Den kommunikerende klasse

Der er ansat 104 kommunikationsfolk i Københavns Kommune.

Det fremgår af en artikel i Politiken.

104 lyder af mange. 104 er eksempelvis tilstrækkeligt med journalister til at producere Information og Kristeligt Dagblad – til sammen.

Men det gør de selvfølgelig ikke, disse kommunikationsfolk på Rådhuset. Jeg ved ikke præcis, hvad de laver. Noget med Facebook og Twitter og nogle hjemmesider, vil jeg tro. Det er i hvert fald noget med fremtid i og derfor vigtigt.

Er 104 i virkeligheden nok, tænker jeg.

Personligt er jeg i tvivl. Jeg kunne eksempelvis godt bruge lidt mere kommunikation fra min kommune.

I vinter sneede gaden, hvor jeg bor, til. Og gaden er kommunens. Men den blev aldrig ryddet. Det blev ikke engang kommunikeret, at den ikke blev ryddet. En hel eftermiddags rundringning i Københavns Kommunes tekniske forvaltning og tilhørende resorter gav heller ikke en ordentlig forklaring. Alene i teknisk forvaltning sidder ellers 26 af de 104 ansatte kommunikationsfolk.

26 lyder af mange. Indrømmet. Men det er ikke en eneste for mange, forstår man på forvaltningens direktør i artiklen i Politiken. For de 26 har rigeligt at gøre uden at skulle kommunikere om noget så jordnært som snerydning. Eller som direktør for forvaltningen, Hjalte Aaberg, så klart udtrykker det i Politiken:

»Man kan selvfølgelig altid diskutere, om der er for mange eller for få. Men selv synes vi, at det er fornuftigt disponeret. Når vi larmer i Leifsgade, er det vigtigt, at borgerne bliver ordentlig informeret.«

Der er dertil også andre vigtige områder, hvor teknisk forvaltning ser ud til at være underbemandet i kommunikationsafdelingen.

Sneen og den hårde frost betød ydermere, at vi i mit kvarter heller ikke fik tømt skraldespande i en lang periode. Skraldebilen kunne ikke komme frem. Eller også kunne skraldespandene ikke fragtes til bilen. Jeg ved det ikke. For det blev der slet ikke kommunikeret om fra kommunen. Man måtte selv famle sig frem til renovationsselskabets hjemmeside, hvor en - meget kort formuleret, må jeg sige - bulletin stod opført om, hvor man selv kunne aflevere sit skrald.

Så er der i virkeligheden kommunikationsfolk nok? Bør der ikke være flere? Man hører så meget om behovet for besparelser. Det kan vel ikke være kommunikationen, der skal holde for?

26 har for travlt til at give ren besked. Så er det vel ikke færre, men derimod flere, der skal til. Kan vi så ikke finde pengene et andet sted?

Hvad med daginstitutionsomrÃ¥det? Er normeringerne ikke lige lovlig rundhÃ¥ndede? Kan vi ikke fÃ¥ plads til lidt flere unger? Kan man ikke i forældrekredse finde lidt storsind frem? Er det ikke ogsÃ¥ sÃ¥dan, at jo flere børn, børn har at være børn med, sÃ¥ bliver børn bedre børn? Man kunne mÃ¥ske iværksætte en kampagne: “Besparelser er barnemad!” eller “Nedskæringer er en leg.”

Der findes sikkert gode kommunikationsfolk, der kan planlægge sådan en kampagne.

Eller hvad med ældreomrÃ¥det? Hvor meget spiser ældre egentlig? Er det ret beset ikke mindre end andre borgere – eller i hvert fald mindre end borgere i den arbejdsduelige alder? Kunne man springe hvert andet mÃ¥ltid over? Det er bare en idé. Til gengæld kunne man garantere, at der oprettes en hjemmeside, hvor de resterende mÃ¥ltider vil stÃ¥ indbydende opført, som er der tale om menukortet pÃ¥ Kong Hans.

Det findes der sikkert også velformulerede og grafikkyndige kommunikationsfolk, der kan ordne.

Vi skal italesætte, beskrive og forklare samfundet på den rette måde. For at alle er fuldt ud informerede. Ingen skal føle, de sidder tilbage med ubesvarede spørgsmål. Så længe der ikke opstår en kommunikationsbrist et sted og dermed de sædvanlige kedelige misforståelser, så er sammenhængskraften intakt.

