Hvad skal vi med økonomer?

Af Mads Kastrup 76

Økonomiministeriet offentliggjorde i denne uge, at  2,1 millioner danskere lever af overførselsindkomst.

Hvilket ikke skabte opstandelse. Eller større overskrifter. At over halvdelen af landets voksne borgere lever af indkomster overført fra et mindretal af andre borgere er så velkendt en revne i velfærdssamfundets fundament, at ingen tilsyneladende rigtig bemærker den længere.

Vi har væsentligere ting at bekymre os om. Eksempelvis at nogle få tusinde af de nævnte 2,1 millioner borgere risikerer at gå fra en høj overførselsindkomst til en lavere. Folketinget har besluttet, at man frem over kun kan gå to år på dagpenge, før man går over til kontanthjælp. Ændringen udgør et beskedent del-forsøg fra danske politikere på at reformere velfærdssamfundet. Fordi der ikke længere er råd til at opretholde det hidtidige omkostningsniveau.

Men selv den mindste regulering af velfærdsstaten fører  til store opråb om ulighed, uretfærdighed og ufølsomhed i Danmark.

“Uretten” kan ikke alene godtgøres med henvisning til følelser, har de klagende indset. Derfor har man – ikke mindst i regeringspartiernes bagland – i de seneste dage ivrigt benyttet sig af en særlig påstand, som lyder:

Økonomi er noget meget svært og utilregneligt noget.

Vanskelighederne med økonomi begrænser sig ikke bare til økonomiske forudsigelser. Næh, det er faktisk helt ned i plus og minus på i forvejen kendte tal, det er helt umuligt at regne med noget som helst.

“Lykketoft: Økonomer har ikke fundet de vises sten”, stod der forleden på forsiden af dagbladet Information. Inde i avisen kommenterede den tidligere socialdemokratiske finansminister en rundspørge, dagbladet havde foretaget blandt nationaløkonomer. Disse mente alle – surprise! – at fremtiden er svær at spå om. Underforstået: Man skal gøre sig klart, at økonomer er som krystalkuglelæsere. Mystikere, der mumler i blinde eller trance uden mål og med.

På Politiken.dk kan man læse, at bladets lederskribent, Kristian Madsen, mener, det bør udbasuneres som breaking news, at de økonomiske vismænd har erkendt, at de tog fejl i deres prognoser over, hvor mange ledige der ville komme i arbejde som følge af den beskårede dagpengeperiode. For er sløret hermed ikke faldet? Står økonomerne ikke bare helt nøgne?

Lederskribenten er meget opkørt over dette, da han mener, der er tale om en “økonomfetichisme” i Danmark. En fetichisme, som også “gennemsyrer Finansministeriet, der gennem de senere år har fået sin helt egen politiske dagsorden, nemlig at sætte politikerne ud af spillet. Politikerne er uanset partifarve risikomomenter i den økonomiske ligning for Finansministeriets embedsmænd; de er uansvarlige børn, der kan finde på at fortage sig uventede udskrivninger eller lytte til befolkningen.”

Men nu ser vi, at økonomerne tog fejl. Ergo kan vi foretage os nogle “uventede udskrivninger”?

Kristian Madsen har behændigt valgt at se bort fra et par detaljer. Eksempelvis, at dagpengereformen har et bredt politisk flertal, hvis enkeltmedlemmer i så fald alle skulle være bitches, som det hedder på nudansk, for nogle embedsmænd i Finansministeriet. Man ser en departementschef i lak og læder svinge den nihalede over en flok kravlende, klynkende folkevalgte. Glemt er tillige, at hvis langt færre ledige er kommet i arbejde som følge af dagpengereformen end ventet, skærper det vel snarere behovet for ikke at have for høje overførselsindkomster end det modsatte.

Men sådan er det ikke hos Madsen. Og heller ikke i store dele af Socialdemokraternes og SFs bagland, hvor økonom-fornægtelsen går på omgang som ildvand i en indianerlejr. Hvis virkeligheden falder mere traurig ud end de økonomiske forudsigelser, er det berusende ræsonnement, at der må deles flere penge ud. Vi ved jo alligevel ikke noget evident om økonomi. Så hvem siger ikke, det kan være lige så godt at spendere som at spare, når der er krise? Siger de økonomiske vismænd, at vi skal passe bedre på pengene? Jamen, de ved jo ingenting. De har ikke fundet de vises sten. Bare se, hvordan det gik med deres dagpenge-prognoser!

Således støder man for tiden på den ene artikel efter den anden, der handler om “voksende uro” i bagland over regeringens stramme økonomiske linje.

