“Armadillo” patter på journalistik

Af Mads Kastrup 49

Jeg har stået i barer i det københavnske natteliv og hørt håbefulde filmdokumentarister forsøge at forklare, hvorfor de gerne ville lave en bestemt dokumentarfilm:

”Det kunne være så fedt,” kan begrundelsen reduceres til. For de ved det sjældent.

Filmen ”Armadillo” rundede for nylig 100.000 solgte biografbilletter. Sensationelt for en dokumentar. Men muligvis også snyd, en slags misbrug af begrebet dokumentarisme, om man vil. Havde instruktør, Janus Metz, været journalist på eksempelvis DR, var han – forhåbentlig og helt berettiget – blevet fyret.

Indtil for nylig var ”Armadillo” årets hidtil uantastelige bud på en Cavlingpris. Det er den ikke mere. Hvilket skyldes, at den ikke lever op til journalistiske krav. Dette har filmens skabere heller aldrig påstået at gøre. Men i ”salgsfasen” var de ivrige efter at påberåbe sig registrantens ydmyge rolle.

Instruktøren af ”Armadillo” betalte imidlertid en stripper for at få sig en god åbningsscene. Den slags er forbudt i journalistik. Fotografer er blevet fyret for at opstille billeder. Journalister er blevet anvist både svingdøre og skammekroge for at konstruere eller påvirke virkelighed. Også for at rekonstruere virkelighed, når læseren, lytteren, seeren ikke samtidig indvies i tricket.

Metz ”instruerede” samtaler i ”Armadillo”. Ikke hvad soldaterne skulle sige, vel at mærke. Men hvor de skulle opholde sig, og hvad de skulle tale om imens. Han klippede tillige en sætning fra et sted til et andet, så en ny sammenhæng opstod. I en DR-dokumentar for nogle år siden blev en lyd af en lussing i en dokumentar om en dagplejemor klippet ind. Hvorefter ”dokumentaristen” og dokumentarchefen blev skåret ud af deres stillinger. TV-Avis-reporter Jeppe Nybroe blev fyret for at påstå, at han kørte ud af Irak, da han i virkeligheden var på vej ind. Men ingen af disse tilfælde er åbenbart problematiske i en ”filmdokumentar”. Eller hvad?

Her vil den vågne læser råbe “stop”.

For hvornår har journalistisk tilgang nogensinde været sandhedens vandmærke? Er selv de mest troværdige medier ikke blevet taget i at manipulere?

Jo, det er sandt. Systemet, der skal regulere pressens arbejde, er seeren, lytteren eller læseren. Men ingen af disse har hverken indsigt eller tid til at tjekke, om medie-tumbleren er gået i selvsving og blot varmer sig ved sine egne løgne. Sandheden er som bekendt ofte første offer i krig – nyhedsmediernes primære tumlepladser. Løgne kolporteres dagligt. Ofte har de end ikke nogen berigtigelse at skulle stå ret overfor. Verden er stor, broget og rodet, og disinformationssamfundet mæsker sig som et rovdyr i mediernes fødekæde. Historier kolporteres i et tempo, offentligheden alligevel ikke gider følge andet end sporadisk med i. Alle i branchen ved, hvad en redaktørs rygmarvsreaktion på en sådan skuldertrækning blandt seerne, lytterne eller læserne er: Historierne skal være skarpere. De må strammes, skærpes og personliggøres. En historie skal ikke være til at komme udenom. Koste hvad det vil.

Hvori er journalstikken så bedre end filmdokumentaren?

Det er den nødvendigvis heller ikke. Men i journalistikken uddeles trods alt stadig fyresedler, hvis nogen gribes i manipulationer. I filmdokumentarismen har man efterhånden indtryk af, at det mest vidner om instruktørens kunstneriske stræben og uangribelige originalitet.

Filmdokumentaren er følgelig noget andet end traditionel dokumentarisme. Den forholder sig tilsyneladende først og fremmest dramaturgisk til virkeligheden. Den er en kunstnerisk prætention. Filminstituttet yder millionstøtte til dokumentarfilm, givet af konsulenter, der – åbenbart – er stavrende begyndere i journalistisk faglighed, men garvede gavtyve i dramaturgiens gænge. Deraf kommer selvmodsigelser som ”manuskriptbearbejdning” i en dokumentar. Eller ”instruktør” af en dokumentar.

Hvor kommer motorcyklerne fra, som giver fede aftenbilleder og easy rider-stemning i ”Armadillo”? Lejren er meget lille. Omgivelserne uden for lejren er mineret og følgelig dødsensfarlige at bevæge sig ud i.  Ingen af de dusinvis af still fotografer, der har besøgt danske soldater i Afghanistan har taget billeder af soldater på motorcykler. Er motorcyklerne lige som stripperen dukket op med dokumentaristens økonomiske mellemværende? Eller måske med en manuskriptkonsulents?

Min oprindelige begejstring for ”Armadillo” er forvandlet til modfaldenhed. Jeg genovervejer filmen som en vurderingsmand udfylder en tilstandsrapport. Hov, der er råd i karmen! Betyder det, at hele hytten er rådden?

”Armadillo” begyndte som et lovende svar. En godtgørelse af hvad dansk deltagelse i krigen i Afghanistan indebærer. Nu ligner den et ubesvaret spørgsmål. En højt besunget filmdokumentar, der tiltuskede sig troværdighed ved at patte på journalistikken.  Alt imens den bag bifaldet fiflede ivrigt med fiktionens elementer.

Her var fluen-på-væggen-metoden, blev man bildt ind. Her fremstillede virkeligheden tilsyneladende sig selv. Men sandheden var i stedet, at det hverken var virkelighed, journalistik eller dokumentarisk i begrebets egentlige forstand.

Filmdokumentar er til gengæld en genre med potentielt stor anerkendelse i. Er det monstro derfor, det skorter på faglige begrundelser, når man spørger filmdokumentarister iført fadøl, hvorfor de er tiltrukket af en historie? Er det mere muligheden for at ophøje sig selv til auteur end chancen for at fortælle en væsentlig historie, der motiverer? 

