Stor kunst og prisen på syltetøj
22 kommentarerHvis jeg siger “klagesang”, hvad siger De så, kære læser?
Brug for endnu et hint? Det har noget med syltetøj at gøre.
Sikkert ikke nogen hjælp, jeg ved det.
Netop som man troede Det Kongelige Teater havde forladt barrikaden og var tilbage i gemakkerne – ikke Margrethe og familie, forstås, men det rigtige kongelige teater, det på Kongens Nytorv – så får vi et dacapo.
Enakteren over scenekunstens snarlige undergang på grund af sparekrav fortsætter:
Operachef Keith Warner ser sig selv som en større kunstner, end Det Kongelige Teater budgetterer med. Han har netop svunget tørklædet om halsen på vej mod udgangen med følgende afskedsalut:
“En kombination af faktorer, der er opstået akut på grund af de nylige ødelæggende budgetnedskæringer, har fået mig til at føle, at jeg under de nuværende omstændigheder er ude af stand til at realisere mine store drømme for virksomheden.”
“Så indtraf katastrofen…,” skriver JP’s operablogger Christine Christiansen og forsøger sig med en andenstemme til operachefen.
Hun har dog derpå fået følgende budgetbelæring fra læser T Pedersen, 8200 (Aarhus Nord):
“”Så indtraf katastrofen…,”
Nej, katastrofen indtraf i september/oktober sidste år. Hvis den primadonna-chef ikke kan realisere sig selv for mine skattekroner, siger jeg mange tak. En opera er ganske overflødig, og burde lukkes, så min marmelade ikke skal stige fra 23 til 40 kr.
DET er en katastrofe, ikke kun for min morgensurhed, men også for de medarbejdere i syltetøjsbranchen der nu kan se frem til en fyreseddel.”
Her er vi tydeligvis vidne til et civilisationernes sammenstød på det kulturelle plan.
Men hvor rindalistisk og åndsfjendsk T. Pedersens indvending end måtte falde ud i kulturkredse, hvor man kalder det “at skide” for at gå “ud og nette sig”, så er den ikke desto mindre rene ord for pengene.
Samtidig repræsenterer den en holdning, Det Kongelige Teater tydeligvis har følt sig hævet over i nogle hunderede år. Ind til det forleden stod klart, at denne tilgang er en del af de bevilgende myndigheders mandat.
Operachef Keith Warner ser sig selv som en større kunstner, end et reduceret kor kan honorere.
Fint. De bevilgende myndigheder er vel heller ikke til for “at realisere (Ketih Warners, red.) store drømme for” Danmarks nationale opera. Med mindre disse drømme matcher nationens. Og det er tydeligvis ikke tilfældet. Det “føler” operachefen i al fald ikke. Og det føler T Pedersen heller ikke.
Det Kongelige Teaters politiske operette det seneste år og ikke mindst de seneste uger har som bekendt intet ændret.
For knap et år siden skrev teaterdirektør Erik Jacobsen i en kronik i Politiken, at smertegrænsen for besparelser på Det Kongelige Teater var nået. Teatret var på vej ud i en eksistentiel krise.
“Vil man bevare teatret som kunstnerisk og kulturelt samlingspunkt skal kursen ændres. Nu,” skrev Erik Jacobsen.
Direktøren hævdede, at politikernes holdning til nationalscenen var ”udtryk for en paradoksal logik, hvor man med den ene hånd opruster visionært med nye dyre huse og de nødvendige merbevillinger til at drive disse, mens man med den anden hånd konsekvent udhuler det økonomiske fundament for teaterkunsten med løbende besparelser.”
Og klagen tog til med samme omkvæd helt frem til den anden dag. Her blev 81 stillinger alligevel nedlagt. Heraf blot 12 som decideret afskedigelser.
I sidste uge udtalte Direktør Erik Jacobsen i den anledning så pludselig til Berlingske: “Det er jo ikke fordi vi lukker. Vi har stadig en stor bevilling, og vi skal nok få det til at på fungere.”
