Thornings frie fald

Jeg var én af dem, der 1. maj stod midt for scenen i Fælledparken og hørte statsminister Helle Thorning-Schmidt sige:

”Mådehold er en vej til sammenhold”.

Det forekom tvivlsomt, om nogen af os forstod sætningen. Jeg stod sammen med Henrik Olsen. En midaldrende tagdækker iført øl og fremvisende en bar, gennemtatoveret overkrop. Han var venstremand. Sådan er det, når man tjener over 400.000 kroner om året, sagde han og sugede på sin joint.

Fra Thorning  lød det med 1. maj-talerens næsten råbende diktion, at vi var samlet for at vise, ”at fællesskab og solidaritet er vigtig.”

To ting forekom bemærkelsesværdig ved talen. For det første var den en lang spanking af lønmodtageres evt. håb om en styrkelse af statens kærlige, beskyttende og støttende hånd samt dertil en lige højre til enhver forestilling om mere i løn og længere ferie. Hvilket muligvis forklarede årsag nummer to i bemærkelsesværd: Socialdemokraternes formand indkasserede sit største bifald, da hun ”råbte”, at regeringen i fremtiden vil sørge for, at bøsser og lesbiske kan blive gift i kirken.

Thorning kan tale “socialdemokratisk”. Hun kan sige ”de svage”, ”solidaritet” og ”sammenhold”. Hun kan gøre det på det sprog, der er givet hende af generationer af forgængere, hvori socialdemokraternes sjæl havde bo og som skabte det danske velfærdssystem. Men i dag kan alle tale ”socialdemokratisk”. Og socialdemokraternes formand ligner ikke engang en mere. Hun fører heller ikke politik som en, lyder kritikken for tiden. Og 1. maj var hendes bedste talking point, som det hedder – formandens mest folkeligt applauderede pointe, om man vil – at vi skal have homovielser i Folkekirken.

Det er et år og en Thorning-tiltrædelse som statsminister siden, at sociolog Henrik Dahl udgav bogen ”Spildte kræfter”. Hvori han skrev, at Thorning-Schmidt er ”en blank person”, der i bedste fald besidder ”reproduktionens begavelse”.

Hovedpointen i bogen var dog, at venstrefløjen »har kurs direkte mod overflødigheden«. Venstreorienterede politikere har ikke noget svar på nutidens spørgsmål. Venstreorienterede akademikere skaber ikke nye erkendelser. Og venstreorienterede kunstnere kreerer ikke ny kunst, der kuldkaster gamle indsigter. Venstreorienterethed i Danmark er derimod at »være for-den-offentlige-sektor-hed«. Hvilket i over 100 år har været vejen til at blive den herskende klasse. En herskende klasse af funktionærer og ansatte i social-, undervisnings-og sundhedssektorerne, der ved hjælp af diverse ideologier om svaghed, udsathed og magtesløshed skaffer sig selv god løn og behagelige arbejdsforhold. Alt imens man maskeret som ”solidaritet” formynder den umælende, arbejdende klasse.

I dag kan man drille Dahl. Om ikke i diskursen, så i dens virkeliggjorte, dens i dag realiserede detalje. Venstrefløjen – og særligt Socialdemokraterne – har faktisk vist sig at have et svar på den danske velfærdsstats udfordring. Svaret er bare ikke deres eget. Eller som kommentator Rune Lykkeberg for nylig kritiserede Thorning og kompagni i Information: ”Anders Fogh Rasmussen var længe Socialdemokraternes politiske modstander, men han er lige så langsomt blevet deres åndelige leder.”

Der må et systemopgør til, hedder det fra regeringen. Mennesket før systemet. Ikke omvendt. En melding fra eksempelvis ministrene Mette Frederiksen og Karen Hækkerup. Og sådan lød det også fra Fogh. Nu har SSFR om nogen gjort det til det nav, de træder deres regeringspolitiske pedaler omkring – eller i hvert fald deres retorik omkring. Og muligvis med en hel del mere fremdrift end VKs tandem opbød.

Der er imidlertid ingen grund til at anråbe tyveriet alt for højt. Tyveri har været et tilbagevendende tema i dansk politik i mange år. Det er efterhånden vanskeligt at se, hvem der har ejendomsretten.

»Der er nogen, der har stjålet mit parti,« sagde den gamle SiD-kæmper og socialdemokrat, Hardy Hansen, under Nyrup-regeringen i 90erne. Hardy Hansen fandt regeringen alt for borgerlig.