49 kommentarer RSS

  1. Af Tomas U

    -

    Oliver Stone viste vejen med JFK og Michael More kridtede den op med kæmpekridt :-O

    Og så følger de danske wannabees ukritisk efter!

  2. Af K. Rasmussen

    -

    Stone og Moore er i hvert fald under ingen omstændigheder dokumentarister. Propagandister snarere.

    Og Kastrup, skulle du ikke se at komme hjem fra det københavnske natteliv og prøve at skrive dine klummer på en kop the i stedet. Lige så vel som Armadillo ved første øjekast ligner en dokumentar, så får man også umiddelbart indtrykket af, at du er velskrivende.
    Men dykker man ned i teksten er den fyldt med klodsede bogstavrim, klicheer og andre opstyltheder. Man bliver fysisk træt af at læse det.

  3. Af HenrietteG Larsen

    -

    @K. Ramussen

    Gratis råd: Så lad være at læse Mads Kastrup!
    Meget enkelt, kan sagtens efterleves.

    Forsat go’ aften – det har du vist brug for..

  4. Af mads kastrup

    -

    @K. Rasmussen

    Det må jeg jo virkelig tage til mig, når det kommer fra en mand, der evner at gå direkte til substansen i bloggen: mit klodsede sprog.

  5. Af Ole Juul

    -

    Kastrup, -jeg mener ikke du rimeligt kan sætte dokumentarisme op mod journalistik i denne sammenhæng. Med nogle få “grynt” fra svendene, -er den ret tæt på “live”, og efter min ringe mening god for alle borgere som real-oplysning i forhold til virkeligheden.

    Journalist??? Hm. tjae talte i S-toget med en medrejsende d.d. som viste mig en artikel i formiddagsslamsprøjten, “udfærdiget” af Hr. Jan Kjærgaard.

    Hans konstante gebrækkeligheder tåler ikke engang sammenligning med Jønkes Sjakalmanifestet. Du skal helt ud hvor sjakalmor brækker ådslet op til ungerne (læserne). Det er ikke journalistik, -men han er måske ikke uddannet som sådan.

    Derfor er jeg ikke enig i din kritik/-sammenligning.

  6. Af Henrik Jørgensen

    -

    Det fortaber sig i det uvisse, om hr. Mads Kastrup ikke kan lide Janus Metz eller bare dokumentarister, Armadillo eller bare dokumentarfilm. Kunne hr. Kastrup måske klarificere?

  7. Af Ole Poulsen

    -

    Det er ikke meget Kastrup ved om journalistik i virkeligheden, kan man godt nok godt høre.

    Opstillede eller rekonstruerede billeder er fuldstændigt normale i journalistik (også journalistik hvor det ikke skal redigeres til en spændende biograf-film). TV-Avisen gør det, Berlingske gør det, TV2 gør det.

    Måske er det forkert – det er en værdig debat! Men at påstå det ikke sker, eller at denne film skulle skille sig ud og være “ikke-journalistik” når den benytter sig af samme teknikker som alle andre medier, det er bare dumt.

    Kan det virkelig passe, at du er så naiv, Kastrup, og ikke udemærket godt er klar over hvordan virkelighedens journalistik fungerer? Hvis du er så naiv og uvidende, så beklager jeg – men din skuffelse bør gælde hele journalist-standen og ikke kun én film. For Armadillos “tricks” er ganske almindelige journalistiske tricks. Jeg beklager således at have berøvet dig dine illussioner.

    Hvis du dog kender bare en smule til journalistik i praksis, så ved du godt alt dette. I så fald laver du et uhæderligt angreb på én film mens du fortier overfor dine læsere at din kritik i virkeligheden handler om hele journalistik-standen.

    Naiv eller uhæderlig?

  8. Af mads kastrup

    -

    @Ole Juul

    Du har så evig ret i, at journalistik har sine “gebrækkeligheder”. Jævnfør dit eget flotte billede med “sjakalmor”, der “brækker ådslet op til ungerne (læserne).”
    Flot billede!

    Hvad der er værd at diskutere er, hvor grænserne går. Det bruger jeg så “Armadillo” til. Lige som jeg ønsker at gøre opmærksom på, at dokumentarfilmen lever efter andre regler end journalistik.

    @Henrik Jørgensen

    Jo, jeg kan faktisk godt lide Janus Metz’ arbejde. Ikke mindst hans dokumentar om Thaipiger, impoteret5 til nordjysk ægteskab. Blændende!
    Men jeg synes ikke han med “Armadillo” har været helt redelig med, hvilke virkemidler, der er brugt.

    @Ole Poulsen

    Du forsøger at konstruere en fiktion i hvilken, man kun kan forsage al journalistik eller ingen. Gør man ikke det, er man enten “naiv” eller “uhæderlig”.
    Jeg vælger at bide mærke i din bemærkning: “Det er en værdig debat”.
    Det er præcis, hvad det er. Og kun ved at holde den i live, kan man sikre, at redeligheden holdes i hævd.

  9. Af Lasse G.

    -

    Problemet med Kastrups blogs er, at de (næsten) altid opererer i en sort-hvid- god-dårlig- polemik, som Kastrup så alligevel ikke helt vil være ved.

    Måske er det, fordi han trods alt god ved, at det ikke er intellektuelt redeligt (og heller ikke i overensstemmelse med anstændig opførsel i det levede liv) at han gør sig så stor umage med at skrive alle disse sindrigt konstruerede og stilistisk veludførte ‘tekstmord’ på folk.

    Jeg ved ikke, hvilken sukkermad det er Janus Metz har tisset på, men karaktermyrdes det skal han altså – på ægte Kastrupsk vis.

  10. Af mads kastrup

    -

    @Lasse G

    Jeg ved ikke, hvor i teksten jeg skriver om Janus Metz’ karakter. Måske er jeg ikke så sindrig, som du påstår. Kan du hjælpe med at nævne et par steder?

  11. Af Peter B. Jensen

    -

    Betyder det så, at den fortælling vi hidtil har fået om dansk krigsdeltagelse har været nuanceret, redelig og hæderlig?

  12. Af Peter T.

    -

    Lasse G

    “Jeg ved ikke, hvilken sukkermad det er Janus Metz har tisset på, men karaktermyrdes det skal han altså – på ægte Kastrupsk vis.”

