Klagearie fra Ellemann og Kastholm

Jeg forstår ikke Uffe Ellemann-Jensen og Claes Kastholm. Ved ikke, om de jævnligt mødes i Den Kgl. Opera og masserer deres debat-opbyggede myoser myge i lydbrisen fra en lidende sopran. Alt i mens de fælder en tåre.

Det kunne selvfølgelig være en forklaring. Samt en smuk scene.

Men jeg forstår dem ikke. Og det plejer jeg ellers for det meste at gøre.

Lige nu er Ellemann og Kastholm i færd med at opføre deres egen operette. Den vælter falsk, skingert og hulkende ud over kulturdebattens scene.
Årsag: Det Kgl. Teater skal spare.

Som bekendt medfører en sparerunde på en offentlig institution normalt fra Ellemann-Jensen et alvorligt anerkendende nik samt en bemærkning om, at sådan ligger landet, og besparelser er den eneste rette vej at gå, og der må såmænd gerne vandres en længere tur. Fra Kastholm kommer sædvanligvis et stærkt sarkastisk indlæg. Måske endda hånende overfor eventuelt klagende medarbejdere fra den spareramte institution samt overfor medlidenhedsytrende, venstreorienterede velfærdsromantikere. Indlægget vil slå med halen ved evt. at ironisere over, at ude i den virkelige verden (læs: i det private erhvervsliv) har man den idé, at penge skal tjenes, før de kan bruges, men det betragtes jo i dag som både bagstræberisk og gammeldags lige som retstavningen og holdningen om at svare enhver sit og sørge for sig selv i livets ophold, hvilket ingen unge nu om dage har lært.

Her er, hvad de to siger til Politiken om sparerunden på Det Kgl. Teater. Først Uffe Ellemann-Jensen:

»Spørgsmålet er, om man fortsat vil have scenekunst i verdensklasse. Hvis svaret er nej, skal man bare fortsætte med besparelser. Så har vi et lille operakor som det i Ljubljana i stedet for et operakor i verdensklasse. Er svaret ja, må man erkende, at det koster flere penge.«,

Dernæst Claes Kastholm:

»Det Kgl. Teater bliver nu reduceret til et provinsteater, der ikke kan konkurrere internationalt.«

Rør ikke ved min gamle opera, synes de to borgerlige og normalt så kritiske røster over for den svulmende velfærdsstat nu at synge. Tostemmigt. Begge har siddet i Det Kgl Teaters bestyrelse, hvilket naturligvis kunne tale for, at de er særligt indsigtsfulde. Det kan imidlertid også tale for det modsatte: At de er særligt blinde. Samt at de som bestyrelsesmedlemmer åbenbart ikke har hævet stemmen tilstrækkeligt for at påpege strukturelle, økonomiske og måske ikke mindst legitimitetsproblemer, så disse problemer kunne fanges og løses i tide.

Under alle omstændigheder forstår jeg ikke Ellemann og Kastholm. Ud over at jeg kan se, at provinsielle vil de for Guds skyld ikke være. Det hører almuen til.

Jeg forstår S, SF, De Radikale og Enhedslisten, der ikke vil sende flere penge.

Nu kommer jeg ikke meget i Det Kongelige. Og ved slet ikke, at eksempelvis opera på Holmen er den sygeste optur i forhold til opera i Slovenien. Men jeg var i skuespilhuset i foråret. Jeg betalte 1500 kroner for at se ”Fanny og Alexander” (filmen er stadig bedre, fås på nettet for 29 kr.). De 495 kroner af skuespil billetten betalte jeg selv. Resten er, hvad hver eneste billet solgt på Det Kgl. Teater er støttet med.

Jeg var sjovt nok i Det Kgl. på et tidpunkt, hvor Ellemann-Jensen skrev et debatindlæg i Berlingske om, at når man har sagt A (med ny opera og skuespilhus), må man også sige B (flere penge til kunsten). »Fordi vi er fattige, skal vi ikke blive dumme,« citerede eks-udenrigsministeren Frederik den VI.

Men Ellemann eller Det Kgl. har aldrig godtgjort, at den hjemlige opera og ballet kommer i verdensklasse med flere penge. At der er et ligefremt proportionalt forhold mellem intelligens og høj sang eller dans på tåspidserne, har jeg heller ikke set nogen bevisførelse for. Og som jeg har nævnt tidligere, burde man måske snarere konkludere; »fordi vi har været dumme, behøver vi ikke blive fattigere.”

Skal jeg imidlertid agere Groft Sagt-skribent Claes Kastholm i forbindelse med denne operette af en klagesang fra to ældre operabekymrede borgere – når nu Kastholm så at sige har lagt sig – så må jeg konkludere noget i retning af:

Folk forstår ikke, at Uffe Ellemann-Jensen og systemkritiker Claes Kastholm forlanger flere penge til velfærdsstatens nationalteater, da de altid råber op om det modsatte: At slanke staten og nedbryde den omsorgstyranni, der reducerer borgerne til ammende spædbørn. Her må man imidlertid forstå, at netop Det Kgl. Teater er en væsentlig undtagelse for Ellemann og Kastholm.

Både Uffe Ellemann-Jensen og Claes Kastholm repræsenterer således institutionens gennemsnitlige publikum. Overvejende ældre, akademisk uddannede, vellønnede, hovedstadsarbejdende og i egne øjne mere end almindeligt dannede borgere. De to er blot gennemsnitlige abonniner, der med hver 1.000 statsstøttekroner bundet i rævepelsen bevæger sig i Det Kgl. Teater og ikke på nogen måde er for fine til at forlange endnu mere i støtte fra os andre.