Så det er på tide, der bliver “investeret”, som det hedder. “Vi er et af de lande, der har det bedst økonomisk i EU. Derfor mener jeg, at der burde være plads til at sætte mere turbo på og skabe flere arbejdspladser og få hjulpet alle de mennesker, der står til at ryge ud af dagpengesystemet«, som socialdemokraten Jan Johansen siger til Politiken. Han suppleres af partifælle Orla Hav, der hævder at følgende synspunkt “er udbredt i partiet”:

»Jeg har undret mig over, at USA og Europa forfølger hver sin strategi i forhold til at gavne beskæftigelsen og bekæmpe tilbageslaget i økonomien. USA investerer ret kraftigt, Europa forsøger at spare sig ud af det. Det er vigtigt, at de to traditionelt store økonomier bliver enige om kursen. Jeg tror ikke meget på sparevejen alene«.

“Jeg tror ikke meget på sparevejen alene.” Der skal altså både spares og spenderes, må man heraf slutte. Både blæses og have mel i munden. Både gås frem og tilbage. Her må man vel konkludere, at det sandt nok bliver vanskeligt at opdrive økonomer, der finder en sådan løsning anbefalelsesværdig. Hvorfor det er bedst slet ikke at bryde sig om økonomer overhovedet.

En særlig ironi oven i alt dette er, at et flertal af danskerne gennem mange år konsekvent har ment, at velfærden er blevet ringere i Danmark, uanset at der er brugt flere og flere penge på den. Det viser alle meningsmålinger.  VK-regeringen øgede den offentlige sektor med 86 milliarder kroner på ti år. Vi bruger i dag over 20 procent mere på velfærd end for ti år siden.

Det er muligt, ingen længere bemærker revnen i velfærdssamfundets fundament. Og at sætningsskader og efterfølgende sammenbrud i de bærende vægge ikke vil finde sted i op til flere generationer. Men nationens husholdningspenge er vel stadig et plus og minus regnskab? Eller er man virkelig “økonomfetichist”, hvis man synes pengene skal passe?

 

76 kommentarer RSS

  1. Af Jesper Høegh

    -

    Der er rigtig mange gode mennesker i Danmark

    tager sig af affalds Katte – hvem tager sig af – affaldsmennesker – ældre der sidder på plejehjem – sygehuse -ensomme – de får tildelt almisser – for at blive holdt i
    live.

    En regering med 23 ministre – spindoctorer en masse –
    en støttegruppe bstående af fortrinsvis unge uprøvede kræfter – der uafbrudt råber SU – uddannelser – .

    Regeringen – vi er moderne – ansvarlige -
    nej – et samfund i opløsning.

  2. Af Claus Christensen

    -

    Der er utrolig megen uklarhed i Mads Kastrups indlæg.

    Kritikken går ikke udelukkende på økonomer og embedsmænd og deres begrænsede virkelighedsopfattelse. Den går naturligvis også på de mange politikere, der ikke ejer evnen til selvstændig, kritisk tankevirksomhed og derfor ikke får sagt fra overfor økonomernes rådgivning, som baserer sig på forkerte antagelser.

    Kritikken går ikke på, at den offentlige økonomi skal hænge sammen. Det var snarere Cepos og den borgerlige regering, der lod 5 og 7 være lige med forventning om, at dynamiske effekter ville finansiere en stor andel af skattelettelserne.

    Når man taler om investeringer i fremtiden, bør det i princippet være et spørgsmål om at anvende ressourcene klogt, så de bidrager til at tilvejebringe et fremtidigt indtægtsgrundlag. Investerer man f.eks. i at uddanne ledige, får disse ledige nogle kompetencer, der giver større mulighed for at skabe indtægter for sig selv og samfundet.

    Når nedskæring af dagpengeperioden møder stor modstand, er der flere grunde til det.

    For det første er det en reel katastrofe for dem, det går ud over, som går fra en tålelig økonomi til en katastrofal økonomi, hvor de ikke får en krone at leve for, fordi de måske har et hus med friværdi eller er gift med en i arbejde.

    Desuden er der negative dynamiske effekter for økonomien, fordi den utryghed, man herved skaber i hele befolkningen, giver mindre forbrug og dermed mindre økonomisk aktivitet, større arbejdsløshed, mere utryghed og endnu mindre lyst til at forbruge. Flexicurity-modellen er smadret med mindre fleksibilitet på arbejdsmarkedet til følge. Hvem har i den situation lyst til at satse ved at søge nyt job?

