders var statsminister og brødrene borgere. »Han var ikke urimelig,« som én af brødrene forsikrede Berlingske på et tidspunkt. Underforstået, at Anders Fogh allerede dengang måtte æde betingelserne for, at nogen ville kalde ham statsminister og lege samfund på hans måde.

I dag ser man således en Anders Fogh Rasmussen forsvare sin statsministertid med henvisning til en politisk diskurs, han netop forlod for at blive statsminister. Han hævdholder en karakter, der udtrykker det indlysende rigtige, sunde og fornuftige i, hvad han modsatte sig som landets politiske leder. Folk skal ikke klientgøres, ikke »holdes i hånden«, ikke udstyres med »barnepigepolitikere«, der skifter og pudrer dem, når de bliver utidige eller mader dem, når de klynker. Folk skal tænke selv og mærke konsekvensen, når de forsømmer det.

Således får Anders Fogh Rasmussen sat en del udråbs- og spørgsmålstegn i sit politiske eftermæle i disse dage. Nok var den oprindelige konklusion, at han gjorde det godt. Men blev det ikke snarere målt i, hvad han gjorde for sig selv end i, hvad han gjorde for sit land? Nok blev han mønsterbryder i trods mod akademikerbørns velartikulation og fortrinsret. Men er Anders Fogh Rasmussen ikke blevet det, han lagde ud med at være imod: En højt akademiseret embedsmand, der fifler med reglerne og redeligheden i egen interesse?

Hvornår var det Anders Fogh Rasmussen mistede status som »en af vor egne«? Eller for den sags skyld indførte »det personlige ansvar«? Personligt har jeg brugt lang tid på at finde frem til, hvornår det var, Anders Fogh Rasmussen ikke blot teoretisk, men også rent praktisk – og nej, Irak og Afghanistan gælder ikke – statuerede, at han ikke som dansk statsminister var en “barnepigepolitiker”. Nogen bud derude?