Hvad skal vi med økonomer?

Økonomiministeriet offentliggjorde i denne uge, at  2,1 millioner danskere lever af overførselsindkomst.

Hvilket ikke skabte opstandelse. Eller større overskrifter. At over halvdelen af landets voksne borgere lever af indkomster overført fra et mindretal af andre borgere er så velkendt en revne i velfærdssamfundets fundament, at ingen tilsyneladende rigtig bemærker den længere.

Vi har væsentligere ting at bekymre os om. Eksempelvis at nogle få tusinde af de nævnte 2,1 millioner borgere risikerer at gå fra en høj overførselsindkomst til en lavere. Folketinget har besluttet, at man frem over kun kan gå to år på dagpenge, før man går over til kontanthjælp. Ændringen udgør et beskedent del-forsøg fra danske politikere på at reformere velfærdssamfundet. Fordi der ikke længere er råd til at opretholde det hidtidige omkostningsniveau.

Men selv den mindste regulering af velfærdsstaten fører  til store opråb om ulighed, uretfærdighed og ufølsomhed i Danmark.

“Uretten” kan ikke alene godtgøres med henvisning til følelser, har de klagende indset. Derfor har man – ikke mindst i regeringspartiernes bagland – i de seneste dage ivrigt benyttet sig af en særlig påstand, som lyder:

Økonomi er noget meget svært og utilregneligt noget.

Vanskelighederne med økonomi begrænser sig ikke bare til økonomiske forudsigelser. Næh, det er faktisk helt ned i plus og minus på i forvejen kendte tal, det er helt umuligt at regne med noget som helst.

“Lykketoft: Økonomer har ikke fundet de vises sten”, stod der forleden på forsiden af dagbladet Information. Inde i avisen kommenterede den tidligere socialdemokratiske finansminister en rundspørge, dagbladet havde foretaget blandt nationaløkonomer. Disse mente alle – surprise! – at fremtiden er svær at spå om. Underforstået: Man skal gøre sig klart, at økonomer er som krystalkuglelæsere. Mystikere, der mumler i blinde eller trance uden mål og med.

På Politiken.dk kan man læse, at bladets lederskribent, Kristian Madsen, mener, det bør udbasuneres som breaking news, at de økonomiske vismænd har erkendt, at de tog fejl i deres prognoser over, hvor mange ledige der ville komme i arbejde som følge af den beskårede dagpengeperiode. For er sløret hermed ikke faldet? Står økonomerne ikke bare helt nøgne?

Lederskribenten er meget opkørt over dette, da han mener, der er tale om en “økonomfetichisme” i Danmark. En fetichisme, som også “gennemsyrer Finansministeriet, der gennem de senere år har fået sin helt egen politiske dagsorden, nemlig at sætte politikerne ud af spillet. Politikerne er uanset partifarve risikomomenter i den økonomiske ligning for Finansministeriets embedsmænd; de er uansvarlige børn, der kan finde på at fortage sig uventede udskrivninger eller lytte til befolkningen.”

Men nu ser vi, at økonomerne tog fejl. Ergo kan vi foretage os nogle “uventede udskrivninger”?

Kristian Madsen har behændigt valgt at se bort fra et par detaljer. Eksempelvis, at dagpengereformen har et bredt politisk flertal, hvis enkeltmedlemmer i så fald alle skulle være bitches, som det hedder på nudansk, for nogle embedsmænd i Finansministeriet. Man ser en departementschef i lak og læder svinge den nihalede over en flok kravlende, klynkende folkevalgte. Glemt er tillige, at hvis langt færre ledige er kommet i arbejde som følge af dagpengereformen end ventet, skærper det vel snarere behovet for ikke at have for høje overførselsindkomster end det modsatte.

Men sådan er det ikke hos Madsen. Og heller ikke i store dele af Socialdemokraternes og SFs bagland, hvor økonom-fornægtelsen går på omgang som ildvand i en indianerlejr. Hvis virkeligheden falder mere traurig ud end de økonomiske forudsigelser, er det berusende ræsonnement, at der må deles flere penge ud. Vi ved jo alligevel ikke noget evident om økonomi. Så hvem siger ikke, det kan være lige så godt at spendere som at spare, når der er krise? Siger de økonomiske vismænd, at vi skal passe bedre på pengene? Jamen, de ved jo ingenting. De har ikke fundet de vises sten. Bare se, hvordan det gik med deres dagpenge-prognoser!

Således støder man for tiden på den ene artikel efter den anden, der handler om “voksende uro” i bagland over regeringens stramme økonomiske linje.

Så det er på tide, der bliver “investeret”, som det hedder. “Vi er et af de lande, der har det bedst økonomisk i EU. Derfor mener jeg, at der burde være plads til at sætte mere turbo på og skabe flere arbejdspladser og få hjulpet alle de mennesker, der står til at ryge ud af dagpengesystemet«, som socialdemokraten Jan Johansen siger til Politiken. Han suppleres af partifælle Orla Hav, der hævder at følgende synspunkt “er udbredt i partiet”:

»Jeg har undret mig over, at USA og Europa forfølger hver sin strategi i forhold til at gavne beskæftigelsen og bekæmpe tilbageslaget i økonomien. USA investerer ret kraftigt, Europa forsøger at spare sig ud af det. Det er vigtigt, at de to traditionelt store økonomier bliver enige om kursen. Jeg tror ikke meget på sparevejen alene«.

“Jeg tror ikke meget på sparevejen alene.” Der skal altså både spares og spenderes, må man heraf slutte. Både blæses og have mel i munden. Både gås frem og tilbage. Her må man vel konkludere, at det sandt nok bliver vanskeligt at opdrive økonomer, der finder en sådan løsning anbefalelsesværdig. Hvorfor det er bedst slet ikke at bryde sig om økonomer overhovedet.

En særlig ironi oven i alt dette er, at et flertal af danskerne gennem mange år konsekvent har ment, at velfærden er blevet ringere i Danmark, uanset at der er brugt flere og flere penge på den. Det viser alle meningsmålinger.  VK-regeringen øgede den offentlige sektor med 86 milliarder kroner på ti år. Vi bruger i dag over 20 procent mere på velfærd end for ti år siden.

Det er muligt, ingen længere bemærker revnen i velfærdssamfundets fundament. Og at sætningsskader og efterfølgende sammenbrud i de bærende vægge ikke vil finde sted i op til flere generationer. Men nationens husholdningspenge er vel stadig et plus og minus regnskab? Eller er man virkelig “økonomfetichist”, hvis man synes pengene skal passe?