    Økonomerne har i slut 00′erne spillet med på DI/DA’s melodi om større arbejdsudbud, som meget modigt kritiseres af Niels Lunde i Djøf-bladet i denne uge. Selv nu fortsættes denne melodi – ganske vist ikke med flere skadelige skattelettelser men med nedskæringer for de ledige, så de kan komme i gang med at søge de jobs, der ikke er der.

    Økonomerne påstod, at skattelettelser ville give mere beskæftigelse, større produktivitet, en stærkere økonomi og overskud på de offentlige budgetter. Realiteten er, at de var med til at skabe en kortsigtet, importtungt, forbrugs- og boligbobledrevet vækst, der mildest talt ikke gavnede økonomien på længere sigt.

    Det er på tide, vi målretter ressourceanvendelsen i retning af private og offentlige investeringer, der kan sikre grundlaget for økonomien i fremtiden. Vi må se på KVALITETEN af den økonomiske aktivitet og ikke på KVANTITETEN, som bnp-økonomerne stirrer sig blinde på.

  3. Af Bjørn Sørensen

    -

    “Sandheden er ilde hørt”
    Folk vil ikke høre sandheden, men foretrækker at blive fyldt med søde løgne. Sådan er livet kære venner.
    Nu er økonomi ikke en eksakt videnskab, men kan måles og vejes på mange måder.
    Eftersom de fleste økonomer er ansat, er deres udtalelser som regel tilpasset omstændighederne.
    Man bider jo ikke den hånd som fodrer en.
    Og så må vi ikke glemme at det ikke altid er i alles interesse at skræmme folk mere end nødvendigt.
    I aviserne stod der at tyskerne svigter og vi skal ikke forvente så mange tyske turister i den kommende sommersæson. Kort tid efter udtalte sommerhusudlejerne at de forventede en øget efterspørgsel i den kommende sæson.
    Tilfældigt mødte jeg en af mæglerne og jeg spurgte ham hvordan der kunne være så stor en forskel i udtalelserne.
    Han svarede at nu skal man jo ikke skræmme sommerhusejerne for så klargører de ikke deres huse til udlejning, og så har vi jo et mindre udvalg.
    Sådan bøjes virkeligheden af frygt for overreagerende konsekvenser.
    Så regeringens-, bankernes- og interessegruppernes økonomer vejer ofte deres udtalelser og helst kommer de med tvetungede udtalelser.
    Som sagt så er det svært at spå om fremtiden, så det kan man altid dække sig under.
    Så når vismændenes beregninger ikke opdager det, er det så fordi de har brugt samme bereregningsmodel eller er det fordi vismændene ikke ville lave rav i den på daværende tidspunkt. For hvis man altid snerrer så risikerer man at blive overhørt.
    Selvfølgelig er der økonomer som kommer med realistiske reporter og prognoser men ofte forbliver de interne og offentligøres ikke. Det sker da at indholdet siver ud.
    Den opmærksomme vil alligevel få et billede af realiteterne, men man skal være vågen og have fingeren på pulsen og i besiddelse af almindelig sund fornuft.
    Så hvad skal vi med økonomerne? Det samme kan siges om præsterne og psykologerne. Eller hvad med politikerne.
    Nogen skal jo berolige befolkningen. Det skal nok gå altsmmen.
    Der er jo folk som har indset at vores velfærdssamfundsmodel er urealistisk. Men når nu størstedelen af befolkningen tror, t r o r, at vi har verdens bedste velfærdssamfund, så er det som at kæmpe mod vejrmøller hvis man mener noget andet.
    Vi havde en statsminister som skrev en bog om minimalsamfundet, og jeg formoder han mente det, men han ville også være statsminister. Hvad gør man så for at man opfylder sine drømme, ja vi kender det alle, man kompromisser.
    Ja sådan er livet.
    Men som i kejserens nye klæder er der altid en lille dreng som siger sandheden.
    Og nu er sandhedens time kommet hvor vi skal til at afvikle velfærdssamfundet fordi vi i vores hovmod har foræret vores indtjeningskilde, industrien til kineserne og vi er langsomt ved at erkende at vi kan ikke leve af at barbere hinanden.
    Det kunne økonomerne da have fortalt, ik’ osse.

  4. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    På nogle hospitaler er økonomien og arbejdsmoralen nu blevet så dårlig, at behandlingen af syge danskere er blevet rædselsvækkende og dødbringende elendig. Hundredvis af patienter er allerede omkommet på grund af helt utrolige og vanvittige tilstande. Nogle patienter ville sikkert have været bedre hjulpet hvis de havde befundet sig i Portugal, Bulgarien eller Albanien. Mange får overhovedet ingen hjælp eller en dilettantisk, latterlig og tosset hjælp, trods alvorlig sygdom.