    Det gjorte Janus Metz fint selv med hans indhyrede stripper til den danske lejr.

    Nu har jeg sagt ja til en tøseven og vi går ind og ser filmen på lørdag. Men med bla. stripperen i baghovedet tør jeg ikke tænke på hvordan dokumentaren ellers er håndteret. Jeg vil i hvert fald tvivle på rigtig meget af indholdet og det er også fuldt fortjent.

  13. Af Torsten Z.

    -

    Hehe, Kastrup fornærmer en af ‘kammeraterne.’ Det skal nok blive underholdende at se reaktionerne.

  14. Af C Nielsen

    -

    Kastrup, dine pointer er rigtige. Men vidste vi ikke dette i forvejen? Efterhånden har jeg det sådan, at al form for “dokumentar” (sjovt jeg kunne ikke få mig selv til at skrive ordet uden anførelsestegn) bragt uden for egentlige nyhedsudsendelser opfatter jeg i dag som underholdning eller indlæg i en debat. Et typisk faresignal er lækre billeder og en markant hovedperson i en transitionsfase (som sjovt nok netop finder sted mens tv-holdet er i nærheden).

    Med andre ord har jeg for længst forladt den blinde tillid med hvilken jeg fx så Lars Engells dokumentarer.

    Derfor var det selvfølgelig også latterligt at politikere med mere fra Forsvarsudvalget gik ind og så Armadillo. Vidste de ikke at det blot var fun? Eller “kunst?

  15. Af mads kastrup

    -

    @ C. Nielsen

    Ja, Forsvarsudvalget overreagerede på “Armadillo”. Enig.

    Du spørger mig, om ikke vi allerede vidste, at det forholder sig med dokumentarer som beskrevet. Muligvis. Men er det en grund til ikke at at påpege, når man finder eksempler på det?

    Med “Armadillo” taler vi om en af de mest roste og berømmede filmdokumentarer i mange år. Dertil om en film, der slog sig op på blot at lade virkeligheden fremstille sig selv, hvilket har vist sig at være løgn. Skal det blot stå upåtalt?

  16. Af E N

    -

    @Kastrup

    Udmærket pointe, og velargumenteret.

    “Armadillo”s synes at være et partsindlæg i (den ellers næsten fraværende) debat om DKs krigsdeltagelse i Afghanistan. Som sådan har den fuld berettigelse.

    At tilhængerne af det synspunkt, at krigen er et onde så søger at fremstille den som “dokumentar” er vel ret tidstypisk: Det gælder om at være den, der definerer virkeligheden, ikke om hvordan virkeligheden faktisk er (hvis da den er).

    At samme tilhængere typisk tilhører kultur-parnasset, og derfor har givet filmen mægtig medvind er kun logisk.

    Alligevel står vi tilbage med et relevant spørgsmål: Når nu krig er SÅ grimt, så kunne vi måske godt bruge lidt mere tid på at tale om krigsmålene i Afghanistan, nu, hvor vi på 9. år slås for…? ja, for hvad helt præcist?

  17. Af Asger Trier Engberg

    -

    BØN OM HJÆLP

    Kære Mads

    Undskyld jeg lige bruger din blog til noget andet en diskussion af Armadillo.

    Sagen er, at jeg er blevet systatisk forfulgt af PET her på det sidste. Det er desværre situationen i dagens Danmark.

    Det har jeg lavet en lille video om, som kan ses her:

    http://www.youtube.com/watch?v=plo09-tnbQs

    Undskyld forstyrrelsen.

    Med venlig hilsen

    Asger Trier Engberg

  18. Af Lasse G.

    -

    “Her fremstillede virkeligheden tilsyneladende sig selv. Men sandheden var i stedet…”

    Hallo, Jorden kalder! Du har været i biografen, Kastrup. Du så en film med popcorn og cola til. Det skal vel ikke gå ud over Metz, at du et øjeblik lod dig rive med af en fortælling om verden, der ikke var din egen.

    Jeg kan i øvrigt fortælle dig at der også i historierne om de thailandske kvinder i Thy var historier – de ville måske også have forstyrret dit verdensbillede – som ikke kom med i fortællingen, fordi instruktøren foretog valg… Uhhhh…

    Jeg ser da meget gerne en debat om redelighed og metoder i dansk journalistik. Vi kan jo starte med at diskutere om ikke berlingske blogunivers – der jo er kemisk renset for oppositionelle stemmer – ‘patter på’ avisens journalistiske integritet.

  19. Af Jon de Linde

    -

    Det der irriterer mig mest ved dagens journalistik er at den er komplet uden “bid”.

    Man er så fokuseret på at holde sig på gode fode med diverse (interesse) organisationer, partier og folkevalgte at man lader dem slippe godt fra næsten hvadsomhelst.

    En folkevalgt med et modicum af medietræning kan trække de fleste journalister rundt i ringen. De snakker uden om, bliver ikke konfronteret på gentagelser der ikke besvarer det stillede spørgsmål med videre. Alt sammen for at kunne være på god fod næste gang man skal have et interview.

    Hvad fanden blev der af journalisterne der korsfæstede folk verbalt hvis en folkevalgt svarede i øst når han blev spurgt i vest? Dem der fik pressechefen til at ligne et komplet fjols når han 6 gange i træk havde svaret nøjagtigt det samme? Interviewet får bare lov til at køre videre og selv i “debatprogrammer” i radio og TV kan man sidde og flå skridthår ud i frustration over hvor let en folkevalgt eller pressemedarbejder kan få lov til at skøjte hen over en given problemstilling.

    Ole Juuls “Sjakalbillede” er strålende. Men det er ikke sjakaler. Det er små søde nuttede værtinder og præsentable pomade blålys der sidder og spiller pseudo-intellektuelle mens de læser op fra en tam promt eller et cuecard. Små nuttede bidder ligegyldigheder som aldrig når at provokere et svar ud af ham/hende pressechefen/den folkevalgte. 3 minutters letfordøjelig trivialitet der gør at vi kan glemme alt om det i morgen.

