Er danske kristne en joke?

Præsten taler ved kisten foran menigheden: ”Vagn var måske ikke den flittigste kirkegænger. Men Vor Herre tilgiver og byder alle velkommen.” Nede fra kirkebænkene lyder det: ”Ku’ han selv have valgt, var han nok heller ikke kommet i dag.”

Således kan det skæres ud i få linjer, vores forhold til folkekirken. Vi kommer der ikke. I hvert fald ikke frivilligt. Højst til dåb, konfirmation, bryllup eller begravelse. I visse tilfælde skal enkelte, før de aflægger visit, endog bæres både ind og ud.

Eller ”vi” og ”vi”, skriver jeg.

Personligt er jeg for længst udmeldt. Jeg er agnostiker. Hvilket blot betyder, at jeg aldrig har mødt Gud eller er stødt på tilforladelig viden om eksistensen af Vor Herre. Andre har imidlertid mødt ham eller ved bedre end jeg. Hvilket er fint nok.

Med fare for at fornærme religiøse er jeg heller ikke medlem af Liverpools fanklub, men en bekendt har bedyret, at det udelukkende skyldes, at jeg aldrig har stået på Anfield og mærket den hellige ånd.

Jeg har ikke noget mod religiøsitet eller religiøse. Nogle af de bedst begavede, mest skarpsindige mennesker, jeg har mødt, var troende. Det undrer mig blot, at ingen af disse tilsyneladende er sat til at styre folkekirken.

For nu står vi der igen, igen.

Kirkeminister Manu Sareen (R) har erklæret sig ”rystet”. Det skete, da han i forrige uge blev forelagt tal, indhentet af Fyens Stiftstidende, som første søndag i februar havde bedt øens præster melde deres besøgstal tilbage. Resultat: 5.700 kirkegængere ud af en befolkning på 450.000. To kirker var helt tomme. I 46 kirker var der under ti kirkegængere. Alt i alt altså en total på godt og vel 1 procent af fynboerne.

Det er dog værre rundt om på Lolland-Falster, skrev Kristeligt Dagblad så mandag. I 2011 ringede kirkeklokkerne her forgæves i 108 sogne. Præsten stod i kjole, koret afstemt, orglet klar til at bruse, alterlys flammede, tjeneren var iført beredvillige, fodformede og fjedrende sko samt salmebøger til omdeling. Alt sammen blot for at konstatere at ingen mødte op – i alt 108 gange.

»Det er opsigtvækkende, at det er så markant. Det er ikke bare en tendens på Fyn, vi ser. Den tendens kan nu også ses andre steder i landet,« udtalte kirkeministeren nu og lød som en mand, der forsøgte at forklare, hvordan man kan støde hovedet mod den samme bjælke med sekunders mellemrum.

Det er så her jeg – medlem eller ej – får lyst til at indvie Manu Sareen i, at han nok er ene i de øverste organer af den danske statskirke om at finde de nævnte tal opsigtsvækkende. Men hvad kan man forvente af en kirkeminister, der ind til kort før sin udnævnelse tvivlede på sit eget medlemskab og måtte overtales til at blive?

Som en anden vittighed om folkekirken længe har lydt: ”Hvad er paranoia? Det er at gå til gudstjeneste en søndag formiddag og bilde sig ind, at der sidder nogen bag ved en.”

Antallet af danskere, der går til gudstjeneste falder støt og konstant, ja. Det har det gjort i over tyve år. Eksempelvis fra 48 procent i 1998 til 28 procent i 2008, hvor Berlingske fik lavet en gallup. 75 procent af danskerne går ikke i kirke, med mindre de har fået en særlig invitation. Langt størstedelen af kirkens medlemmer vidste intet i 2008 – og ved om muligt endnu mindre i dag – om kirkens centrale budskab. De ved ikke, hvad der skete Skærtorsdag, Langfredag eller påskemorgen. Påsken er den absolut største højtid i kirken. De fleste danskere svarer, det er julen.

