PETting

Det er den profession i Danmark, der kommer tættest på at blive betalt for at se maling tørre. Det ved man, hvis man har fulgt politikere, der har livvagter – Anders Fogh, Naser Khader, Pia Kjærsgaard. Sådan er virkeligheden for livvagter i Danmark. Hvilket selvsagt er en god ting. Ingen ønsker sig det anderledes.

Det er imidlertid et paradoks, hvis man sætter det sammen med DRs nye drama serie »Livvagterne«. En serie, hvis forfattere, skuespillere og producent, DR selv, forsøger at lime sammen med virkeligheden. Som står DRs teaterudgave i et næsten 1 til 1 forhold med sandheden om Danmark anno 2009.

Dramaseriens producent, Sven Clausen, sagde forleden i Politiken: »Beretningen om vores tid lige nu er så autentisk, at vi har valgt en næsten dramadokumentarisk form, som er hurtigere og mere urolig, end vi nogensinde har prøvet før«.

Der er to markante løgne, der kolporteres ivrigt med »Livvagterne«.

Den ene er skildringen af den politiske dagsorden og herunder formentlig også det reelle trusselsniveau. Den anden er, at serien som et hele skulle være et spejl af virkeligheden. Det, producenten kalder »autentisk«, kom i sidste afsnit til udtryk ved, at forbenede nationalister skudtrænede og råbte slagord mod muslimer ude på et gods i Jylland. I »Livvagterne« har godsejeren nemlig egen milits.

PET-sikkerhedschefen forklarede i afsnittet: »Højreekstremister består ikke kun af glatnakker med store muskler, men ledes af folk med betydelig intellektuel kapacitet og med økonomisk backup fra udlandet«.

Vi der troede, højreekstremisten i Danmark hedder Johnny, kommer fra Greve og har begrænset kapacitet – både for oven og i biceps departementet, kan godt tro om igen.

Faktisk har forfatterparret bag »Livvagterne« mere end en underholdningsdagsorden. De har en politisk dagsorden. De kan ikke lide den borgerlige regering og Dansk Folkeparti i almindelighed samt nationens nuværende udenrigspolitik i særdeleshed.

Det kan eksemplificeres som følger:

* Statsministeren udnævner en kulturminister med indvandrerbaggrund, fordi hans spindoktor bedyrer, at samtlige fokusgrupper står med armene oppe over den slags. »Hold kæft, hvor er det kynisk! At udnævne Waffa Larsen til kulturminister bare for at fjerne fokus fra krigen nede i Afghanistan,« siger livvagten Jasmina. »Politikeres klogskab eller mangel på samme er ikke din afdeling,« replicerer hendes kollega.

Konklusion: statsministeren er en ukløgtig, men kynisk populist, der enten løber med vindretningen eller forleder befolkningen.

* Med billedet af forsvarsministeren blev man introduceret til serien. Han sad – anspændt – i en helikopter på vej til at lande i Bagdad. PET-sikkerhedschefen spændte en hjelm på ministerens hoved, som forældre ifører børnehavebørn deres cykelhjelme. Nede på jorden fik forsvarsministeren et angstanfald. »Jeg vil tilbage til helikopteren,« råbte han. PET-manden måtte minde om, at det ville sende et dårligt signal til omverdenen. »Der reddede du hans politiske røv,« lød det fra den ene PET til den anden.

Konklusion: Forsvarsministeren er en usikker, flæbende mand med anger over nationens engagement i Irak og Afghanistan.

* Højremilitsens politiske gren udgøres af et parti, der hedder »National Samling«. Dets leder optræder, i hvert fald på en valgplakat, i en fascistoid betjents hemmelige kammer. Lederen af »National Samling« er en lyshåret kvinde ved navn »Lene Nørrevang«.

Konklusion: Der er gratis flag med Dansk Folkepartis logo til alle, der kan gætte, hvem der hentydes til.

* Højreekstremisterne holder bestyrelsesmøde på en båd i rum sø. Blandt bestyrelsesmedlemmerne genkender PET-chefen en mand ved navn »Steen Holm«. Han er »journalist på Jyske Morgenavis,« siger hun, mens hun betragter overvågningsbillederne.

Konklusion: Overvågning af journalister på Morgenavisen Jyllandsposten er en direkte vej til at afsløre nationalekstremisters undergravende sammensværgelse.

På trods af populistiske eller slet og ret uduelige politikere udgør PET håbets sande lys mod fremadstormende mørke kræfter. I seriens andet afsnit havde en attentatmand med militærbaggrund fået fingre i et præcisionsvåben. »Synes du jeg bør nævne over for justitsministeren, at Catic er i besiddelse af sådan et våben,« spørger PET-chefen sin sikkerhedschef. »Ikke med mindre du vil se en flok høns rende rundt med hovedet under armen,« lyder svaret.