    Selv de største autoriteter i dansk Journalistik, folk der må have en røvfuld af erfaring og masser af kant, bliver reduceret til tyndbenede korrespondenter med en mikrofon foran et kamera.

    Jeg kan godt forstå at aviserne er på vej nedad. Nyheder i overskrifter kan man indhente på fem minutter på nettet og den mere dybdegående og kritiske journalistik som aviserne burde hævde sig på er ikke til stede.
    Der er politiske bloggere der har væsenligt mere kant og journalistisk bid end de fleste danske aviser. Oftest fra folk der end ikke er uddannede journalister eller har nogen form for uddannelse i kommunikation. Hvorfor fanden skal man så købe papiravisen ?

  20. Af mads kastrup

    -

    @Lasse

    Hallo!
    Det er vist dig, Lasse, der skal kaldes af Jorden.

    Synes du, det er i orden, at en dokumentarist betaler en stripper til de soldater, hans film omhandler? Synes du, det er okay, at en dokumentarist gestalter samtaler til sin film? Synes du, det er i orden, at en dokumentarist klipper tale ud fra et sted og sætter det sammen med udsagn fra et andet sted?

    Eller er det bare det sædvanlige med dig, Lasse? Og lad mig her bare parafrasere dig selv:

    “Problemet med Lasse G.’s indlæg på Kastrups blogs er, at de (næsten) altid personangriber blogindehaveren i en sort-hvid- god-dårlig- polemik.”

    Er du i stand til, Lasse, at deltage i bloggen uden udelukkende at beskæftige dig med min ringe person?

  21. Af Ole Poulsen

    -

    “Den slags er forbudt i journalistik. Fotografer er blevet fyret for at opstille billeder. Journalister er blevet anvist både svingdøre og skammekroge for at konstruere eller påvirke virkelighed. Også for at rekonstruere virkelighed, når læseren, lytteren, seeren ikke samtidig indvies i tricket.”

    Nej. Disse ting er ikke i sig selv ‘ulovlige’ indenfor journalistik. De er fuldstændigt normale. Det bør de måske ikke være, men det er de.

    Et lillebitte og dagligdags eksempel: Jeg blev engang interviewet til TV-Avisen. Interviewet foregik på et kontor. Bagefter bad journalisten og kameramanden os, der blev interviewet, om at gå udenfor, så de kunne få et klip af os ankomme til kontoret. De bad os også om at sidde rundt om bordet og lade som om vi holdt møde. Begge var opstillede rekonstruktioner af noget, der havde foregået (bortset fra at vi altså ikke ankom samtidig i virkeligheden). Den slags sker i al den journalistik du ser på TV. Armadillo er ikke anerledes (jeg har ikke set den, men jeg har læst beskrivelserne af de ting du nævner, og de er ikke noget særligt).

    Debatten bør således handle om journalistik generelt.

  22. Af peter g

    -

    @Jon de Linde

    Lad mig et øjeblik påpege chefredaktørens “aktivistiske indsats mod oplagsfald” og postulere, at det væsentligste problem (i hht til den nye aktivistiske skala), som du beskriver i din kommentar, nemlig skridthårpleje, allerede er under behandling omme i Anne Sophia Hermansens blog.

    For de andre problemer, som formentligt falder udenfor Berlingskes “aktivistiske indsats”, så skal man nok finde sig et andet forum :-)

    Men ellers så har Mads Kastrup da ret – indpakningen afviger tit fra indholdet, og “perception” bliver til “reality”. Dette trick er jo ikke kun forbeholdt filmmagere og journalister, men dyrkes jævnligt af vore kære ledere. Jeg smiler altid, når jeg hører VK eller S-SF bruge ordet “fair”. Dette ord skal jo give en varm følelse i maven, uanset hvad det dækker over. Og når gentaget ofte nok, så er der nogle der hopper på den. “Fair hakketkød” – skal liiiige huske at ringe til Superbest med ideen.

  23. Af Dorte Sørensen

    -

    Tak for den gennemgang af fifleri inden for journalistikken og især for DR. Men sætter det ikke fifleriet inden for VK- regeringen i et betænkeligt lys
    Fx kan nævnes Hjort Frederiksens fiflerier med rapporter fra SFI og som P1 s Orientering fik en Cavlingpris for at afsløre.

  24. Af Karin Holm

    -

    Er det ikke temmelig ligegyldigt at fokusere på en lejet stripper eller bemærkninger, der er ‘flyttet’ fra een situation til en anden?

    Det må være det samlede indtryk af filmen/dokumentaren, der bør være debatemnet. Giver filmen Armadillo et realistisk billede af soldaternes vilkår og liv i en krigszone?

    Filmen er jo et sammenklip af mange, mange timers optagelse, så allerede den kendsgerning, at en masse er klippet fra for at nå frem til det endelige resultat er vel en form for manipulation og vinkling.

    Janus Metz har med filmen ønsket at give tilskueren et billede af en virkelighed, som de færreste af os har mulighed for at kende, og den kan aldrig blive helt subjektiv, men vil altid være præget af instruktørens personlige følelser og oplevelser under optagelserne.

  25. Af Jørgen Skov

    -

    Hvad med at lave en landsindsamling til aflivning af Prins Henriks hund? Den efterfølgende dokumentar kunne så præsentere Hans Kongelige Højhed som et rart, ukrukket og sødt menneske.
    Det kunne der så skrives blogs om – altså at nu var der igen fusket med journalistikken – for alle ved jo at det er løgn.
    Hvilket ville få en kommentar med på vejen af sådan nogle som mig der ville kræve kongehuset nedlagt – ja, jeg spør bare!

  26. Af peter g

    -

    Sådan i øvrigt – er overskriften for bloggen også udtryk for den retning Berlingskes “nyaktivisme” går henimod ? Det kan jeg så godt føle mig lidt pikeret over!

    Er det næste så “Side 9 fabriksbygning?” :-)

  27. Af mads kastrup

    -

    @Jørgen Skov

    Ingen anelse, hvad du taler om

    @Peter g

    Heller ingen anelse, hvad du taler om.

    @Karin Holm

    Der er vist et “subjektiv” mod slutningen, der skulle have været “objektiv”.
    Men forstår jeg dig ret, at du mener en dokumentar beror på dokumentaristens følelser?