  5. Af Werner von Braun

    -

    @ Per Andersen

    Tak for link til Informations artikel.

    Angående oikos og forståelsen af økonomi som husholdningsregnskab på statsniveau kan man udmærket lave den kobling, at det er det samme. Dog er man nødt til at inkludere et pengetræ i køkkenhaven hvorfra husholdningen kan hente de nødvendige midler til at ombytte produkter og tjenesteydelser inden for hjemmets fire vægge.

    Udfordringerne opstår i det øjeblik man ønsker at agere med det omgivende samfund – verdens-oikos – med pengene fra sit pengetræ og frugterne af sit virke. Det anarkiske verdenspolitiske marked er ofte præget af andre traditioner, omgangsformer og prisniveau end derhjemme. Konsekvenserne af at insistere på sine egne traditioner og formers forrang frem for øvrige kan få katastrofale konsekvenser.

    At betragte verdensmarkedet og den verdenspolitiske scene som en forlængelse af den nationale oikos er mildest talt uheldig. Den nationale oikos eksisterer i vore dage på markedets præmisser, og en dogmatisk insisteren på sund husholdningsøkonomi for statens vedkommende udtrykker en gammel (mis)forståelse af det internationale politisk-økonomiske system.

  6. Af Jens From

    -

    Det er i sandhed svært at spå… Men til gengæld er fremtiden det eneste, man overhovedet kan spå om – det ligger jo i ordet.

    ‘Spå om fremtiden’ er en pleonasme – dobbeltkonfekt. Som at regne med tal eller bakke baglæns (tilbage),

  7. Af Peter B. Jensen

    -

    Kastrup blander to ting sammen. Det ene er den religiøse ophøjelse som vi tilskriver økonomer. Det andet er hvordan vi prioriterer og fordeler de penge vi har til rådighed. Det er for så vidt forståeligt da de konstant bliver blandet sammen, når politikere forsøger at validere sin politik med økonomiske modeller og polemikere frit vælger det som bedst understøtter deres konklusion.

    Nu har både Kastrup og Rasmus Jarlov erklæret at (makro)økonomi bare handler om at balancere indtægter og udgifter. Jeg håber (og tror) ikke at de, der ofte henviser til økonomiske rationaler, er så naive. Selv om det kan virke pedantisk vil jeg prøve at illustrere problemet.

    Lad os antage at statens udgifter ligger 10% over indtægterne. Let, så skærer vi bare 10% over hele linien, og så er der balance. 10% fra demokratiet, 10% fra militæret, 10% fra overførselsindkomster, 10% på uddannelse, 10% fra virksomhedsstøtte osv.
    Men når vi skærer 10% virksomhedsstøtte, så er der nogle virksomheder der går konkurs. Når vi skærer 10% fra politiet, så falder opklaringsprocenten og handlekraften og forsikringspræmien stiger. Når vi skærer 10% fra sygeplejen kommer der flere sygedage, der påvirker samfundets effektivitet (og velvære). Når vi skærer 10% på uddannelse bliver vi dummere, med alt hvad dertil hører. Det kender vi som afledte effekter, og de gør at hvis vi balancerer et år så forskubber det balancen til næste år.

    Derfor bruger økonomer modeller der forsøger at tage højde for disse afledte effekter. Og så vi ikke får en uløselig ligning med for mange ubekendte, laver de nogle antagelser om effekterne. Det er disse antagelser der let kan blive politisk motiverede, eller bygge på nogle forældede/ukorrekte forudsætninger. Derfor skal vi forbeholde os med en vis skepsis, når økonomer laver prognoser.

    I tilfældet med dagpengenes udløb var fejlen simpel. Man antog at flere ville blive beskæftigede når damokles sværd faldt. Måske fordi man tog udgangspunkt i tidligere erfaringer hvor forholdene var anderledes, eller fordi man tilskrev de arbejdsløse motivet at det var et bevidst valg. Og sådan en lille fejl får stor betydning for de berørte, når politikere lovgiver efter anbefalingerne og blogskribenter konkluderer at de er dovne, fordi de er ledige.

    Men vi kender også andre prognoser om afledte effekter der er tvivlsomme, fordi de bygger på antagelser om en bestemt adfærd og ignorerer reaktionen på den foreslåede aktion. Det velkendte mantra om at en lavere selskabsskat vil øge investeringslysten og bedre konkurrenceevnen er ideologisk betinget. Det kan meget vel presse vores konkurrenter til at sænke deres selskabsskat, så fordelen forsvinder. Og hvis virksomhederne i stedet vælger at investere i udlandet, sætte til side for at styrke aktiekursen, opkøbe ejendomme eller udbetale det som bonus og afkast, så kan det få den stik modsatte effekt. Og selvfølgelig må statens lavere skatteprovenu udløse besparelser der rammer virksomhederne eller deres ansatte.

