Den islamofobiske forretning

Jeg kan huske, hvad den franske avis, Le Monde, skrev dagen efter 11. september 2001:

“Vi er alle amerikanere nu,” stod der. Enkelt, sandt og nødvendigt at konstatere.

Vi er imidlertid ikke alle amerikanere mere, forlyder det. Barack Obama er heller ikke længere kristen, hedder det. Navnet på den amerikanske præsident er ikke længere Barack Obama, men Hussein. For der skal opføres en moské på selve Ground Zero i New York, hvor Twin Towers faldt i 2001.

Sådan er det i USA. Eller rettere: Sådan er det for en del amerikanere. Også selvom det er løgn. Barack Hussein Obama er eksempelvis kristen. Har aldrig været andet. Og der er heller ikke tale om en egentlig moské.

Men angst æder som bekendt sjæle, hvorpå Fanden bruger dem som gødning. Da tvillingetårnene i World Trade Center kollapsede i et ild- og støvhav, formede en djævel sig i røgsøjlen og lagde sig som en slagskygge ind over den vestlige verden: Frygten.

Det betyder reelt, at Osama bin Laden stadig fejrer sejre i eftervirvirkningerne af sit værk. Terrorisme nærer sig af den angst, den kan sprede, ikke af den tilslutning, den kan opnå. Bekæmpelsen af den består derfor i ikke at give efter for frygten. »Man besejrer terrorister ved ikke at lade sig terrorisere af dem,« som forfatteren Salman Rushdie skrev lige efter 11. september.

Frygt er et effektivt redskab. Den kan kapitaliseres. Hvilket den i høj grad er blevet og stadig bliver efter 11. september. Når eksempelvis hjemlige Ralf Pittelkow og Karen Jespersen udgiver endnu en frygtsom bog om muslimers magtgalskab og drager på omfattende foredragsturné, giver det efterhånden lige så meget indtryk af en forretningsmodel som af samfundsengagement: Hold frygten kørende og honorarerne flydende.

Dette sidste er ikke skrevet for at betvivle, at der findes islamisme. Frygt og alarmberedskab er heller ikke kun af det onde. De er ethvert menneskes naturlige værn mod fjender eller mod at blive kørt ned af linie 6A. Men hvornår begynder folk som Pittelkow og Jespersen at fortælle opbyggelige historier? At berette om løsninger?

Og hvad er det, visse amerikanere taler for, når de er imod muslimer i nærheden af Ground Zero, hvis ikke det er et udsalg af vestlig demokrati? The Land of The Brave and The Free var mindre frygtsom og fjendtlig i dagene lige efter 11. september.

Efter at være blevet udsat for den ufrie verdens selvretfærdige blodrus, var USA i begyndelsen en beundringsværdig repræsentant for den frie verden. Det handlede netop ikke om religion, lød det. Islam skulle ikke forklare eller stå til regnskab for selvmordskaprerne. Ligesom kristendommen aldrig er holdt ansvarlig for gaskamrene. Eller katolicismen skulle bøde for Omagh-bomben i Nordirland. En trosretnings ekstremistiske galninge skal ikke – selvmordsnoter om martyrium eller ej – have lov til at patentere selve troens udlægning, uanset hvor spektakulært eller frygtindgydende, de insisterer på at gøre det. Præcis dette godtog amerikanerne med det samme. De lod tilmed verden, og ikke mindst den muslimske del af den, vide det ved straks at sende deres præsident, George W. Bush, ind i én af USAs største moskeer under bøn.

Men islamofobi findes ikke mere lønsom, end når den fremføres for at opnå politisk profit. Det er her, den gør sig som en virkelig god forretning. Angst æder ikke blot sjæle, den sluger også fornuften og tilstopper en hjernehalvdel. Det faktiske tæller herefter ikke længere. Kun det følelsesmæssige.

Moskéen med tilladelse til at blive opført i New York er ret beset et islamisk kulturcenter. Med tilhørende bederum. Centret opføres heller ikke på Ground Zero, men et par gader derfra. Hvilket er længere væk end eksempelvis en kristen kirke, en jødisk købmandsbutik samt en stripbar. Opførelsen har ganske vist fået præsident Obamas støtte. Men kun i form af en tør konstatering af, at i USA er der religionsfrihed. Underforstået: I er alle amerikanere,  uanset  hvilket kælenavn I vælger til Gud.

Dette sidste er imidlertid ikke en frihedsrettighed, Fox News og en stor del af stationens kerneseere forekommer ivrige efter at holde i hævd.

Den islamofobiske forretning sælger først og fremmest frygt for at opnå magt. Den spiller endda gerne Al Qaedas spil. Eller som en tidligere FBI-agent og forhørsleder af terrorister, Ali Soufan, udtrykker det i New York Times, så har Osama bin Ladens næste videomanuskript med opstandelsen omkring det muslimske center i New York “netop skrevet sig selv.”

Var det, hvad vi alle blev amerikanere for den 11. september 2001?