  28. Af Jørn Stjerneklar

    -

    Kære Mads Kastrup
    Jeg er sikker på, at du forveksler dokumentarfilm med dokumenteret journalistik.
    Dokumentarfilmen er i konstant udvikling, har altid været det siden begrebet blev lanceret tilbage i 1926. Ordet har aldrig dækket “sandheden” men altid en genre. For at citere documentaryarchive.com
    “Documentary, as it applies here, works to identify a “filmmaking practice, a cinematic tradition, and mode of audience reception” that is continually evolving and is without clear boundaries.”
    En af dansk dokumentarfilms største, journalist Poul Martinsen, husker jeg først og fremmest for hans film “Broen”, hvor han iscenesætter to grupper mennesker med forskellig holdning til livet (hippier og Vilde Engle). De bliver bedt om at bygge en bro fra en ø tilbage til fastlandet. Det var dengang i 1969 en banebrydende dokumentarfilm, måske du husker den?
    Poul Martinsen bliver kaldt “Danmarks bedste dokumentarist”, så det…….
    Jeg kender ikke Janus Metz, men jeg er sikker på han følger i Poul Martinsens fodspor med sin “Armadillo”. Og holder sig stringent inden for den flydende grænse dokumentarfilmen har.
    KH

  29. Af Anders Kristensen

    -

    Hej Mads.

    Tak for et velproportioneret og meget relevant indlæg. Grænserne imellem journalistik og dramaturgi bliver i stigende grad udviskede så det efterhånden kan være svært for tilskuerne at skille tingene ad. Det skyldes blandt andet, at dramaturgien i stigende omfang ‘patter’ på den journalistiske integritet for at gøre sine fortællinger relevante, som tilfældet er med Armadillo – men også at journalistikken i stigende omfang stjæler virkemidler og teknikker fra de felter, der normalt er forbeholdt instruktører og skønlitterære forfattere. Men vi må og skal i det mindste forsøge at skille tingene ad, med mindre vi vil opgive begge dele. (Og det vil vi næppe.)

    Journalistik er underlagt visse regler for sandfærdighed og dokumentation. Dramaturgi er ikke. Og den problemstilling tager du op på flotteste vis, også selvom kritikken her på bloggen er lige så højtråbende som den er triviel.

    Fortsæt det gode arbejde.

  30. Af Lasse G.

    -

    Altså, Kastrup, når man indleder sin blog med “Jeg har…”, og så i øvrigt bruger sin egen person gennem teksten som The Lonesom Cowboy, der rydder op andres journalisters tvivlsomme habitus, så må man også kunne tage imod kritik.

    Desværre har vi jo som tilhængere af et liberalt demokrat ikke ret til og mulighed for at bestemme, hvad folk vælger at kritisere en for.

    Jeg er for så vidt bedøvende ligeglad med, om Metz betalte for den stripper eller ej. Hans film er ikke ’sandheden’ om krigen – det har du helt misforstået, og det har han heller ikke påstået – filmen er en fortælling om nogle mennesker i krig. At alle mulige andre – ikke mindst journalister – så har forsøgt at gøre filmen til ’sandheden om krigen’ er jo en anden sag.

    I følge Metz selv så havde basserne hyret en stripper til deres afskedsparty, men Metz fik ikke filmet det, og derfor gentog han seancen nu med sponsor-stripper.

    Den går ganske rigtig ikke i TV-Avisen (og forhåbentlig heller ikke på Berlingeren), hvor det ville have kostet en fyreseddel, men det her foregår i en anden kontekst. Film – også dokumentarfilm – er redigerede fortællinger. Det handler om kontekst og shitfilter, og du lod dig forføre af mediehypen – og det er dumt.

  31. Af Ulf Timmermann

    -

    Jeg har ikke set ”Armadillo”, og heller ikke været på mission med Fogh Rasmussen, eller på ”mission” i Afghanistan, kun på ekspedition, men jeg interesserer mig også for dokumentar film genren. Dog er jeg ikke journalist, så jeg har ikke specifikt denne ballast at stå imod med, til at vægte og vejre, finde for let eller bestået.

    Kastrup, så vi har lidt tilfælles, andet ikke. Du som mere kyndig end jeg, må på et splitsekund kunne nævne blot 5 dokumentarfilm, som du – ud over at du anser dem for opfylde dine komparative kriterier – sætter særlig stor pris på. Du må kunne ryste dem ud af ærmet.

    Hvad med ”de hjemvendte” iøvrigt, må de give deres meninger til kende, oven på at have set ”Armadillo”? Er den fup-og-fidus, eller hvad?

  32. Af mads kastrup

    -

    Kære Jørn Stjerneklar

    Hvad du skriver, er jeg sådan set med på. Lige som jeg kender Martinsen og er bekendt med “Broen”, som jeg nok ikke nærer helt samme begejstring for som dig.
    “De flydende grænser” er det virkelig interessante. For mig er de overskredet i Metz’ “Armadillo”. Det er de også i visse andre dokumentarfilm. Jeg håber, disse er undtagelser. Du er overbevist om, at Metz “holder sig stringent inden for den flydende grænse dokumentarfilmen har.”
    Interessant formulering – “stringent” og “flydende” i samme sætning og endda sat i forhold til “grænse”. Det betyder jo ret beset, at der ikke ER nogen grænse. Det dokumentariske udgøres kun af dokumentaristens evne til at fremstille sin egen overbevisning.
    Fint nok. Så sig det. Så sig, at der er tale om filmatiserede klummer eller essays. Det var bare ikke, det “Armadillo” blev solgt som.
    Jeg gør opmærksom på, at der findes to former for dokumentariske fortællinger – ret beset er der tre (inklusive den historiske). Filmens og journalistikkens. Og der er vel også en gråzone. Men visse filmdokumentar gør ivrigt brug af journalistikkens uhildede sandhedssøgning uden at efterleve reglerne for den. Det er ikke i orden.
    Jeg er med på, at begrebet den filmiske dokumentar “aldrig har dækket sandheden”, som du skriver. Enig. Men det er vel ingen undskyldning for ikke at omgås sandheden redeligt?