Balletchef Nikolaj Hübbe supplerede: »Vi vil have færre reserver, end vi plejer at have, men det kan godt lade sig gøre.«
Og skuespilchef Emmet Feigenberg tilføjede: “Kvalitetsmæssigt vil der ikke være tale om en forringelse.«
”Øhhh,” vil jeg tillade mig at sige med en mund så åben, at drøblen skinner. Hele nationalscenen har været besvimelsen nær af lige dele fortørnelse og fornærmelse over at skulle spare. Hjulpet på vej af blandt andre eks-bestyrelsesmedlemmer og kommentatorer Uffe Ellemann-Jensen og Claes Kastholm Hansen nåede den kongelige forarmelsestale endda et niveau, der fik ekspert i markedsføring og økonomi, Claus Buhl, til i Berlingske at konkludere: “Det Kongelige Teater har etableret en samtaleform med omverdenen, som handler om klynk og elendighed.”
Så hvad skete der? Hvorfor dette opsigtsvækkende og nærmest sensationelle skifte fra mol til dur? Hvorfor drejede Det Kongelige ”samtaleformen med omverdenen” 180 grader?
Der besvimes eller råbes som bekendt »Åh, jeg dør« hele tiden på Det Kongelige Teater. Må man tillade sig at konkludere, at nu synes også nationalscenen selv at have lært forskellen på fiktion og virkelighed? Samt at vi ikke længere behøver ile til med en pose penge som lugtesalt, hver gang en direktør for Det Kongelige Teater dåner i medierne?
En logisk forklaring findes dog på skiftet.
Omvendelsen iblandt teatrets ledere fandt måske ikke mindst sted, da tallene, som både direktør Jacobsen og tillige tidligere operachef Kasper Holten (i en gigantisk opsat kulturforside i Politiken, der forbløffende villigt lånte sin publicistiske troværdighed ud til formålet) byggede deres offergørelse på, viste sig at være falske. Teaterforsker Stig Jarl kom i sidste uge med de rigtige tal i Jyllands-Posten:
Fra 2000 til 2010 steg Det Kongelige Teaters bygningsomkostninger med 89,3 mio. kr. (altså i perioden med opførelse og krav om drift af Operaen samt Skuespilhuset, red.)
I den samme periode steg Det Kongelige Teaters
bevillinger med 153,7 mio. kr.
Det efterlader Det Kongelige Teater med 64 mio. kr., efter at bygningsomkostningerne er betalt.
Til gengæld steg lønomkostningerne fra 260 mio.kr. i 2000 til 490,2 mio.kr. i 2010.
Altså er historien om, at rengøring, vedligehold, elregning m.m., kort sagt mursten – aka Mærsk-McKinneys Operahus samt Skuespilhuset – æder alle midlerne til kunsten ikke en sand historie. Holtens og Jacobsens opstilling af paradokset i at have en ny fantastisk opera, men ingen penge at opsætte opera for, er følgelig også en myte. Og en besparelse på netop lønomkostninger forekommer vel derfor også rimelig. Eller ligefrem det rette sted at sætte ind, når nu det politiske mandat dikterer besparelser.
Hvilket selv direktør Erik Jacobsen så også måtte medgive.
Keith Warner er til gengæld hævet over den slags jordnære realiteter, forstår man. Hvilket han gør op med eget selvværd, da dette synes at udgøre operachefens foretrukne regneform. Men vi er vel nogle stykker, der mener, at det havde klædt ham bedre at tage udfordringen op? Samt enkelte, der måske ligefrem har en mistanke om, at der ligger det modsatte i hans afsked i forhold til, hvad han påstår:
Uansvarligheden er ikke på Teatrets eller det angiveligt småtskårne og kulturfjendske samfunds side, men snarere på hans egen.
Hvormed vi vel også er tilbage ved T. Pedersen og marmeladen.
Det kan i sidste ende alt sammen – muligvis, forhåbentlig og vel næppe helt udelukkes og dertil på trods af alle beklagelser, regnefejl, storhedsvanvid og selviscenesættelse – medføre en vis lettelse i syltetøjsbranchen.