Konklusion: Politikere er hovedløse høns. Det er bedst, at Politiets Efterretningstjeneste fortæller dem mindst muligt og selv tager affære.

Men hvad er en smule PETting mellem DR og 1,5 millioner seere, der føler sig underholdt? Det er jo bare fiktion, vil nogle indvende.

Men det er det ikke. Hverken ifølge producenten, som allerede bekrevet. Og heller ikke, ifølge forfatterne selv, konstaterer man.

»Vi har flere gange siddet og skrevet noget, som vi så har kunnet læse om i avisen kort efter. Det er lidt heftigt, men det er, fordi vi skriver om den tid, vi lever i lige nu og prøver at komme så tæt på virkeligheden som muligt,« som den ene af seriens forfatterpar, Mai Brostrøm, udtrykker det.

Man ser det for sig. Forfatterparret læser deres morgenavis. Heri fortælles, at en PET-mand, sammen med mange andre, er dræbt af en selvmordsbombe i Islamabad. Aftenen før har forfatterne skrevet en åbningsscene, der næsten ligner: Landets forsvarsminister nedskydes med en raket på et tag i Bagdad. Ikke Islamabad, ganske vist. Men er Bagdad, Kabul og Islamabad ikke stort set det samme? Og bombe, granat, raket, kasket, stakit, hvem går op i forskellen? Ministeren reddes i fiktionen af en PET-mand, der kaster sig i døden for ministeren.

»Vi er for heftige,« siger forfatterne åbenbart derpå til hinanden over krydderen.

Hele DR-apparatet har i det hele taget spillet med på lanceringstricket om, at »Livvagterne« er »så tæt på virkeligheden som muligt«.

Eksempler herpå er:

*Nyhedsjournalister og værter fra TV-Avisen har velvilligt og ubekymret sat deres troværdighed på spil ved med alvorsminer og stor iver at agere sig selv i serien.

* Skuespillerne har dertil siddet i morgen-, aften og -godnat studier og af fidele studieværter fået to hovedspørgsmål: »Hvordan har du forberedt dig på at blive kendt af halvanden millioner mennesker?« Og derpå spørgsmålet: »I også har prøvet det her i virkeligheden, er det ikke sandt?« Skuespillerne har forsøgt at hviske, at de bare drak kaffe med virkelighedens vagter, der som vanligt ventede på en politiker, og at de i øvrigt blev fortalt, at der faktisk aldrig sker noget. Men det er blevet overdøvet af råbet om, at »det handler jo om at være villig til at tage en kugle for en anden,« som en studievært sagde.

En oplysning, der med sikkerhed ikke kommer herefter er, hvornår det sidst har handlet om at tage en kugle for en anden i Danmark.

* Eks-PET-folk er i TV og radio blevet interviewet – hvilket i Danmark vil sige eks-PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen – med slet skjult forventning om, at han svarer, at serien giver et insider-blik i Politiets ellers hemmelige tjeneste.

Hans Jørgen Bonnichsen har som almindelig venlig mand forsøgt at sige pæne ord. Men som han for nylig sagde til Fyens Stiftstidende, der kom for skade at spørge direkte: »Vi må erkende, at det tætteste vi i nyere tid har været på et attentat, er malingsattentatet på vores statsminister«.

Dette er bare ikke, hvad 1,5 millioner seere får indtrykket af, når de på søndage åbner for DRs dramaserie. med i dramaet.

Egentlig ville paradokset ikke være værd at beskæftige sig med, hvis ikke halvanden million danskere hver søndag aften hævdes at være vidner til »den tid, vi lever i lige nu«, som forfatter Mai Brostørm siger. Der skulle ikke stå andet om det i avisen, end den rosende anmeldelse for veludført fiktion, hvis forfatterne udførte deres ambition om en nøglefortælling med lidt større finesse end iført staveplade savet ud i krydsfinér.

Istedet har vi fået drama, hvor godsejeren er en skrårems-ekstremist som tilbage i  de nationalsocialistiske 1930’ere, hvor Pia Kjærsgaard aspirerer som politisk front for en højremilits, hvor forsvarsministeren er utilregnelig, hvor statsministeren populist, og hvor Jyllands Posten er ly for femtekolonne fascister.

Efter hvert afsnit af »Livvagterne« står der i rulleteksten: »Livvagterne er fiktion inspireret af virkeligheden«. Er det for meget forlangt at kræve »fiktion« fremhævet i stedet for som hidtil »virkeligheden«?