    @Anders Kristensen

    Tak. Jeg er jo – som det fremgår – temmelig enig med dig.

    @Lasse

    Tak for svar. Jeg har såmænd aldrig taget “Armadillo” for at være “sandheden om krigen”. Men jeg troede, den var et vægtigt dokument om den konkrete danske deltagelse i krigen. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal tro. Modsat dig mener jeg ikke, Metz manipulationer er noget, man skal være “bedøvende ligeglad med”.

  33. Af Jørn Stjerneklar

    -

    Kære Mads Kastrup.
    Jeg havde sat en smiley efter mit “stringent og flydende grænser”, men det lille glade ansigt udeblev i teksten.
    Måske genren er blevet for bred? I forhold til, hvad der bliver serveret som dokumentarfilm i dag. De tidligere normer for godt dokumentararbejde er for længst nedbrudt. Men det er ikke af folk som Metz. Det skyldes reality-tvs indtog på scenen.
    Ud fra den mere “gammeldags” fortolkning af genren har jeg svært ved at se, at Metz har snydt sit publikum. Han har arbejdet med de værktøjer som der er til rådighed indenfor den del af filmverdenen. Musik, velkomponerede billeder og med mennesker der har sagt ja til at deltage. Han har brugt sin rolle som instruktør til at skabe dialoger som bringer historien videre til beskueren. Dialoger som ikke er skrevet ned eller spillet, men får lov til at ske i omgivelser som filmisk bedre formidler indholdet af snakken.
    Måske burde han have haft en tekst i billedet der hed “rekonstruktion” under stripscenen. Måske.
    Som jeg prøver at skrive i mit første indlæg, så er dokumentarfilmen i en fortsat udvikling og derved svær at sætte grænser for. Grænserne vil blive sat af seerne, hvis de føler sig snydt, tror jeg, de vil holde sig væk. Der er en anden film på vej om krigen i Afghanistan, Restrepo, som arbejder 100% journalistisk med krigen. Måske den film mere vil tiltale dig som beskuer. Men den bruger selvfølgelig også genrens utallige værktøjer til at formidle krigen. Og det er altså ikke så nemt at formidle krig så folk virkelig forstår, hvad det er.
    Al respekt for folk som Janus Metz og Lars Skree der tør sætte deres liv på spil for at fortælle en del af historien om danmarks deltagelse i en krig langt fra de kendte grænser. Håber at der er flere der tør tage risikoen og rejse til fronten, så alle nuancer kommer med når historiebøgerne om Afghanistan skal skrives.

  34. Af Peter B. Jensen

    -

    Jeg kan ikke helt se hvor du vil hen med dette. Det virker logisk at der er krydsinspiration imellem alle tænkelige genrer, også inden for filmkunsten. En “god” film er vel den som vækker tanker hos os, uanset virkemidlet? Personligt tror jeg at have fået mere indsigt i etiske dilemmaer fra Star Trek end af min skolegang, på trods af at ST ikke udgiver sig for mere end underholdning.

    Hvis du vil have ren dokumentarisme, så smid et webcam op – omend det nok er for meget en foræring til fjenden og begrænset seværdigt. Alle andre budskaber er, i sagens natur, redigerede og tilpasset billedmaterialet og fortællerens motiv.

    Netop filmmediet er så afhængigt af de sigende billeder. Her kan filmskaberen bidrage med sin ekspertviden, lige som han kan iscenesætte rekonstruktioner hvis de faktiske begivenheder ikke blev fanget af linsen. Det er naturligvis en gradbøjning af objektiviteten, men det væsentlige er vel om det er repræsentativt eller atypisk.

    Der hvor min grænse bliver brudt er hvis personerne bliver skuespillere, instrueret til at fremføre en bestemt rolle. I en tid med reality tv og internet, hvor enhver kender Warhols ’15 minutes of fame’ og hvor fakta er utilgængelige bliver denne grænsedragning automatisk udvisket for dokumentarisme.
    Iscenesættelsen begynder allerede i det enkelte individ, der har lært at selv ‘the star wars kid’ kan blive en popularitetsbasker på youtube, og en reality stjerne kan opnå samme status som en professionel skuespiller.

    Det er fint hvis du vil indføre et dogme-koncept på dokumentarisme; At filmskaberen kun må være passiv observatør der hverken stiller ledende spørgsmål eller indvirker på begivenhederne foran kameraet. Det er nok praktisk umuligt – da allerede kameraets tilstedeværelse er en påvirkning. Og specielt i en krig, hvor der skal tages hensyn til både militære interesser og sikkerhed.

    Armadillo er nødvendig, fordi den giver et andet perspektiv på vores krigsindsats end den officielle. Den er muligvis lige så manipulerende som når krigsministeren stiller op til fotos foran en nybygget skole og fremhæver den del af vores indsats. Men Armadillo indeholder vel også sin del af sandheden.

    Når du så basher den for ikke at leve op til dine forventninger om journalistisk etik, som for andre er lidt svær at få øje på i mediebilledet, så er det svært at vurdere om du vil underkende budskabet, eller om du pludselig får fine fornemmelser overfor en fortællerstil, der længe har været udbredt på eks. Discovery eller Station 2.

  35. Af mads kastrup

    -

    @Jørn Stjerneklar

    Vi er måske ikke helt så uenige. Det er vanskeligt at diskutere “Armadillo” konkret, hvis du ikke har set den.

    Og ja, reality-tv er et andet og i udbredelse langt større og måske også mere problematisk anliggende. Grænserne for dokumentarfilm er flydende, påpeger du. De flytter sig hele tiden, er i bevægelse. Så sandt, så sandt. Men derfor er det vel også ekstra vigtigt at diskutere dem.

    Vi behøver for min skyld ikke være enige, bare vi diskuterer det. Det forsøger jeg så på ved at råbe op, når min egen grænse er overskredet.

    @Timmermann

    Hermed en uprioriteret dokumentarfilm hitliste fra min side (off the top of my head”)

    “Man on a Wire” (James Marsh’ film om Phillipe Petit’s linedans mellem The Twin Towers)

    “When We Were Kings” (om Ali-Foremans “rumble in the jungle”)

    “Lykketoft – finale” (Guldbrandsens film om Lykketofts valgnederlag i 2005)

    “Melancholia” (finske Honkasalos film om krigen i Tjetjenien)

    “Skygger og skønhed” (Jens Folmer Jepsens og Mads Kastrups (ja, man skal aldrig sætte sit lys…) film om C.V. Jørgensen.