Der stod fast kronekurs, økonomisk ansvarlighed og lav inflation på ryggen af regeringen Nyrup i 90erne. Videreført fra den borgerlige firkløver regering fra 80’erne. Men dette Socialdemokrati var ikke Hardy Hansens Socialdemokrati: “Er det socialdemokratisk politik at skærpe kravene til bistandsmodtagerne, lave stærkere kontrol med de arbejdsløse og forkorte perioden man kan få dagpenge i,” spurgte han og svarede selv ved at forlade Folketinget.

Den daværende konservative partileder, Per Stig Møller, følte sig følgelig lige så berøvet som Hardy Hansen: “Det, man skal være opmærksom på, det er, at når man køber socialdemokraternes borgerlighed, så er det et kopipræparat med ukendte bivirkninger. Vi har altså originalpræparatet,” mente Møller.

I 00′erne skitserede Michael Kristiansen, daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens spindoktor, at blå blok nu til gengæld havde stjålet Socialdemokraternes politik. Som Kristiansen med slet skjult triumf sagde til Politiken om den røde statsministerkandidat Mogens Lykketoft under valgkampen i 2005: »Vi har pakket ham fuldstændig ind«. Underforstået, at Lykketoft var fikseret i sin egen politik, som blev ført af modstanderen.

Førstefødselsretten til velfærdsstaten blev således i 00’erne borgerlig ejendom. Og nu hvor den er tilbage hos partiet, der om noget skabte størrelsen sammen med fagbevægelsen i forrige århundrede, forekommer den, ifølge socialdemokrater og venstreorienterede selv, stadig at være meget ,meget borgerlig.

»Er Helle Thorning-Schmidt klar over, i hvilken grad hun er i frit fald – selv blandt arbejderbevægelsens kernetropper?«.

Spørgsmålet blev stillet forleden af debattør Lars Olsen i Jyllands–Posten. Overskriften var ”Thornings nedsmeltning”. Denne kritik og lignede knubbede ord fra egne centrum-venstre rækker fik derpå Politikens opinionsredaktør, Per Michael Jespersen, til – i en festlig analyse med overskriften ”Røde vælgere er bare hamrende kritiske” – at forklare det hele. Og man kunne forstå, at det alt sammen er sundhedstegn.

Når statsminister Helle Thorning-Schmidt i disse dage og måneder gennemhegles eller forlades af sine egne, skyldes det venstrefløjens sunde debatkultur. Det skyldes ikke, at folk har gennemskuet, at hendes ord ikke matcher hendes handlinger. Det har intet at gøre med, at Thornings tale kan opfattes som den uselvstændiges omtrentlige gengivelse af et pensum, der glemmes, når hun omsider har gjort sin personlige lykke.  Kritik er nu engang et vilkår, som socialdemokratiske statsministre mødes med (modsat borgerlige statsministre, forstås). Og det ”skyldes, at deres (Socialdemokraternes, red.) vælgere har forventninger til deres ledere, (modsat borgerlige vælgere, som jo er hamrende ligeglade, forstås, red.),”  skriver Politikens opinionsredaktør og siger: ”Mange vælgere i rød blok forventer simpelthen, at når velfærdsstatens bygherrer kommer tilbage til byggepladsen, er reformpausen slut, og så fortsætter vejen mod ’det gode samfund’,” hedder det.

Det virker ikke, som om opinionsredaktøren var til stede på Fælleden 1. maj. Eller også opfattede Per Michael Jespersen Helle Thorning-Schmidts tale på en helt anden måde, end tagdækker Henrik Olsen og jeg. Måske lavede Jespersen bølgen ved ”mådehold er en vej til sammenhold”.

Personligt har jeg dog efterrationaliseret mig frem til, at Henrik Dahl mere end ramte skiven, da han i sin bog skrev:

”Det, der kendetegner Helle Thorning-Schmidt, er [] at hun ikke har nogen større visioner. At hun kort sagt ikke er i stand til at gå blot nogle få meter uden en rollator af stikord og briefinger og talepapirer, og til trods for den alligevel taler som en lydfil. Mangler hjælpemidlerne, er hun hjælpeløs og næppe i stand til at udvikle selv det mest enkle ræsonnement. At nogen kan tro, at hun egner sig til at være statsminister, kan derfor kun skyldes en blanding af ønsketænkning og vellykket mediehåndtering.”

Nok mest “ønsketænkning”, vil jeg indskyde. Har nogen derude oplevet vellykket mediehåndtering fra Socialdemokraterne i dette årti? I forrige årti? Om så bare i form af ”reproduktionens begavelse”?

Men hvor imponerende er det ikke at falde frit i så lang tid – og hele tiden opad?