Allerede den tidligere hofmarskal Hans Sølvhøj summerede det i sin tid op med at fastslå: »Der er næsten ingen huller i folks uvidenhed om kristendommen«. Folkekirken selv har krydset en ørken af en diskussion, hvor ingen løsningsforslag hidtil har kunnet slå rod og vokse. I dag står det kirkefolk klart, at det ikke handler om festligere gudstjenester, om at peppe salmebogen op med Kim Larsen-sange, holde flere spaghetti-gudstjenester eller genindføre kristendomsundervisningen i folkeskolen.

Men alt dette er tilsyneladende helt nyt for kirkeminister Manu Sareen. Og hvor ved jeg så det fra? Jo, Sareen siger til Politiken, at inden man begynder at lukke kirker, er det nødvendigt at se på, om der er andre måder at tiltrække nye kirkegængere på. Her skal kirkeministeren  være så velkommen. Forslag hertil har været søgt og afprøvet gennem 30 år blot for at konstatere, at landets mere end 2300 kirker ikke ser flere på bænkene af den grund.

Manu Sareen kan derefter vælge at læne sig op ad sognepræst Karin Jytte Langballe fra Nørre Vedby Kirke på Falster. Langballe mødte sidste år op til en tom kirke 13 søndage. I hvilken anledning præsten udtaler til Jyllands-Posten: ”Den første gang føltes det lidt sært. Man forventer jo, at der kommer nogen. Heldigvis er vi flere om at dele oplevelsen og styrke hinanden (organist, kirketjener, sangere, red.). Nu vender jeg den om og bliver glad, når der kommer nogen.«

Der skal mere end en ”ja-hat” til at skabe en turn-around i Nørre Vedby Kirke. Men Langballe viser, hun både har forstået og også repræsenterer kvintessensen af folkekirkens trofast fulgte strategi gennem årtierne over for problemet manglende sognebørn: Kirken fungerer fint uden kirkegængere.

Lykkeligvis er biskopperne kommet kirkeministeren til undsætning og har hvisket i hans øre, at der skal noget andet til. Noget der har skullet til lige så længe, som problemet har eksisteret. Medlemstallet falder. Udgifterne stiger. Menighedsrådene kan ikke overtales til besparelser, og i folkekirken er folket – menigheden – kirken. Men lukning af kirker er nødvendig. Det er, hvad der skal til. Og kirkeministeren vil nu foreslå, at i stedet for, at menighedsråd skal nedlægge sig selv, så skal nogle andre gøre det. Provstierne, måske.

I det store kirkebyggeboom fra midten af 1800-tallet til midten af 1900-tallet var danskerne fælles om tro og om at komme i kirke, uanset social- og aldersgruppe. Kirkerne står endnu. Blot ni kirker er nedlagt i hele Danmark siden 1849. Mange, mange flere er kommet til.

»Vi kan uden problemer lukke 20 kirker,« sagde budgetformand i Københavns provsti, Torben Larsen, til Berlingske sidste år og understregede, at det måske endda var i underkanten i Københavnsområdet.

Hvis skyld er det alt sammen, spørger den begavede læser så. Er det kirkeministrenes, biskoppernes, præsternes, fjernsynets, muslimernes, hinduernes eller ungdommens?

Svaret findes muligvis i endnu en vittighed om folkekirken:

Præsten er hos købmanden for at købe håndsæbe til kirkens toiletter. Muligvis den samme præst som i indledningen. Han betaler med lutter 25 og 50-ører. ”Nå, præsten har nok tømt kirkebøssen,” stikker købmanden.  ”Du kan måske genkende dit bidrag,” svarer præsten.

Er vi ikke her fremme ved sagens kerne? Den danske folkekirke er muligvis genstand for diverse vittigheder, ja. Men er det at regne mod, hvor stor en joke menigheden er, når man opregner dens bidrag til og tro på sin egen kirke?