Den laveste fællesnævners samfund

Jeg spiste engang et måltid på ”Salmonella bar” på Harboøre Festivalen. Det smagte udmærket, og jeg blev ikke syg.

Jeg forventede dog heller ikke at få salmonella. Jeg havde jo regnet det ud. Den indbyggede ironi i restaurantens navn. Den skæmtende, let grove vestjyske tone. Jeg satte endog så meget pris på navnet, at jeg tænkte, det må være det rigtige sted at spise, når man er på Harboøre Festival.

Men i den danske fødevarestyrelse er den slags ikke løjer. Det er hærværk.
Fører man eksempelvis en juice i sin juice bar, der hedder ”Sex on the Beach”, kan det være vildledende. En forsvarsløs forbruger kunne tro, at indtagelse af drikken ikke blot går lige i libidoen, men at der tillige følger en eksotisk rejse samt partner med som bonus.

Så den slags er der regler mod. Eller rettere for, da de som nævnt skal beskytte forbrugere, der har en humoristisk sans og et abstraktionsniveau på højde med en moskusokse.

Juicebar-kæden, Joe and The Juice, har netop fået nedjusteret sin status fra glad smiley til halvsur smiley. Kontor for Ernæring, Markedsføring og Teknologi i Fødevarestyrelsen har været på besøg og konstateret, at der i kædens etablissementer bydes på drikke, der strider mod den såkaldte anprisningsforordning udtænkt i EU i 2006 og indført i dansk lov fra januar 2007. En juice, der hedder ”Hangover Heaven” lover for meget (no shit!?).

Følgende ordveksling fandt forleden sted mellem en journalist fra B.dk og Dagny Warming fra Kontor for Ernæring, Markedsføring og Teknologi i Fødevarestyrelsen:

Nu har vi jo som eksempel en juice, som hedder “Hangover Heaven”. Tror man så, at folk forventer, at deres tømmermænd bliver en hel fornøjelse at rende rundt med, hvis man drikker sådan en juice?

»Vi har jo ikke så megen viden om, hvordan forbrugeren opfatter det. Det er jo interessant at undersøge, men man må spørge sig selv, hvad det signalerer, og hvordan det indbyder til at blive forstået. I dette tilfælde vil det for mig at se indikere, at produktet har noget med ens sundhed og velvære at gøre. Det er jo ikke smag, farve eller konsistens, det handler om. Derfor er det ikke lovligt.«

Men i dette her tilfælde – »Hangover Heaven« – er navnet så ikke så overdrevet, at de fleste nok vil forstå, at der menes, at den bare er dejlig at drikke, når man har tømmermænd.

»Måske, men så kan vi hurtigt komme ud i, at hvis det så bare er vildt overdrevet, så skal det være tilladt? Sådan er fødevarelovgivningen ikke indrettet. Hvis man signalerer, at fødevaren har den effekt, så er det fordi, man gerne vil markedsføre sig på den effekt. Så der er man ude i vildledning.«

Jeg skal ikke her bebrejde Dagny Warming. Hun er garanteret et godt menneske. Lige som hun synes at passe sit arbejde omhyggeligt. Det er endda næppe for meget at sige, at Dagny med sin resistens over for almindelig menneskelig antagelse er den rette til at administrere en anprisningsforordning mod festlig navngivning af diverse produkter. Men hvad Dagnys arbejde siger om det danske samfund, er vel stadig legitimt og interessant at beskæftige sig med.

Man kan kalde det ”Den laveste fællesnævners samfund”. Det er det samfund, hvor ligheden råder. Det er det samfund, som i sin skolepolitik har sin grundsætning i et (måske uretfærdigt) Ritt Bjerregaard-tillagt citat: ”Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære”.

Kan den tumpede Tømmermand ikke fatte, at indtagelse af ”Hangover Heaven” ikke fjerner den igangværende byggeplads i hans hjerne, skal ingen have lov at fatte det. Historien handler dermed om langt mere end juice, fødevarekontrol og smileys. Den handler om et samfund, hvor man sætter ind med regler, forbud og forordninger i den svagestes ånd og navn mod at give køb på ikke blot den stærkes, men endog et udbredt flertals selvforvaltning og evner.
Fælles regler for almindelig individuel livsførelse og opførsel er taget til i omfang de senere år. Enten med henvisning til generelle – men også ind i mellem sært moralske – forestillinger om, hvad der udgør et godt og ikke mindst sundt liv.