    OG OBS!!! Så har jeg til gode at se Jørn Stjerneklars – der har blandet sig i debatten ovenfor – ‘En dansker i helvede’, kåret til “Årets TV-dokumentar”. Men jeg har også fået at vide, at det min egen klare fejl. Den SKAL ses. Filmen handler om folkedrabet i Rwanda, er dybt personlig og lægger ikke skjul herpå ej heller fingre imellem, hedder det.

    Dertil kommer brillante TV-dokumentarer. Eksempelvis Louise Kjeldsens “Min bedste lærer” i fire afsnit fra 2006.

  36. Af Niels P

    -

    Tænk, at voksne mennesker har så svært ved at skelne mellem rigtigt og forkert som på denne tråd!

    Det var en uetisk handling af Janus Metz at betale for en stripper til de danske soldater. Han har opført sig som en manipulator af virkeligheden. Han har brugt de danske soldater som brikker i et spil. Han har skabt en fiktion om den danske militære indsats i Afghanistan.

    Han har brudt den kontrakt, der underforstået er indgået mellem en formidler af virkeligheden og det publikum, som ser hans værk. Det er en alvorlig sag. Nu er vi blevet narret. Nu tror vi aldrig mere på noget af det, vi ser i Janus Metz’ film. Når hans etik ikke afholder ham fra at købe en stripper til de danske soldater, så vil den heller ikke afholde ham fra at købe alt muligt andet.

    Jeg ved ikke, hvorfor jeg får associationer til Leni Riefenstahl, for hun havde helt klart et andet politisk ståsted end Janus Metz, men måske er det, fordi deres såkaldte dokumentarfilm har det til fælles, at de har masser af æstetik, men nul etik.

  37. Af Peter Andersen

    -

    Kære Mads!

    Få vil nok beskylde Apocalypse Now for at være en dokumentarfilm, og alligevel er den et af de stærkeste argumenter mod krig, der nogen sinde er lavet. Hvorfor? Fordi vi tror på, at krigen i Vietnam var lige præcis den rædsel, der skildres. Armadillo har sat gang i en reel diskussion om en krig, de fleste har forholdt sig til som til en hundelort i naboens indkørsel, og dermed har filmen vel nået sit mål. Nu vil du så have folk til at diskutere krydsklipning og motorcykler i stedet.
    Et enkelt spørgsmål: Når det handler om at holde medietumbleren i selvsving og varme sig ved egne løgne, kort sagt om at manipulere med virkeligheden, hvem tror du så har været dygtigst: Forsvaret eller Janus Metz?

  38. Af Asger Trier Engberg

    -

    Kære Mads :-)

    Så bryder jeg lige ind igen, med en opfølgning på den tidligere video, undskyld forstyrrelsen:

    http://vimeo.com/13385501

    Mange venlige hilsner

    Asger Trier Engberg

  39. Af Daniel Thompson

    -

    Naturligvis retfærdiggør det intet, men meget af den danske presse er særdeles ukritisk overfor engagementet i Afghanistan. Ministre og forsvarsfolk citeres lydigt og soldaterne hyldes bevidstløst.

    Når der er kritik er den oftest tandløs og overfladisk. Jeg ser det dels som Foghs “ingen kommentarer” som endnu kaster en skygge over dagens debat og dels som uerfarne eller ideologisk motiverede journalisters fortjeneste.

    Jens’erne glorificeres blandt andet af Anne Knudsen fra Weekendavisen, og naturligvis af JP og Berlingeren.

    Problemet er at de gør sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at stille spørgsmål til vores fremfærd i Afghanistan.

    Uanset om den er usaglig har “Armadillo” turdet spørge om hvorfor vi er dernede, og det var tiltrængt.

  40. Af Daniel Thompson

    -

    Sorry, “spørgsmål om”.

  41. Af Torben Ibsen

    -

    Trist at der kan spekuleres i at kalde noget dokumentar for at få støtte fra Filminstituttet, og trist at Filminstituttet ikke sikre sig, at det der støttes som dokumentar, også er det. For det må vel være begrundelsen for, at Armadillo har fået betegnelsen “dokumentarfilm”.
    Det sete afhænger som bekendt af øjnene, men at medtage noget, der er arrangeret til lejligheden, må siges at være manipulation af tilskuerne. Man sidder derfor tilbage med spørgsmålet: “Hvor meget andet er også manipuleret i en ellers vedkommende film?”

  42. Af Jannik Larsen

    -

    Kære Kastrup. Armadillo er en film og ikke et stykke journalistik. At møde dit angreb på en film på denne måde, fremstår i mig helt latterligt, når man tænker på hvor kriminelt lidt kritiske danske journalister har været omkring denne ulækre krig som danmark deltager i. Hvorfor er det ikke jer journalister som har dokumenteret krigens perversiteter? Jeg er af den opfattelse at danske journalister tilhører de mindst kritiske på planeten, og det er mig ubegribeligt at i gang på gang fejler at efterleve jeres demokratiske rolle. Danske journalister fremstår som rene marionetter i spindoktorenes hånd. Din kritik af Armadillo er diskvalificeret, fordi du og dine kollegaer INGEN ret har til at kritisere nogen, som rent faktisk prøver på at give danskerne en sandhed, fremfor dig og dine kollegaers marionet-sovepude-journalistik.

  43. Af Camilla Langberg

    -

    Kastrup. Hvad er der sket? På dit nye billede ser du pludselig ligeså afbleget ud som Michael Jackson – og her i sommervarmen.

  44. Af Jon Varangian

    -

    !! Kastrup patter på Armadillo !!
    Disrespekt, pattebarn.

