Lars Hedegaard havde (delvist) ret

Politiken kommer i dag Lars Hedegaard til undsætning.

Hvilket vist ikke er set før.

Det er heller ikke med avisens gode vilje. Hvilket prioriteringen af historien bevidner. Nyheden står på side 5, men burde være på forsiden. Den lyder:

“Sexovergreb kommer aldrig frem i lyset”

Viewspaper’en på Rådhuspladsen undgår behændigt at nævne formanden for Trykkefrihedsselskabets navn. På trods af at Hedegaard med sin udtalelse om udbredte voldtægter i muslimske familier har foranlediget hele historien.

Artiklen indledes: “”Det er aldrig mandens skyld”, siger ung muslimsk kvinde, der blev voldtaget af sin onkel. Hun har aldrig sagt det til nogen, for hun frygter familiens reaktioner…Seksuelle overgreb mod unge kvinder med indvandrerbaggrund er et overset problem. Sådan lyder advarslen fra en række fagfolk, Politiken har talt med.”

Inde i avisen findes en meget udførlig beretning om den nævnte onkels voldtægt af den unge muslimske pige. Og i første sektion er så nyheden, hvor Politiken har været ude at godtgøre en del af den påstand, Lars Hedegaard for kort tid siden blev kraftigt fordømt for at udslynge.

Denne blog er ikke skrevet for at vende tilbage til debatten om Trykkefrihedsselskabet og formand Hedegaards lødighed eller mangel på samme.

Den diskussion er forlængst udskreget i et omfang, der er omvendt proportional med selskabets betydning i almindelighed og dets begrænsede folkelige udbredelse i særdeleshed. Jeg har dertil altid fundet Lars Hedegaard monoman. Min blogkollega Jacob Mchangama har ret i sin kritik af Trykkefrihedsselskabets næsten patologiske optagethed af islam og muslimer. Formand Hedegaard har samme forhold til muslimer, som dagbladet Informations Georg Metz har til borgerlige politikere: Støder man på en fornuftig og spiselig udgave, beror det på et dygtigt maskespil fra vedkommende, der på denne måde ikke kvalificerer sig ved andet end talent for god mine til slet spil.

Der var formentlig også monomanien, der fik Hedegaard til at tale på følgende måde:

“De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.”

Dette er naturligvis løgn.

Den grove generalisering (“De”, “hele tiden” osv) ramte som bekendt også Lars Hedegaard i eget ansigt. Som affyrede han et gevær, hvis løb viste sig at være beskidt i en grad, så rekylen tvang skuddet ned i egen fod. Han modererede siden sine udtalelser. Haltende og med krudtslam fra egen bredside i hovedet.   

Det manglede bare.

Nu viser det sig imidlertid, at Hedegaard har delvist ret. Eller mere præcist: Lars Hedegaard har mere ret, end vi bryder os om.

Rådgiver for unge piger, Kristina Abu-Khader Aamund, udtaler sig på en sigende facon i Politikens artikel. Læg mærke til forbeholdene. De tilsigter ikke blot redelighed, men ligner også en politisk korrekt angst:

»Jeg siger ikke, at der er flere muslimske kvinder, der bliver voldtaget end danske kvinder, og jeg vil ikke sige, at voldtægt er mere udbredt blandt muslimer. Men der er en ting, jeg må sige, og det er, at voldtægt trives i miljøer, hvor der er mange hemmeligheder, og hvor man ikke taler ordentligt sammen«.

Kristina Abu-Khader Aamand “siger det ikke”, nej.

Og så gør hun det alligevel. Både inddirekte i ovenstående, men også da hun citeres videre: »Jeg har gennem en årrække forsøgt at rejse de her spørgsmål på en måde, hvor man ikke bliver taget som gidsel i de andre politiske debatter. Men man skal jo ikke underkende, at de kvinder, der bliver udsat for overgreb, opfatter det som et problem. De har ikke samme adgang til hjælp, som danske kvinder generelt har«.

Det skal siges, at Politken ikke kommer med dokumentation i form af statistisk materiale. Der findes ikke tal. Men det mere end antydes, at mørketallene for seksuelle overgreb internt i muslimske familier er større end i danske i forhold til andel af befolkning. Selvom det antydes med største forsigtighed, er det af de folk, der skal hjælpe ofrene.

Man forstår også forsigtigheden.

Integrations- indvandrer- og flygtningedebatter i Danmark er blevet så rituelle og territorialafmærkende, at de sagtens kan finde sted helt uden fæstne i virkeligheden. Et tydeligt eksempel er Naser Khaders grundlovsstridige burkaforbud. Han skal nu tilmed optræde hermed på CNN . Uagtet problemets begrænsede omfang i Danmark. 

Naser Khader forlod som bekendt Trykkefrihedsselskabet i protest mod formand Hedegaards udtalelser. Det samme gjorde en række andre medlemmer. Alle sammen principielt begrundet i formandens generaliseringer.

Man kan nu stille spørgsmålet (generaliseringen fraset, naturligvis): Er der ikke med voldtægter i enkelte muslimske familier et betydeligt vægtigere, alvorligere og mere presserende problem end i de burka’er, der måske er færre i antal?

Lars Hedegaard synes i dette fald med sin brøsige fremturen og overdrevne måling af alle muslimer med samme alen at udgøre sin egen værste modstander. Hvilket er til at leve med. Ikke mindst for os andre mere eller mindre deltagende i den hjemlige integrationsdebat.

Men kan vi leve med det andet? At Hedegaard også kom til at udgøre voldtagne muslimske pigers modstander, fordi han overdrev så voldsomt, at det hindrede forståelsen?