Eller om ikke andet så være en lektie i udbud og efterspørgsel.
22 kommentarer RSS feed
Nu håber vi almindelige fattigrøve, at chefens afgang, i utide og frivilligt, ikke udløser løn og pension i de næste mange år.
Men det er vel for meget at ønske?
Krister Meyersahm.
Tjae, jeg tror sgu nok jeg overlever denne badutspringers afsked med denne verden.
Men jeg gruer også for, hvilke goder, denne af storhedsvanvid lidende ka’l, kan plukke DKT for, i gyldne håndtryk, pensioner, royaleties, svie og smerte for manglende realitionsmuligheder osv osv som sådanne “kreative” typer kan finde på.
Jeg synes nu i højere grad, at bemeldte T. Pedersen er repræsentant for det befolkningssegment, der i tide og utide skræpper op om danske værdier og forsvar for dansk kultur, men som ikke ville slippe en krone til noget af det, hvis de selv kunne bestemme. Det gælder operaen som professionel kultur i det hele taget.
Hvem der har ret i den aktuelle dag, må tiden vise.
Det er et ledelsesproblem og et sådant har Det Kongelige Teater altid haft. På demokratisk vis har vi bevilget et vist antal millioner til at lave teater, ballet og opera for, og det er så ledelsens ansvar at levere kunst og kultur inden for disse rammer. Det har altid knebet, og teatret har altid levet med, at der var tilgivelse at få, når budgettet var overskredet.
Kunstnere og økonomi er som ild og vand. Budgetter er kedelige, og er ikke noget, der må stoppe kunsten.Det uvidende folk må kunne forstå, at det er nødvendigt at hælde endnu flere penge i institutionen, for at vi kan være i verdensklasse.
Teatret har så haft et direkte link til avisernes kulturredaktioner, som sjældent har drevet kritisk journalistik på Det Kongelige Teater. Heller ikke nu, hvor det er Stig Jarl som må stoppe tallene ind i et regneark og tilbagevise påstanden om at det er bygningerne, som “æder” pengene. Det var vel egentlig en journalistisk opgave, og især Politiken har fremstillet det her, som om jorden er ved at gå under. Jeg måtte tage en pille, da jeg så, at Kasper Holten fik hele forsiden på kultursektionen til at hælde vand ud af ørerne. Det lignede umiddelbart noget, som burde stå på debatsiderne. På Berlingske kunne de også tage en snak med Claes Castholm og tag gerne Ellemann og spørg dem om deres ansvar i bestyrelsen. De rejste også rundt med historien om, at det var bygningerne, der var problemet. Åbenbart havde de ikke sat sig ind i økonomien.
Det kongelige teater fik lovning på 140 millioner kroner hvert år til Operaens drift. De penge er blevet sparet væk, så man kan lige så godt sige, at Operaen mangler 76 millioner krober hvert år.
Derudover har Politiken en artikel om Det Kongelige Teaters operachef, hvoraf det fremgår at han sagde op allerede i november. Her af nogle af hans forslag, ifølge politiken.dk link
http://politiken.dk/kultur/scenekunst/ECE1518048/operachef-jeg-sagde-op-allerede-i-november/
“Han foreslog eksempelvis at få lavet en økonomisk kortlægning af, hvor man kunne spare, men det ønske fik han aldrig indfriet.
Han foreslog også, at orkesteret måske kunne spille til færre balletaftener, at man kunne kigge på produktionsomkostningerne til kulisser, som i Warners øjne ofte virkede alarmerende høje, og generelt har frustrationen gået på, at han aldrig følte, han fik lov at være den chef, han blev lovet.”
Erik Jacobsen, den øverste direktør for teateret, siger dette, ifølge denne her artikel:
»Der er nogle rammer både økonomisk og institutionelt, hvor han har misforstået sin rolle som kunstnerisk chef. Han kunne ikke være en del af ledelsen, fordi han også ville have administrativt ansvar og styre sceneteknik og nedlægge produktionshuset. Han har ikke fundet sig til rette i den skandinaviske model«, siger Erik Jacobsen.”