    Økonomi er i princippet ikke svært. Men når det handler om at prioritere og relativere alle dele af et komplekst samfund, så skal vi ikke gøre det simplere end det er.

    Den anden del, om vi skal sænke støtten, er en mere klassisk ideologisk debat. Her er spørgsmålet ikke om vi skal spare, men om det er et fornuftigt sted at spare?
    Carina har skabt det indtryk at kontanthjælp er formidabel og Robert at arbejdsløse ikke gider, men for flertallet, der skal klare alle udgifter for 124.000 om året før skat, og redeligt søger det arbejde de er egnet til, er det ikke en livsstil – men en livline.
    Vi skal heller ikke glemme den anden partshaver, arbejdsgiverne, ikke er interesserede i en halvhjertet eller halvkompetent medarbejder. De laver efter sigende en førstesortering af ansøgere på netop hvor lang tid de har gået ledige.

    Og her bliver debatten så problematisk, fordi vi kun kigger på den ene faktor i en kompliceret ligning. En syg eller svindlende arbejdende kan jo hurtigt komme til at koste mere for staten end en lovlydig arbejdsløs, da en operation eller advokatsalærer snildt løber op i tilsvarende beløb. En skorstensbelånt husejer har økonomisk set ingen ret til huset, men påvirker stadig markedspriserne ved at huset ikke er ledigt. Hvis man går op i fodbold eller politik, håndvåben eller hyacinter koster man indirekte mere på grund af den ekstra bevågenhed myndighederne har på disse områder. Vi bruger formuer på at kalde hinanden idioter i offentligheden, og flere formuer på at råde bod på skaden når nogen tager det for nær.
    Og hvis man måler på andet end økonomi, men energi eller ressourcer, er det pludselig omvendt proportionalt – at de hårdtarbejdende velhavere tærer mere på reserverne end den inaktive arbejdsløse. Men det er nok en anden diskussion.

    Min pointe er ikke at udpege andre syndere, men at pointere problemet ved at vurdere vores samfundsmæssige værdi ud fra en enkelt faktor.
    Og for at gøre det ekstra besværligt, så ‘lader’ vi jo ofte som om alternativet er gratis. Men hvis vi sænker kontanthjælpen til et beløb der ikke dækker leveomkostningerne, så får vi nogle desperate mennesker, der nok på anden måde belaster økonomien og samfundet. Hvis vi reducerer de offentlige lønninger til peanuts af de private, nærmest opfordrer vi til korruption. Og så videre. Afledte effekter..

    Kastrup åbner med spørgsmålet: Hvad skal vi med økonomer? Når han nu ikke selv besvarer spørgsmålet giver jeg gerne et bud. Vi skal bruge økonomer til at analysere og rådgive om den økonomiske side af samfundet. Ganske som vi bruger sociologer, jurister, biologer og andre inden for deres faglige speciale.
    Men hvad skal vi IKKE med økonomer? Vi skal IKKE ophøje dem til orakler og IKKE give dem absolut magt over vores prioriteringer.

    Og nu han nævner VK regeringens sektorforøgelse af det offentlige, er det mit indtryk at de indførte et kostbart lag af økonomiske kontrollanter og managere, der netop ikke bidrog til velfærdsydelserne. De lagde det offentlige ind i skabelonen for ‘new public management’ så vi kunne optimere samfundet ud fra en forretningsmodel. Men de undlod at medregne/kontrollere omkostningerne ved deres egen tilstedeværelse, og glemte at borgere ikke kan fyres og velfærd ikke kan outsources – kun flyttes rundt i forkellige kasser.
    Men så fik vi da beskæftiget dem som voksede frem af det forrige arbejdsløshedsdilemma, da løsningen var at gøre dem til finansjonglører, kommunikationsfolk og managere.

    Og så lige til sidst. Det relevante er vel ikke hvor stor en andel af befolkningen der er på arbejdsmarkedet, men om vi løser de arbejdsopgaver vi har behov for? Arbejde er et middel – ikke et mål, og traditionen tro går det rivende galt når vi forveksler de to.
    Sig hvad du mangler, og så skal vi nok lægge hovederne i blød og hænderne i sved for at dække det – hvis det altså er noget som kan produceres og handles. Til gengæld vil jeg gerne bestille for 100 kroner empati hos de arbejdsramte stakler, der bærer verden på sine skuldre.