Nu koketterer jeg lidt her. Indrømmet. I indledningen lader jeg, som om jeg ikke ved, hvad de 104 kommunikationsfolk i Københavns Kommune er beskæftiget med. Det er ikke helt sandt. Jeg ved godt, hvad nogle af dem er beskæftiget med. Nogle af dem kommer fra Berlingske Tidende, hvor de engang var redaktører eller kommunalstof-medarbejdere. Nu er de blevet “kommunikationsrÃ¥dgivere” for borgmestre. Og de ligger ikke pÃ¥ den lade side.

Bloggeren Jarl Cordua gør i Politiken opmærksom på, at hele tre kommunikatører for borgmestre er fra Berlingske. Det er nu ikke sandt, må jeg anholde. Det er faktisk fire.

Men de gør det godt, fremhæver Cordua, som blandt andet bemærker, at den socialdemokratiske overborgmester hermed har opnået god presse i Berlingske Tidende. Højere kan en socialdemokratisk overborgmester ikke nå, betones det. Vi tager rosen til os. Berlingske Tidende er tydeligvis et godt sted at hente kapacitet fra.

Men Jarl Corduas analyse er ogsÃ¥ en smule overfladisk, tror jeg. Cordua har nok aldrig hørt om begrebet “fjendtlig overtagelse”. Berlingske Media tænker ikke smÃ¥t. Ja, det er jo ikke noget, jeg reelt ved. Jeg er ikke medlem af Berlingske ledelse. Men i dagbladsbranchen mÃ¥ man tænke nyt. Det er bedre at overtage udviklingen, inden udviklingen kommer og overtager en.

Måske har Cordua ikke gjort sig udviklingen klart. Han har ikke set, at vi er på vej ind i en ny tid. Tiden, hvor den kommunikerende klasse træder i karakter og forklarer og oplyser verden. Tiden, der en dag vil føre frem til, at kommunikationsfolk er så udbredte, at det er en befolkningsgruppe. Tiden, hvor en regering ikke kan dannes uden at kommunikationfolks ve og vel står øverst i partiprogrammerne.

Det er udviklingen. Det er fremtiden. Og fremtiden nytter det ikke at stille spørgsmålstegn ved. I hvert fald ikke før, vi har fået oprettet en kommunikationsafdeling for den.

De visionære har set udviklingen i øjnene. Eksempelvis overborgmester Frank Jensen. Han er klar over, at det er børnene, de syge og de ældre, der må spares på først. Kommunikationsafdelingen skal man ikke røre ved. De 104 kommunikationsfolk i hans kommune får i gennemsnit 41.000 kroner om måneden i løn. Og det er ikke en krone for meget, forstår man. Som Frank Jensen personligt kommunikerer det til Politiken:

“Meget af det at være en moderne arbejdsplads handler om at have en ordentlig kommunikation. Ellers ender det med alt for mange konflikter i en storby med over 500.000 indbyggere«.

Man overvejer et øjeblik, om Frank Jensen har haft kommunikationsfolk til at formulere dette for sig. Det står så klart. Budskabet er umisforståeligt. Det er farligt at spare på kommunikation. For enden af den vej ligger kun ulykke og måske endda en borgerkrig. Hvis ikke man kommunikerer, bliver man udkommunikeret eller ekskommunikeret. Folket har brug for kommunikation. Brug for at blive fortalt, at man ved, at de er der. Ellers er borgeren ikke noget, han findes ikke, og så bliver han ked af det, derpå vred, og så bryder helvede løs.

Følgelig kan man spørge: Er 104 kommunikationsfolk nok set i dette lys?

I kommunikationsbranchen har man en slags besværgelse: “Perception is reality”.

Det er ikke helt nemt at oversætte fyldestgørende. Så kommunikationsuddannet er jeg heller ikke. Jeg har bare gået på højskole. Men det betyder noget i retning af, at virkeligheden ikke er virkeligheden. Virkeligheden er, hvad man kan bringe virkeligheden til at være, når man fremstiller den for andre. Hvilket måske heller ikke er helt nemt at forstå. Men virkeligheden er altså ikke virkeligheden, hvis man kan bilde folk ind, at den er noget andet.

Det er som sagt vanskeligt at forklare. Men der findes masser af folk, der er meget dygtigere end mig til at udlægge det. De skal være så velkomne her på bloggen.