DF – dyrere end politiet tillader

Af Mads Kastrup 102

Jeg hørte ham engang omtalt som dansk politiks svar på den amerikanske ulykkesadvokat.

I denne uge bliver vi mindet om hvorfor.

Dansk Folkepartis Peter Skaarup er 24-7 på udkig efter en ulykke, han kan profitere på. Altså en slags politisk udgave af den slags sagførere, der forfølger udrykningskøretøjer i håb om at kunne tilbyde sin assistance i et eventuelt efterspil – mod honorar, naturligvis.

Og Skaarup er dygtig til sin metier. Der findes næppe nogen bedre.

I denne uge er Danmarks ghettoer som bekendt oppe at vende.

Allerede i begyndelsen af måneden var Peter Skaarup på sagen og sagde til Jyllands-Posten: ”Vi skal have gjort det helt klart, at i de her områder gælder dansk lov og ret også, og det kan kun massiv polititilstedeværelse være med til at sætte igennem.”

Det lyder naturligvis umiddelbart handlekraftigt. Der er blot et enkelt problem: Politiet ønsker ikke flere betjente, der kan gå rundt og dag-kede sig i de almennyttige boligbyggerier.

”Politiindsats løser ikke det her. Det skal man gøre sig fuldstændig klart. Man kan sætte en politibetjent på hvert et gadehjørne i Mjølnerparken, men man skal gøre sig klart, at det ikke løser problemet,” siger Johan Reimann, politidirektør i København.

Al erfaring viser, ifølge Reimann, at målrettet, opsøgende og forebyggende indsats over for socialt belastede unge, der typisk begår kriminalitet i de udsatte boligområder, er mest effektiv. Og Københavns politidirektør bakkes i Berlingske Tidende op af stort set samtlige kolleger i samtlige de områder i Danmark, hvor man har ”ghettoer”. De ønsker heller ikke flere betjente i ghettoerne.

Man skulle hermed tro, at Skaarups politiske håndsrækning blev trukket tilbage.

Men så kender man ikke manden, der trådte ind som formand for Folketingets retsudvalg med en melding om, at hans forgængere var politisk korrekte bløddyr, der nærmest støttede de kriminelle.

Peter Skaarup har således tidligere forsøgt at råbe en ”ulykke” frem, hvis ikke politiet fik vandkanoner.

Ifølge Skaarup var vandkanoner gennem flere år svaret på alle større problemer i hovedstaden. Først skulle BZ’ere og ungdomshusbrugere spules væk fra gaderne, dernæst fodboldtilhængere og senest i 2008 – efter at Skaarup havde råbt på vand i et årti og fået nej fra justitsminister Lene Espersen – fremførte DFs lov og ordenhåndhæver, at indvandrerunge på Nørrebro skulle koldvaskes til at forstå, at så opflammende en opførsel ikke tolereres.

Også her forsøgte politiet at takke nej.

”Der er ikke noget ønske fra politiet i København om at få den slags magtmidler. Vi mener, at vi klarer os med de magtmidler, vi har,” lød det fra informationschef i Københavns Politi, Flemming Steen Munch, til Ritzau.

Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører svarede igen: ”Jeg hører meget ofte fra politifolk, at man gerne ser, at man har det redskab.” 

Altså konkluderede Peter Skaarup, at politiet ikke var i stand til at vide, hvem der faktisk er politiet, hvad politiet egentlig ønsker eller, hvornår der er brug for det. Politiet var kort sagt – ikke i stand til at udtale sig som politiet. Det skulle Skaarup nok gøre for dem. Foruden at ligne en ulykkesadvokats forsøg på at manipulere, forekommer det også at være en argumentations-konstruktion man kun ser hos folk, der er ideologisk forledte og dermed fanatikere.

Sidste år blev politiet så udstyret med – surprise! – vandkanon. Skaarup kunne næsten ikke vente med at se den i aktion under klimatopmødet, havde man indtryk af. Politiet holdt sig imidlertid til sin opsparede viden og erfaring på området og klarede sig ”med de magtmidler, de har”.

Men hvordan svarer Peter Skaarup så, når politikdirektørerne i dag siger, at de ikke ønsker flere betjente til ghettoerne?

”Det virker som om, at han bor på en anden planet,” siger Peter Skaarup til Ritzau om politidirektør Reimann. Skaarup ”forstår ikke, hvorfor Johan Reimann ikke bare siger ja tak til flere bevillinger.”

Heraf kan man udlede en hel del. Ikke mindst om Peter Skaarups politiske virkelighedsopfattelse. Ifølge den er folk, der diskuterer problemer ud fra en præmis om at finde den bedste og mest holdbare løsning, tilsyneladende at ligne med idioter fra det ydre rum. I hvert fald når de samtidig afviser at blive belønnet for blot at råbe med på ulykkes-retorikken.

For ifølge Peter Skaarup skal der bare udrykning til. Koste hvad det vil. Man har indtryk af, at vælter en pensionist på en skæv flise i nærheden af en to-sproget under 25 år, er det ikke flisen der skal rettes på.

Der skal så mange blå blink, opkørt beredskab og magtudøvelser til som overhovedet muligt. Uanset hvad fagekspertisen måtte ymte.

DF’s retsordfører er efterhånden så ferm i sit fag, at ønsker ingen hans hjælp, så er han stadig i stand til at fremstille en ulykke og plædere en sag herpå.

Får man ikke den tanke, at politiske lov og orden advokater som Skaarup i virkeligheden ikke ønsker at løse problemer? Ikke har interesse i at hindre ulykker, men tværtimod arbejder på at gøre forestillingen om dem større, at gøre fortællingen om dem mere dramatisk? Og hver gang med det sigte at tjene et honorar målt i vælgertilslutning snarere end føre en sag for samfundets bedste?

102 kommentarer RSS

  1. Af John Ulrich Poulsen

    -

    (til hr. Carl-Erik Pedersen, 24. oktober 2010 kl. 08:51)

    Som salig hr. Mogens Glistrup efter sigende i sin tid bevinget udtalte om fr. Pia Kjærsgaard: “Der er simpelthen ingen huller i hendes uvidenhed.” :-)

  2. Af Tommy Jensen

    -

    Høøørt!!!!! Smid det livsfarlige fjols til Peter Skaarup UD af retsudvalget.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info