  8. Af B Nielsen

    -

    @Peter B. Jensen

    Den største enkeltforøgelse af den offentlige sektor under VKO skete indenfor sundhesssektoren, der var blevet forsømt af Nyrup-regeringen.

    Blandt andet ventelistegarantier og udbygningen af mange nye behandlingstyper kostede dyrt.

    Selv om effektiviteten i samme periode også blev forøget kraftigt, betød den kraftigt øgede indsats også kraftigt øgede udgifter.

    Jeg tror, at der er rigtig mange, der har været glade for ventelistegarantien, der har sparet mange for at gå og vente i evigheder med smertefulde lidelser.

  9. Af Bjørn Sørensen

    -

    @Peter B. Jensen

    Din udlægning af problematikken med besparelser peger på at den bedste løsning på vores kroniske overforbrug løses bedst ved en devaluering af kronen.

  10. Af Peter B. Jensen

    -

    @B. Nielsen
    Det har du givetvis ret i, og jeg glædes også for dem som fik hurtigere behandling. Men når Kastrup og folk her på tråden klager over at det offentlige er vokset, får jeg ikke det indtryk at der bare hentydes til et efterslæb i sundhedsvæsnet.

    Der var sikkert mange fornuftige elementer i VKOs budgetter. Men jeg synes ikke at et hold skrankepaver der profitoptimerer hjemmehjælperen er et af dem. Og der kom vist paver ind på alle områder.

    @Bjørn Sørensen
    Jeg ved ikke om devaluering er en god løsning. Det ændrer ikke ved den interne økonomi, og de velfærdsydelser, som staten primært står for. Det gør vores eksportvarer relativt billigere i udlandet, men i dagens økonomi, hvor man også opkøber virksomheder, kan det blive et tveægget sværd. Og da vi efterhånden ikke har meget egenproduktion af livets fornødenheder kan det koste dyrt på de forkerte områder.
    Devaluering virker nok bedst når det er luksusvarer der handles over grænserne. Men det er da en interessant konklusion, som jeg ikke selv havde tænkt over.

  11. Af Peter B. Jensen

    -

    @B. Nielsen
    Det har du givetvis ret i, og jeg glædes også for dem som fik hurtigere behandling. Men når Kastrup og folk her på tråden klager over at det offentlige er vokset, får jeg ikke det indtryk at der bare hentydes til et efterslæb i sundhedsvæsnet.

    Der var sikkert mange fornuftige elementer i VKOs budgetter. Men jeg synes ikke at et hold skrankepaver der profitoptimerer hjemmehjælperen er et af dem. Og der kom vist paver ind over alle områder.

    @Bjørn Sørensen
    Jeg ved ikke om devaluering er en god løsning. Det ændrer ikke ved den interne økonomi, og de velfærdsydelser, som staten primært står for. Det gør vores eksportvarer relativt billigere i udlandet, men i dagens økonomi, hvor man også opkøber virksomheder, kan det blive et tveægget sværd. Og da vi efterhånden ikke har meget egenproduktion af livets fornødenheder kan det koste dyrt på de forkerte områder.
    Devaluering virker nok bedst når det er luksusvarer der handles over grænserne. Men det er da en interessant konklusion, som jeg ikke selv havde tænkt over.

  12. Af k Laursen

    -

    Hvad skal vi med jubel-liberalister

    Jubel-liberalister kan kun reform efter reform beskære arbejdsløse, svage, pensionister og give provenuet til de rigeste.

    Jubel-liberalister’s økonomiske verden er som en reaktionær underkuet husmor’s madbudget. Skær ned hvor der ikke længere er råd og lade manden beholde mere til egne fornøjelser – smiler bredet, lol.

  13. Af Erik Larsen

    -

    “Bjørn sørensen” – alle såkaldte eksperter siger at et af de store problemer er at danskernes forbrug er faldet drastisk! Så hvor er det LIGE dit “overforbrug” findes frem lige nu??????????????

  14. Af Erik Jørgensen

    -

    k Laursen. som simon Spies sagde:

    ‘Tag fra de fattige, og giv til de rige – og landet bliver rigere. Tag fra de rige og giv til fattige – og landet bliver fattigere. De fattige har det jo med at klatte pengene væk’.

  15. Af k laursen Laursen

    -

    @ Erik Jørgensen
    Simon Spies var næppe blevet nogen stor politiker eller filosof, men selvfed kapitalist det magtede han til fulde.

    Jeg skal da lige love for at de rige i bankerne har magtet at klatte pengene væk! Tiderne skifter altså!