Og hvad skal en kunstnerisk leder af en Opera ellers lave, instruere ? eller lave scenografi? Hvis man vil det skal man altså ansætte en instruktør eller scenograf, ikke en kunstnerisk leder af Operaen.
Og hvad er den skandinaviske model, så vidt jeg kan se er det den sædvanlige danske USA-inspirerede model, hvor man nogle der tager sig af opsætningerne i Operaen, andre tager sig af økonomien og atter andre af administrationen. Og dette fordyrer alting, da alt skal igennem mindst 3 personer i stedet for kun en eller højst 2 personer. Og de besparelser som man har fundet frem til handler jo ikke om at der skal spares på det administrative personale, kun på det kunstneriske.
Dertil kommer at Operaen i det Kongelige Teater er i stor konkurrence med f.eks. Hamborg, Covent Garden, Oslo, Stockhol, Berlin og Frankfurt. Og mange danskere vil faktisk hellere i dag til f.eks. Berlin for at se Opera end gå i Operaen i København.
Nu skal man så også se på hvem er det som blevet ansat; det er jo først og fremmest presse-medarbejdere mm. som er blevet ansat, ikke kunstnere.
Og for mig at se siger det vel sig selv, at god kunst koster penge, og at de største opera-stjerner også koster penge at hyre – i honorar altså.
Mit umiddelbare indtryk er at teateret nu er modent til en rigtig besparelse. Når vi nu alligevel ikke mere er i verdensklasse mht. primadonnaer, så lad os komme af med de næste 100 og ind med et par gademusikanter a’la vor kønne vinder af melody grand prix.
@Mads
Jeg synes du tager Warner til indtægt for holdninger, som han ikke har givet udtryk for. Hans grund til at gå (som den fremstår i afskedstalen) er ikke så meget selve besparelserne, som det at han ikke selv kan være med til at bestemme hvor besparelserne skal ramme (han peger feks. selv på produktionsomkostninger frem for kunstnerisk personale). Så det er mere ledelsen end budgetrammen, han skyder på. Og der er han jo faktisk lidt en ener ifht. til de andre ‘klagere’ du fremhæver.
@Asger
Enig, det er et ledelsesproblem og som sådan ikke nyt for Det Kongelige.
I denne omgang udstilles klagesangen blot i særlig grad, da fakta bag beklagelserne ikke holder.
@per
Man skal huske, at Warner faktisk har siddet med ved bordet, da besparelserne skulle udmøntes. Han har faktisk skrevet under på resultatet, som han nu henviser til ikke at kunne leve med. Han hævder måske derfor, at han sagde op allerede i efteråret. Men det forekommer meget mærkeligt, at han så ikke havde noget at sige dengang. Hverken om udmøntningen af besparelserne eller sin egen konsekvens af dem.
Det er ødelæggende for en god debat, hvis den tilføres fakta.
Så Kastrup (og teaterforsker Stig Jarl) har virkelig ødelagt fornøjelsen for os andre ved at bringe oplysningen om, at teatrets lønomkostninger steg fra 260 mio. i 2000 til 490,2 mio. i 2010.
Men mon ikke tallet alligevel skal nuanceres lidt? Er tallene pristalsregulerede? Næppe.
Hvor stor andel af den reelle merbevilling er gået til lønninger til rengøring, vedligehold, foyer-personale osv., og hvor meget er gået til kunstnerisk personale?
Jeg er fuldstændig enig i, at teatrets klagende kunstnere fremstår dybt utroværdige i deres påstand om nationens snarlige kulturelle undergang, men altså: mon ikke nuancerede fakta kan nyancere argumenterne på begge sider af hegnet?
Fatter ikke at kunstnere og skatteyderbetalte ansatte får lov konstant at klynke i medierne.