  45. Af Mikkel Bjerregaard

    -

    Jeg sad med en noget ambivalent følelse efter at have set filmen. Jeg har flere venner der er journalister og efter flere (og lange) diskussioner om dokumentar genren, såvel film og generel journalistik er jeg bestemt ikke naiv i min opfattelse. Derfor var jeg ikke overrasket efter at have set filmen. Jeg synes det er en flot film. Vellavet, godt fortalt, og godt skildret i billeder, og den viser også en del af virkeligheden.
    Visse steder kunne den endda minde om amerikanske krigsfilm som vi har set de senere år (f.eks Blackhawk Down).
    Det var mere markedsføringen der generede mig. Den subtile af slagsen. Interviews, trailer, osv. Fremlæggelsen af, at her var virkeligheden. Uden filter.
    Det ville have klædt filmen, hvis man fra start havde gjort opmærksom på, at det her var instruktørens skildring. Hans historie om virkeligheden.
    Det kunne måske endda have bidraget til at gøre en diskussion om Danmarks krigsindsats en smule mere nuanceret. Fremfor blot at bidrage til diskussionen. Et positivt mål som filmen dog har opnået.
    Når man efterfølgende læser beklagelser over censur fra filmens fotograf
    http://politiken.dk/kultur/film/article1015288.ece
    Undres man over hvor hans egen menneskelighed blev af.
    At blive hindret i at filme afghanske sårede eller en afghansk soldat der netop har fået bortsprængt hele underkroppen. Det fortæller mig mere om chefen for den danske kampgruppes kvaliteter, end fotografens ædle motiver. Det fremstår som, ja undskyld, hykleri!
    Kastrup, du spørger om hvilke scener der ellers er iscenesat.
    Nogle af nedenstående er måske oplagte men alligevel.
    Åbningsscenen med helikopterne der letter er ikke fra FOB Armadillo, de er mest sandsynlig optaget i Camp Bastion (måske en anden større lejr.)
    Billederne af Chinooken der letter efter den danske soldat er blevet såret af en IED, har ikke relation til den hændelse, men er mest sandsynligt optaget ved en senere troppetransport.
    Briefingen efterfølgende har heller ikke relation til nogen hændelse i Maj, men blev holdt i start august.
    Der er flere, men du har selv været inde på nogen af dem, og det er noget tid siden jeg så filmen.
    Men når man ser filmen forstår man også hvorfor de er der. De giver et bedre flow. Spørgsmålet er vel egentlig også om så mange danskere havde gidet se filmen, hvis ikke den var redigeret, klippet og fortalt som den er. Jeg tror desværre ikke svaret på det spørgsmål er ville være positivt.
    Hvilket leder tilbage til pressestandens deroute. Hvem har ansvaret? Dem der skriver skidtet, eller os der læser/ser det?
    En sidste tanke. Bliver en del af overskudet givet til støtte for de sårede eller faldne soldater?
    Jeg mener faktisk det ville være rimeligt. De er jo medvirkende.

  46. Af Peter Hansen

    -

    1: Åh ja, det ændrer jo på hele ens opfattelse af krigen at de danske soldater ikke selv har betalt for stripperen – NOT.

    Hvor småtskåren kan man være at tage fat i noget komplet ligegyldigt, og fremture at det ændrer noget essentielt?

    2: Hvad helvede har de motorcykler med noget som helst at gøre? Ændrer det en tøddel for eller imod noget som helst at de har en motorcykel de futter rundt på for sjov? NOT

    3; Armadillo er IKKE en antikrigsfilm. Tværtimod gir den også plads til respekt for modstanderens dygtighed, det svære i opgaven (talibanerne), et delmål med krigen (lokalbefolkningens lidelser) osv.

    Den fokuserer på de danske soldaters oplevelser. Ikke sært er det lidt hårdt for 19-årige gutter at være i krig. Men hvad havde nogen regnet med?

  47. Af michael parly pedersen

    -

    Det er ganske enkelt noget vrøvl at påstå, at fotojournalister ikke benytter sig af opstillede billeder, det sker faktisk tit og ofte. Spørgsmålet er dog blot, om der i den medfølgende tekst/artikel til billedet bliver lagt op til, at det er et umanipuleret og ikke iscenesat billede.

    Tit og ofte har jeg selv bedt afbillede personer stille sig foran en maskine, et hus, et par reagensglas eller lignende, som den den pågældende person fortæller om i en artikel. Måske i forbindelse med personens arbejde. Ofte anbringer du også en politiker eller skuespiller i de rigtige lysmæssige omgivelser ved en portrætfotografering, eller sågar foran en nedskæringramt børhave eller skole, hvis portrættet skal bruges til en artikel om dette emne.

    Men klart, hvis man lokker en person til at klæde sig ud som hvalfanger og anbringer personen foran en spækhugger eller lign med en harpun i hånden, samtidig med man hælder blod ud over personens hænder, og herpå postulerer, at her er et autentisk billede fra en hvalfangst, så falder der brænde ned hvis manipulationen bliver afsløret. Det afhænger altså af hvor åbenlys og forvredet manipulationen er. Enhver læser af et tidskrift kan jo sagtens gennemskue, hvis de ser et billede af Overborgmester Frank Jensen foran Københavns Rådhus i et tidsskrift, at man ikke tilfældigt har mødt ham der, men har lavet en forudgående aftale om at lave et illustrativt foto, med hans magt domæne i baggrunden.

    Men at hyre en stripper til en film der skal foregive at være dokumentarisk, det er efter min mening temmelig dumt. Ikke mindst når man har masser af gode og ægte dokumentariske scener i forvejen.

  48. Af Armadillos mottakelse i Danmark | Montages

    -

    […] ser i hvert fall Mats Kastrup på det i sin blogg på Berlingske Tidende. Det knyttes mye opp mot dokumentarens sannhetsverdi og […]

  49. Af 1tme Aabenraa Statsskole

    -

    Hej Mads Kastrup, vi har mediefag og diskuterer din blog i sammenhæng med et par sekvenser fra Armadillo vi har set. Vi tror at uanset hvilken dokumentar man laver, vil man frame og iscenesætte virkeligheden. Der er problemer i fht Armadillo idet den foregiver at være 100% autentisk men er det ikke.

    Da vi selv arbejdede med dokumentar på skolen, ønskede vi også at gøre vore film spændende at se på, ved at arbejde med virkemidlerne.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info