  16. Af Erik Jørgensen

    -

    k laursen Laursen.
    Man kan sige om Spies hvad man ønsker; men han var en meget dygtig, flittig og arbejdsom herre, der skabte utrolig mange arbejdspladser.
    Vigtigst – han kunne forsørge sig og sine, uden den her bitre misundelse.

  17. Af Bjørn Sørensen

    -

    @Erik Larsen

    Når staten har et underskud i størrelsesordenen 100 mia kroner så er det fordi statens udgifter overstiger indtægterne.
    Statens udgifter går overvejende til lønninger og sociale udgifter.
    Så når vi skal have balance i økonomien, hvilket vi skal have før eller siden med mindre vi ønsker græske tilstande, og så vil vi blive dikteret.
    Så enten skal vi fyre 300.000 i den offentlige sektor eller vi skal halvere de sociale udgifter.
    Det er de realiteter vi skal forholde os til.
    Jeg mener at vi bør tage slagsmålet nu og gennemføre de nødvendige reformer vi har udsat i 30 år så vi en gang for alle kan få balance i økonmien.
    Vi skal gøre det nu mens vi stadigvæk har handlefrihed, for hvis vi venter bliver vi dikteret.
    Jeg har tidligere foreslået en cocktail bestående af en devaluering af kronen, 10 års ansættelses- og lønstop i det offentlige, sociale ydelser skal gøres ydelsesbetingede og tidsbegrænsede og fjernelse af minimumslønninger samt arbejdspligt for folk der modtager enhver form for arbejdsløshedsunderstøttelse efter 3-6 mdrs ledighed.
    Det hvad der skal til for at modvirke 30 års hovmod og tåbeligheder.
    At tro at vi kan udsætte pinen med kickstart og andre former for tisse i bukserne metoder, hvilket vi har forsøgt de sidste 30 år, er halsløs gerning.

  18. Af Jørgen Christensen

    -

    Bjørn Sørensen. en rigtig god artikel; men…..

    Som Kastholm skrev i en artikel: ”Nu er arbejdets hær i mindretal; men et privilegeret flertal lever af offentlige ydelser, og hvis dette flertal ikke giver afkald på nogle af sine privilegier, går velfærdssamfundet i stykker, fordi det ikke længere kan finansieres, og fordi det mindretal, der pukler for at skaffe pengene, ikke længere vil finde sig i tingenes tilstand. I et demokrati har flertallet magten. Kan man forestille sig, at et flertal vil benytte sin magt til at afskaffe nogle af sine egne privilegier”.

    Velfærdssamfundet – som det har udviklet sig – kan sammenlignes med en kræftsvulst, der æder patienten op – indefra.

  19. Af Bjørn Sørensen

    -

    @Jørgen Christensen

    Helt enig. For et års tid siden skrev Kurrild-Klitgaard at nu var 60% af befolkningen offentligt forsørget. Så, at landet er politisk skakmat har vi set længe.
    Det kan af begavede politikere løses hen ad vejen ved del og hersk politik. Dvs man bliver nødt til at spille de to befolkningsgrupper, offentligt ansatte og bistandsmodtagere, ud mod hinanden, for det er blandt dem besparelserne skal hentes.
    Om den siddende barnerumperegering magter det skal blive interessant at se.
    Og så må vi ikke glemme at de skal overvinde deres ideologiske barnetro som er årsagen til vores nuværende krise, hvilket de ikke har fattet.
    Det bliver en hård nød at knække.

  20. Af Balther Jensen

    -

    @ Mads Kastrup.

    Penge, er kun noget man har opfundet for at gore Handel og Vandel letterer.

    Hvis Danskerne vil have orden i deres okonomi, saa skal de forst og femmest smide alle deres ‘Okonomer’ og ‘Akademikerer’ ud af Finansministeriet.

    Derefter skal de bede alle de privatejed Banker at gaa af H….D til, og stikke deres usle Kroner op i deres Rov.

    Derefter skal Regeringen trykke Penge de har brug for, og saa laane Pengene ud til alle ‘Ivarksatterer’ som vil skabe arbejdspladser, men saadanne laan skal vare fuldstandig ‘Rentefrie’.

    Og, saa skal Regeringen trykke de penge som de giver ud til de arbejdslose i ‘kontanthjalp’, saaledes at alle har Penge til at kobe de varer og produkter som ‘Ivarksatterne’ fremstiller.

    Og, der er ingen som maa betale mere end 10% i Skat af deres netto inkomst.

    Og, saa skal regeringen fyre 90% af alle de statsansatte, og give dem ‘KONTANTHJALP’ i stedet for hvad de nu bliver betalt af regeringen for at sidde paa deres Rov, og intet at udfore som har nogen vardi, hvis de ikke selv kan finde et andet arbejde, hvor de ogsaa kan sidde paa deres Rov, og grine af alle idioterne som betaler 60% i SKAT, Og dermed deres lonninger.