“Kunstnerne” bruger mere af deres tid i medierne på at klynke sig til flere penge, eller tale politik, end på at tale om det der burde være det eneste væsentlige, nemlig deres kunst.
Eftersom der blot er blevet tilført konstant flere og flere midler og kunstbranchen efterhånden har baseret sig på et stadigt stigende skatteyderfinansieret budget, er det på tide med et udgiftsstop.
Jeg vil foreslå, at skibsrederen sænker prisen på marmelade i Føtex, Bilka og Netto.
Så er alle glade!
Kære Mads Kastrup
Når man læser din tekst her er det ikke svært at forstå at journalisters anseelse i samfundet ligger i bund. Mage til tågesnak og udstilling af uvidenhed. I hele denne sag er der kun ét mandfolk: Keith Warner. Han blev ansat til at opfylde de ambitioner politikere og bestyrelse havde til den kongelige opera. Han meldte klart ud hvad han ønskede og gik i gang. Siden blev han mødt med nedskæringer i sine budgetter og, efter hans udsagn, begrænsninger i sit chefs-råderum. I konsekvens heraf sagde han sin stilling op allerede i november sidste år, men lovede, tilsyneladende, at hjælpe teatret gennem den dengang forestående økonomiske krise. Keith Warner er en kapacitet på sit felt, og han blev hentet her til som sådan. Med en integritet som er sjælden i dette land tager han sin afsked når de vilkår han er ansat under ikke længere er til stede. Og så svines han til af bl.a. et lille nul som dig. Hvor er din baggrundsresearch? Hvad er din viden om kunstnerisk produktion? Og nej, jeg er ikke ansat på det kongelige teater, kun sjældent gæst i huset og kender ikke Warner privat.
Efter der er kommet to nye huse til det kgl. teater, steg repetoiret så ikke også? For det kan vel forklare en pæn del af de øgede lønudgifter. For jeg kan ikke forestille mig, at repetoiret ikke stiger når et teater får flere scener. Eller…?
@Søren Nielsen
Det er da imponerende, du kan være så sikker på Keith Warners heltestatus og Kastrups skurkerolle, når du nu selv skriver, at “..nej, jeg er ikke ansat på det kongelige teater, kun sjældent gæst i huset og kender ikke Warner privat.”
Kære Søren Nielsen
Et “lille nul som mig” er ikke bange for at skose den store operachef, nej. Det skyldes, som jeg påpeger, at udsagn og handling over tid overhovedet ikke stemmer.
Din udlægning er ikke korrekt.
Desuden behøver man ikke at være operaekspert for at konstatere, at der stadig kan skabes masser af kvalificeret opera selv med et kor på 40 medlemmer. Der findes endog – forstår jeg på min kollega Søren Schauser – temmelig mange spændende operaer, hvor korets størrelse ikke er afgørende. Endda visse, hvor koret slet ikke skal bruges.
Skuespilchefen siger, at det nok skal gå. Balletmesteren siger det samme. Kun operachefen – som ellers har set virkeligheden komme på lang afstand – erklærer sig ramt på sin kunstneriske integritet. Konklusion: Ikke alle uddannet i drama benytter sig af det, når de bedes om at yde et bidrag til fælles bedste. Men Warner gør.
Det værste i denne sag er, at marmeladen stadig er pålagt ekstra skat, og det betyder fortsat stor usikkerhed for marmeladefabrikant og medarbejdere. De får under alle omstændigheder mindre at gå i teatret for. At Kastholm og Uffe Ellermann ikke har sat sig ordentlig ind sagen, mens de var bestyrelsesmedlemmer, forklarer mere om dem, end de to herrer bryder sig om at høre. Ingen, uanset hvad man beskæftiger sig med bortset fra ganske specielle ting, er hævet over konjunkturer eller budgetter. Teaterchefen må gerne forlade skuden. Med den holdning har han ingen fremtid. Hverken her eller der.