I sundhedskategorien skal det reneste være standarden for alle. Den, der ikke ryger, er den sundeste. Altså må al rygning henvises til privatsfæren. Kim Larsen og Thomas Helmig må ryge færdig hjemmefra, før de går ud og slår fællessang an.

Eller også sker indskrænkningerne med henvisning til ellers vanskeligt definerbare tærskler for, hvad der udgør grænseoverskridende adfærd. Forbud mod bare maver eller hængerøvsbukser i skolen. Eller eksempelvis forslag om forbud mod tørklæder i diverse sammenhænge. Denne kategori, som man kan kalde adfærdskategorien, synes at vokse ligefrem proportionalt med, at nogle erklærer sig forurettede.

Endelig bør nævnes udgiftskategorien. Den synes at favne alt og udgøre de regel- og ordensivriges fremmeste argument. Det er den, hvor et forslag om at tvangsfjerne overvægtige børn ledsages af begrundelsen, at samfundet har ret til at trimme disse børn, da de belaster vores fælles økonomi lige så meget som deres egne led. Denne kategori fik i øvrigt i tirsdags endnu en regel af statsminister Helle Thorning-Schmidt. Statsministeren kundgjorde som det første (så hun det også som det vigtigste?) på sit ugentlige pressemøde, at fremover skal det kun være muligt at købe cigaretter i 20 styks pakker. Man mener, det vil få flere smårygere til at holde op og dermed spare sundhedssystemet for penge.

Moder Stat ved bedst. Det er i vid udstrækning lykkedes for tilhængerne af formyndertanken, at godtgøre forbudsfremfærden som en retfærdig bekæmpelse af dårligdom og udryddelse af lidelse. Som fællesskabets interesse i og omsorg for de viljeløse, vankelmodige, modfaldne og uheldige borgere, der har brug for en fast hånd til at få “gode liv.” Man tager ansvaret for dem på sig. Man retter dem op og ind og sparer dem for dårligdom – og vi andre for penge.

Men hvis man ønsker at udfærdige regler og love for almindelig omgang og livsudfoldelse samt interaktion (inklusive restaurant- og juice-navne) i det offentlige rum, hører almindelighed så ikke op? Sættes sund fornuft mennesker i mellem så ikke ud af spillet?

Hvis det personlige ansvar for god opførsel fordrives fuldstændig, må man i sagens natur i stedet institutionalisere hensyn mennesker i mellem. Regelrette det, om man vil. Hvilket er en stor, vanskelig og omstændelig operation. Men den synes ikke desto mindre at have pågået i det danske samfund i mange årtier. Uanset regeringsfarve.

Visse læsere af denne blog vil måske indvende, at mit indledende eksempel med ”Salmonella bar” på Harborøre Festival er usammenligneligt med juice-navnene. Salmonella er vel ikke ligefrem en anprisning? Disse har i så fald aldrig været i Vestjylland. Det er noget med, måden sproget bruges på. Måden man leger med det på. Hvilket Fødevarestyrelsen åbenbart også har fået mandat til at blande sig i.

Nuvel. Jeg købte også engang et par Adidas fodboldstøvler, der hed ”predator” . Og jeg forventede hverken at udvikle stribet pels eller gro hjørnetænder. Jeg har også indtaget jødekager, fedtegrever og lillebror ost samt kendt en del andre, der har gjort det samme. Uden at støde på nogen, der troede, at …

Opdatering torsd. den 16.2. kl. 12.00:

Rart at konstatere, at blogs kan føre til mere end polemik.
Tak til alle for deltagelse. Og lad os også takke direktør for Fødevarestyrelsen,Esben Egede Rasmussen, der i dag siger til Berlingske:

- I den konkrete sag med Joe & the Juice har vi stoppet kontrolrapporten, og trukket den tilbage for at se på den igen. Det skyldes dels en helt gold juridisk betragtning om, at vi skal undersøge om vi har juraen på vores side. Samtidig viser sagen, at vi som ledelse i Fødevarestyrelsen har behov for at kigge på vores linje i sager om navne.”

læs hele artiklen her:

http://www.b.dk/nationalt/udskaeldt-juicebar-taget-til-naade