  21. Af j nielsen

    -

    Tak for P.B.Nielsens indlæg.

  22. Af Ole Skovgaard

    -

    @Balther Jensen, Diplomati har vist aldrig været din spids kompetance, men et stykke hen ad vejen er det altså ikke helt i skoven det du skriver der.

  23. Af Balther Jensen

    -

    @ Ole Skovgaard, 21. januar 2013 kl. 05:33

    Du skriver:

    ” @Balther Jensen, Diplomati har vist aldrig været din spids kompetance, men et stykke hen ad vejen er det altså ikke helt i skoven det du skriver der.”

    Ja, du har ret Ole. Diplomati er ikke min starke side.

    Fordi, jeg er opvokset under krigen 1940-45, og den gang var der ingen brug for DIPLOMATI.

    Den eneste slags ‘Diplomati’ som Tyskerne og deres Danske medloberer forstod var,’ Krudt og Dynamit’, mord og brand.

    Men jeg larte dog at tale og skrive ‘Sandheden’, selv om jeg ikke gik i skole under Krigen, fordi, min skole var besat af Tyske soldater.

    Men det passed mig udmarket, fordi, der var mere nodvendige ting at gore end netop at gaa i skole.

    Forstaar du, vi skulde jo have smidt de satans Tyskerer ud af Danmark, for de stjal alle vores fodevarer, og andre vardier.

  24. Af Ole Skovgaard

    -

    Det lyder meget fornuftigt, ingen tvivl om at dem der under krigen bekæmpede tyskerne er sande som helte som vi i dag står på skuldrende af. Uden dem intet demokrati og ytrings frihed og ingen tvivl om at den generation (mine forældres) der voksede op under krigen kan lære os andre i dag meget om, at sætte tæring efter næring.

    Nu sidder de jo på flæsket og har ind imellem nok svært ved at se samme ofrings villighed hos de yngre generationer end hos dem selv. Desværre er der osse nogle af dem der glemte denne ansvarlighed og har belånt deres boliger til op over skorstenen for at leve livet, men sådan er der jo så meget. The souceges of life i speget.

    Men det er altså heller ikke blevet nemmere, i dag er en bolig eks blevet så dyr (Kontantværdien af den) at det drejer sig om at få gælden sparket til hjørne i et F1 F2 F3 F7 afdragsfrit lån hurtigere end lyden for overhovedet at komme ind på bolig markedet. GÆLD GÆLD og ATTER GÆL er blevet status.

    Hvad er ligheden mellem en grise avler gård ude på landet omkring klokken 12 (Fodrings tid) og den offentlige sektor i et år, hvor de må nøjes med 0 vækst.

    Svar: Hyleriet er lige højt.

  25. Af Balther Jensen

    -

    @ Ole Skovgaard, 21. januar 2013 kl. 12:41

    Ole, du skriver:

    “Hvad er ligheden mellem en grise avler gård ude på landet omkring klokken 12 (Fodrings tid) og den offentlige sektor i et år, hvor de må nøjes med 0 vækst.”

    Svar: Hyleriet er lige højt.

    Du har ret Ole: Der ingen forskel mellem de offentligt ansatte og en samling svin ved Fodrings tid, de hyler lige hojt.

    Jeg er selv fodt og opvokset paa et lille Husmandssted ude paa landet under den anden verdenskrig, og min Far havde altid nogle faa grise, koer, 2 Heste, faar og geder,hons og ander og nogle gas, saa jeg kender til ‘Hyleriet ved Fodrings tid, og jeg giver dig 100% ret, og jeg siger, de offentligt ansatte er som en flok svin ved Fodrings tid, – saavel som udenfor Fodrings tiden.

  26. Af Werner von Braun

    -

    @ Balther

    Tak for at bibringe debatten klar og tydelig tale, alle kan forstå.

    Det giver nemlig kun ringe mening at privatpersoner passivt tjener på alle andres virke.

    I knap så maleriske billeder vil jeg støtte din holdning til pengevæsenet, og ønske de private banker tilbage hvor de kom fra, den offentlige stregkodesektor afviklet, og kontanthjælpen – eller borgerlønnen om man vil – indført.

    Set i bakspejlet kan man få den tanke, at tyskerne tog sanddrueligheden og den sunde fornuft med sig da de gik, men ved nærmere eftertanke var det måske snarere amerikanerne der fortrængte dem begge med tyggegummi, cola og film fra Hollywood… og økonomer.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info