Kære Mads
Der kan skabes glimrende opera med et kor på 40 sangere, Den Jyske Operas kor har f.eks. kun 24 sangere, og de laver udmærkede opsætninger. Og som din gode kollega Søren Schauser siger, så findes der fine operaer helt uden kor, men det er blot ikke sagen her. Spørgsmålet er hvad Warner er hentet til Operaen for, og hvad han siden er blevet (til)budt. Med et eksempel fra sportens verden: det svarer til at Warner blev hentet til FCK med besked om at gøre klubben gældende i Champions Legue og med lovning på budget og øvrige forhold til samme. Men forholdene ændres til HB Køge niveau – med al respekt for de hårdt arbejdende folk i HB Køge – uden mulighed for at påvirke sagsgangene i klubben. Hvor længe tror du Ståle Solbakken var blevet på pladsen som træner for “HB Køge”? Warner er, så vidt jeg kan se af de tilgængelige oplysninger, ikke en skurk, men en ansat operachef der har set sine ansættelsesvilkår voldsomt ændret og draget den personlige konsekvens af det.
Jeg har bemærket, at Berlingskes blogskrivere først og fremmest bruger deres “vid” til at hænge andre mennesker ud – og at de selv tydeligvis har megen fornøjelse af det. Så langt, så godt.
Men hvad vi andre skal med alt det snask, må guderne vide.
Nå jo, vi skal selvfølgelig gejles op til at fungere som klakører. Og det ser da også ud til at fungere i et vist omgang – men mon ikke de fleste bare lader som om for at glæde blogskriveren?
Glimrende skrevet Mads Kastrup!
Det er blot endnu et bevis på at mange kunstnere føler sig højt hævede over den gemene hob.
Har selv den ,tit noget tvivlsomme, ære at have adskillige kunstnere i min omgangskreds & magen til selvoptagede, krukkede, klynkende, verdensfjerne & indædt krævende personager skal man, for ca. 80%, vedkommende, lede længe efter.
De resterende 20% har en ganske anderledes fornuftig tilgang til tingene & har f.eks. alm. job sideløbende med kunstnerkarrieren, hvis de ikke kan leve af deres kunst alene. Med andre ord forstår de at sætte tæring efter næring…….& den kunst kommer der nødvendigvis ikke dårligere kunst ud af!!!
@P. Poulsen
Det ville være klædeligt, hvis du gjorde os andre & i særdeleshed dig selv, den ulejlighed at læse Mads Kastrups indlæg igen. For du har tydeligvis ikke forstået en pind af budskabet.
Der er INGEN, der bliver hængt ud. Blot bliver der repliceret på det mange fejlagtige udgydelser visse personer er kommet med i diskussionen. Således afliver man myter!
Morlille er en sten
Man kan få enhver debat til at blive idiotisk, hvis man sammenligner fænomener, der ikke har noget med hinanden at gøre.
Skal bankdirektørernes lønninger sænkes, så pølsemændene i Århus kan få lidt længere ferie? Skal vi reducere antallet af folketingsmedlemmer, så der bliver råd til lidt flere SOSU-medhjælpere i Roskilde Kommune? Skal vi nedlægge Nationalmuseet, så priserne på toiletpapir kan sænkes?
@Søren Nielsen
For så vidt angår angår Keith Warners, ifølge dig, uantastelige habilitet og uomgængelige redelighed:
Hans påstand om at have sagt op i efteråret står ikke til troende. Teaterdirektøren modtog opsigelsen i begyndelsen af januar.
Lad os dertil se, om ikke Warner snarest står med et nyt job på hånden. Måske endog et hvis attråværdighed han gennem længere tid, har vært bekendt med.
Får så vidt angår, at Operaen nu er at ligne med HB Køge, skal jeg ikke kloge mig. Jeg ved ikke noget om opera.
@Mihail Larsen
Ja, man kan få enhver debat til at være idiotisk. Forekommer mig, at vi i dette tllfælde først og fremmest kan takke usagligheden og arrogancen hos Det Kongelige Teater og dets forsvarere i dette tilfælde herfor.
Skriv en kommentar